Debatindlægget er udtryk for skribentens egen holdning.
Efter Ukraine-krigens udbrud er efterspørgslen på kul steget markant – også i Danmark. Det fik Nordjyllandsværket til at importere kul fra Cerrejon-minen i Colombia, der er en af verdens største kulminer. Men det er også en af de mest skruppelløse selskaber, der står bag. Det har mediet Danwatch netop afsløret.
Oxfam IBIS besøgte minen i juni i år. Den har blotlagt store arealer af det nordlige Colombia. Mindst 24 landsbyer fra det lokale Wayùu-folk er blevet forflyttet. Og med den øgede efterspørgsel planlægger minens ejer Glencore at udvide for at få adgang til vandet fra floden Bruno og de kulreserver, der ligger langs dens bredder. Det truer blandt andet en lille fattig landsby, El Rocìo.
I netop El Rocìo har Oxfam IBIS sammen med vores lokale partner Fuerza Mujer Wayùu bygget en succesfuld skole med midler fra de hundredtusinder af danskere og virksomheder, der støtter DanmarksIndsamlingen i det årlige TV-show.
Denne skole vil blive nedrevet sammen med resten af landsbyen, hvis minens ekspansionsplaner fortsætter.
Det er ikke bare Nordjyllandsværket, der finansierer Glencores ekspansion af minen. Ifølge de senest tilgængelige oplysninger har fire danske pensionsselskaber investeret tilsammen 205 millioner kroner i Glencore: PFA, Velliv, Lærernes Pension og Sampension. Det er på trods af, at Glencore er dømt for korruption og har utallige sager om brud på menneskerettigheder og miljø verden over, herunder fra minen i Colombia.
Nordjyllandsværket har netop stoppet for indkøbene hos Glencore, da man blev opmærksom på problemerne med minen. Men de danske pensionsselskaber må også tage deres medvirken til brud på menneskerettigheder og miljøødelæggelser alvorligt. Pensionsselskaberne må stille krav til Glencore om at stoppe minens ekspansion.
Danskerne skal ikke få deres pensionsmidler og varme fra afbrænding af kul fra en mine, der systematisk bryder menneskerettighederne og er ved at tørlægge en hel region i Colombia. Vi er jo bogstaveligt talt ved at brænde en skole bygget med danskernes støttemidler op.