Der er gode chancer for kinesisk-dansk teater i den nærmeste fremtid. Statens Kunstråds Scenekunstudvalg retter i år fokus mod Riget i Midten.
I sidste uge skrev vi om det modige lille teater Batida, der på egen hånd har fundet en nordkoreansk samarbejdspartner. Men mindre – men i geografisk forstand større – kan også gøre det.
I en pressemeddelelse opfordrer Statens Kunstråd til scenekunstprojekter med Kina-fokus. Derfor er samarbejder med aktører og arrangører fra Kina en af prioriteringerne, når Scenekunstudvalget behandler ansøgninger fra puljen International Teaterudveksling i 2013.
Kina indgår i Det internationale Kulturpanels satsningsområder. Statens Kunstråd er medlem af panelet og har besluttet at understøtte indsatsen ved at afsætte midler til Kina-aktiviteter.
Statens Kunstråds Scenekunstudvalg ønsker at bakke op om indsatsen ved at have Kina som særlig satsning, når det behandler ansøgninger fra ansøgningsfristerne i 2013 til puljen International Teaterudveksling.
Udvalget vil prioritere at støtte større projekter.
Der er ikke krav om hvornår aktiviteterne skal afholdes, men det vil være en fordel hvis de finder sted tæt på efteråret 2014, hvor Det Internationale Kulturpanel også har sin satsning.
Den første ansøgningsfrist var i fredags, men de øvrige ansøgningsfrister i 2013 er 15. maj, 16. september og 15. november.