Efter militærkuppet sidste år er brud på menneskerettighederne blevet hverdag i Honduras i Mellemamerika.
I et åbent brev til udviklingsminister Søren Pind (V) opfordrer generalsekretærerne fra IBIS, Mellemfolkeligt Samvirke og Folkekirkens Nødhjælp tirsdag regeringen til at standse en EU-overførsel af over 300 mio. kr. til magthaverne – uden krav om at standse overgrebene.
DOKUMENT
Kære Søren Pind
Det er på nuvæ-rende tidspunkt over et år siden, at den politiske krise i Honduras brød ud med militær-kuppet mod præsident Manuel Zelaya. Yderligere er det mere end 8 måneder siden, at Porfirio Lobo i begyndelsen af 2010 blev indsat som ny præsident. Valget blev erklæret for demokratisk, men på trods heraf er der begået et stigende antal brud på menneskerettighederne siden regeringen tiltrådte i januar.
Politiske mord, uvilkårlige anholdelser, manglende retsforfølgelse og indskrænkning af ytringsfriheden er i stigende grad en del af hverdagen i Honduras. Menneskerettighederne er et grundelement i et demokrati, hvorfor vi med bekymring ser, at Honduras som en demokratisk stat på nuværende tidspunkt er stærkt truet.
The Committee of Relatives of the Detained and Disappeared in Honduras (COFADEH) har i en ny rapport dokumenteret, at der mellem 30. januar 2010 og 31. august 2010 er blevet begået mere end 1000 krænkelser mod menneskerettighederne, hvoraf 23 er politiske mord og 293 er vilkårlige anholdelser.
Ytringsfriheden i Honduras er stærkt begrænset. I slutningen af september 2010 fastslog den internationale NGO ”Reporters without Borders”, at Honduras er ét af de farligste lande i verden for journalister. Der er siden marts i år er blevet begået 10 mord på journalister.
Ingen af de omtalte mord mod journalister er endnu blevet opklaret. Indtil dags dato er der endnu ikke blevet indledt retssager på baggrund af de mange overtrædelser af menneskerettighederne, der er fundet sted efter statskuppet. Deriblandt også det internationalt kendte mord på menneskerettighedsforkæmper Walter Tróchez i december 2009.
Politisk immunitet under den nuværende regering er yderligere en trussel mod demokratiet. Det internationalt uafhængige organ the InterAmerican Commision of Human Rights (IACHR) har i sin seneste rapport fra juni 2010 dokumenteret, at højtstående officerer, der var medvirkende i militærkuppet, ikke blot mangler at blive retsforfulgt men tilmed sidder på højtstående poster under den nuværende regering. Defacto præsident, Roberto Micheletti, var frontfigur i kuppet, men er nu blevet indsat som diputeret i kongressen på livstid.
EU har budgetteret med et beløb på 44 millioner Euro til the Programme of Support to the Security Sector (PASS), som skal gå til de samme statslige institutioner i Honduras, hvor medvirkende i kuppet på nuværende tidspunkt besidder højtstående embedsstillinger.
Hvis dette program bliver realiseret uden at stille betingelser til regeringen i Honduras vil EU – og dermed også Danmark – understøtte en negativ udemokratisk udvikling i Honduras.
Derfor er det vigtigt, at EU involverer sig aktivt for at forhindre krænkelsen af menneskerettighederne og dermed opretholdelsen af et demokrati i Honduras, der på nuværende tidspunkt er stærkt truet. Derfor opfordrer vi regeringen til at arbejde bilateralt og gennem EU for at:
• Omforme PASS: EU skal gennem PASS stille betingelser til regeringen i Honduras om at beskytte menneskerettighederne, hvilket skal inkludere undersøgelser af de menneskerettighedskrænkelser, der har fundet sted siden kuppet. Efterfølgende skal de anklagede retsforfølges.
• Støtte menneskerettighedsorganisationers arbejde i Honduras: Dette indebærer bl.a. at øge den økonomiske støtte til menneskeretsorgani-sationer i landet og at støtte Independent Truth Commision samt at medvirke til at deres rapporter kommer ud.
Med venlig hilsen
Vagn Berthelsen, Generalsekretær IBIS
Frans Mikael Jansen, Generalsekretær Mellemfolkeligt Samvirke
Henrik Stubkjær, Generalsekretær Folkekirkens Nødhjælp