Det er en af konklusionerne i en ny rapport, "Engang verdens bedste", fra den veldædige Timbuktu Fond, som journalist Jesper Heldgaard er hovedforfatter på.
Pengene er gået til flygtningemodtagelse – med en stigning i udgifterne på 352,7 procent – men det er slet ikke nok. For samtidig har Venstre-regeringen og partierne i blå blok skåret dybt og skånselsløst i udviklingsbistandens omfang i det hele taget.
Så dybt, at Danmark er blevet den største enkeltmodtager af den bistand, der ellers var beregnet på u-landene. I 2016 går således (foreløbig) 4,4 milliarder kr. retur til Danmark til at modtage flygtninge, når rapporten frem til.
Og regeringen har sagt, at den vil udnytte OECDs regler for, hvad der internationalt kan medregnes som bistand til det yderste – og har allerede gjort det – se også denne artikel
Det står så alvorligt til, at regeringen kan være "i gang med helt at afvikle u-landsbistanden", sådan som seniorforsker på DIIS, Lars Engberg-Pedersen, skrev i et indlæg her på Globalnyt.
Hvis OECD beslutter, at de første tre års udgifter til flygtninge og asylsøgere kan opgøres som udviklingsbistand, er “det allerede politisk besluttet i Danmark, at dette skal udnyttes maximalt. Dermed er der reelt ingen penge tilbage til det langsigtede udviklingsarbejde”, som Engberg-Pedersen har sagt til Politiken.
Over stort set hele feltet er sparekniven slået løs, allerede fra 2015 (2,85 mia. kr.) , selv om regeringen kun havde få måneder til at spare milliarderne væk, og videre her i 2016 (2,9 mia.).
Tabet på de næsten seks milliarder er kløften mellem hvad SR ville give og Venstres ditto.
FNs hårde skæbne
Den særlige status i FN, som Danmark møjsommeligt har opbygget gennem over 50 år, er truet på grund af besparelser.
FN-organisation efter FN-organisation er filet ned for dansk støtte; selv ellers hellige køer som FNs Børnefond (UNICEF) og Befolkningsfonden (UNFPA) har fået det at mærke, og resultatet har sendt chokbølger gennem FN-systemet.
Chokbølger så store, at Mogens Lykketoft tvivler på, han kunne være valgt til formand for FNs generalforsamling i dag – se også denne artikel
For den multilaterale bistand som helhed, herunder FN-familien, er bistanden sat ned med 42 procent i 2016 (henved 700 mio.) – meget mere dramatisk end da VK-regeringen kom til i 2001 og skar 218 mio. kr. væk
Men hvad med Afrika, som Venstre så gerne vil hjælpe og har lovet et tryk seksten opad i bistand?
Timbuktu-rapporten konstaterer nøgternt, at bistanden til de (tiloversblevne) danske samarbejdslande på kontinentet vil falde med mere end to milliarder kr. fra 2015 til 2018 i forhold til SR-regeringens planer – se også Overblik over bistandshugget land for land
Indrømmet: Bistanden til kontinentet var også dalende under SR, men rutschebanen kører i et helt andet tempo under Venstre.
Hvad med bistanden til at ruste u-landene til de voldsomme klimaforandringer, som allerede mærkes?
Ja, besparelserne er så slemme, at Danmark er gået fra at være klimaduks til at blive udnævnt til "dagens fossil" af NGOerne under den store klimakonference COP21 i Paris i december. Man kom ganske vist op med penge, men dem tog man fra andre dele af u-landsbistanden – ikke nye ekstra midler. Så u-landene betalte så at sige gildet selv.
Samtidig har regeringen helt sløjfet et nyt dansk bidrag på 450 mio. kr. til den centrale finansieringskilde for globale miljø- og klimaaftaler, Den Globale Miljøfacilitet (GEF).
Samme skæbne er overgået Verdensunionen for Naturbevarelse (IUCN), hvor den nye danske generaldirektør i hovedsædet i Schweiz, Inger Andersen, kunne læse, at det lovede danske bidrag på 50 mio. kr. var pist og aldeles borte.
Hvad med NGOerne?
Har gør rapporten gældende, at udviklingsbistanden gennem de folkelige og private u-landsaktører – organisationer, foreninger og græsrødder – bliver den laveste i 2016 i mere end ti år.
Selv årets Danmarks Indsamling på 98 mio. kr. fra private danskere og erhvervsvirksomheder kan eksempelvis ikke stå mål med de 175 millioner, som regeringen snuppede fra otte af de 12 organisationer, der får del i indsamlingens rare midler til arbejdet derude.
Her på redaktionen mærker vi, at i årsberetninger fra talrige især små foreninger og grupper er det tilbagevendende tema p.t., at de allerede er ramt af pengemangel til deres projekter, og egenkapitalen skrumper. Selv gode og støtteværdige nye projekter afvises. Mange græsrødder med "ildsjælene" er kort sagt i krise.
Hvad så med støtten til bedre sundhed i u-landene?
Her spares der over en milliard på blot fire år, eller 40 procent i forhold til hvad SR-regeringen ville. Det går vel at mærke ud over bidrag til kampen mod hiv/aids, befolkningsspørgsmå og sundhed.
Her falder behandlingen af Den Globale Fond til Bekæmpelse af Aids, Tuberkulose og Malaria i øjnene. Fonden mister 180 mio. danske kroner på to år. Det førte ligefrem til en protestdemonstration i New York – se denne artikel om demonstrationen.
Hvad med hjælp til uddannelse da?
Ja, allerede den dav. radikale udviklingsminister Christian Friis Bach besluttede at afvikle den direkte danske bistand og sende den gennem Global Partnership for Education (GPE), en beslutning langt fra alle danske projektoperatører var tilfredse med.
Går GPE så fri af sparekiven nu? Nej, nær sagt selvfølgelig ikke. GPE står til at miste 725 mio. kr. i dansk støtte fra 2015 til 2018 – en reduktion på 36 procent.
Samtiidig er der kun direkte dansk støtte til uddannelse tilbage i to lande, nemlig i Burma og Afghanistan (sådan da) – se artiklen om, at 10 danske skoler i Afghanistan aldrig er fuldført
Hvad så med undervisning herhjemme om u-landenes og deres fohold?
Ja, SR-regeringen ansatte særlige vejledere i undervisningsministeriet for at styrke den internationale dimension i folkeskolen. Den ordning sløjfede V-regeringen ved at inddrage de fem millioner, den kostede – se mere her
Globalnyt havde senere nyheden om, at de blev sparet væk.
Det er vel overflødigt at tilføje, at al anden u-landsoplysning også har fået af sparekniven, lige med undtagelse af Danidas egen indsats. Se mere i rapporten (link til sidst).
Hvad med kulturen?
Danmark fik en splinterny strategi for det kulturelle samvirke med u-landene, som med rette er kaldt en vigtig og voksende dimension i arbejdet for gensidig forståelse og respekt.
Hvad skete der så, da Venstre kom til…Ja, det 18 år gamle Center for Kultur og Udvikling (CKU) nedlægges helt fra årets udgang. Så får det nemlig ikke længere en krone. Det har ellers passet vore kulturelle bånd til verdens u-lande og bl.a. stået for Images-festivalerne.
I samme moment forsvandt en særlig kulturpulje på 100 mio. kr. Det skete allerede her i 2016.
Så kommer vi til landbruget – u-landenes vigtigste erhverv; dét, der skaffer mad på bordet og er rygrad i mange nationers økonomi.
Timbuktu-rapporten fortæller, at 70 procent af verdens fattige bor i landdistrikter og de er helt afhængige af jordbruget.
U-landsnyt.dk og siden Globalnyt har bestandigt sat spot på den danske bistand her, og det er næppe overdrevet at påstå, at landbruget ikke har været Danidas hjertebarn – se f.eks.vort store et-år lange tema her.
Det er såmænd det største tema, der til dato har været bragt herhjemme om dansk bistand til dette centrale erhverv.
De bilaterale (direkte dansk-støttede) landbrugsprogammer er ikke desto mindre afviklet støt og roligt, eller indgår som komponent i særlige nye vækstprogrammer for økonomisk fremgang.
De “ondeste” besparelser
Den billaterale indsats er del af en lang historie. Det var dansk støtte til international landbrugsudvikling og -forskning også. Men ikke længere.
En af de "ondeste" besparelser ramte Den Internationale Fond for Landbrugsudvikling (IFAD), der blandt meget godt er kaldt den fattige bondes advokat.
Den betegnelse sagde næppe Venstre noget videre. Anderledes kan man vanskeligt tolke hændelsesforløbet.
IFAD havde fået løfte af SR om 100 mio. kr. over de næste tre år, men tilsagnet var ikke skrevet under, så Venstre slog til. Alle pengene blev strøget – se også artiklen Venstres sparehug kan ramme overalt
I linket omtales også den triste skæbne, som er overgået den mangeårige markante danske støtte til international landbrugs- og afgrødeforskning i det globale system af centre for landbrugsforskning (CGIAR).
Tør man tilføje, at heller ikke "Cigaren" får en bistandskrone fremover – SR ville have fornyet bevillingen med 105 mio. kr. over tre år fra 2016.
Discount diplomati og åbenhed (?) hos Danida
Rapporten gør det sørgelige regnestykke op om udenrigstjenestens svigtende bemanding og hvordan skiftende regeringer mere eller mindre har udsultet den.
OECD har helt siden 2003 advaret om, at det vil gå ud over kvaliteten, hvis der skæres yderligere i bemandingen både i ministeret og på repræsentationerne. Rapportens kapitel herom har meget sigende titlen “Fra elite til discount”
Også interne omlægninger i Danida, der ifølge kritikere ødelægger det faglige miljø, er en faktor. Dette holder Dansk Ingenørforenings Ulandsfaglige Selskab “Global Development” et opklarende rivegilde om med Dandas chef den 10. maj – se mere i artiklen Hvor blev fagligheden af i Danida
Så er der endelig ønsket om åbenhed og gennemskuelighed i Danida og nem adgang til indsigt i bistanden som sådan. Rapporten giver kke ligefrem topkarakter – overskriften lyder “Open Aid – ikke hos Danida”.
Da tsunamien kom
Timbuktu-rapporten er spækket med tal, men heldigvis skrevet i den friske mundrette – men bestandigt saglige – stil, som er et af Jesper Heldgaards journalistiske kendemærker.
Tungt bistandsgopligyp er ikke lige ham og godt det samme. Summa summarum er der mest tale om et kompendium.
Men det med ikke at se frem i tide og råbe vagt i gevær rammer rigtig mange af os.
For en skribent som denne, der har fulgt u-landsbistanden i årtier, kan det ærgre, at den uhørte besparelses-tsunami ikke blev opdaget og taget alvorligt, FØR den overmandede alle.
For Venstre lagde jo ikke skjul på hensigten, da partiet brød årtiers nogenlunde konsensus om bistanden i efteråret 2013 og sluttede sig til Dansk Folkepartis krav om at banke bistanden ned på 0,7 procent af BNI – se også denne artikel
Rapportskriver Jesper Heldgaard dvæler lidt ved Timbuktu Fondens forrige analyse, der udkom blot en måned efter Venstres opsigtsvækkende udspil.
Her var fokus imidlertid på, at den dav. SRSF-regering ikke levede op til sine løfter om at øge dansk bistand til det magiske en procentmål af BNI – samme niveau, som under Poul Nyrup Rasmussen (1993-2001).
Venstre-udspillet blev kun “omtalt kort”, skriver Heldgaard.
Sov i timen
All right, sådan var det. Men det danske u-landsmiljø sov i timen i årevis og kunne tilsyneladende slet ikke forestille sig, at det ville gå så galt.
I stedet hamrede man løs på SR-regeringen i efteråret 2014 for at øge andelen af bistanden til flygtninge. Det endte ret så udramatisk med et rødt finanslovsforlig, der satte bistanden i vejret totalt set, både i 2014 og 15.
Da valget kom i juni i fjor var de store kanoner for længst skudt af, og nogen kampagne fra u-landsmiljøet mod de (virkeligt) truende politiske udsigter fandt ikke sted.
Ingen burde ellers have været i tvivl om konsekvenserne af en borgerlig valgsejr. Hvis de var det endnu, kunne de læse et "Åbent brev til de danske vælgere" fra Venstre på selve valgdagen, indrykket som helsidesannonce i alle større dagblade.
Annoncen var en reaktion på et åbent brev, som Socialdemokraterne havde sendt til halvanden million husstande i en angivelig skræmmekampagne mod Venstre.
Venstre skrev bl.a. (på de relativt få linjer):
Vi skal sikre, at vi også i fremtiden har råd til alt det, der gør Danmark til verdens bedste land.
Venstres plan er lige så enkel, som den er vigtig:
* Vi skal flytte tusinder væk fra passiv forsørgelse og over i arbejde
* Vi skal flytte milliarder væk fra overdreven udviklingsbistand og forfejlet udlændingepolitik og bruge pengene på danskernes velfærd. Mindst 20 mia. kr. i alt for at være helt præcis.
Stem Venstre i dag
Lars Løkke Rasmussen
Annoncen var holdt i en grå tone. Sort havde nok været at foretrække set fra denne stol.
Danskerne langt rigere end i 2000
I dag er den andel af vor nationalrigdom (BNI), vi yder til u-landene, den laveste siden 1981 – altså i 35 år.
Rapporten får det sidste ord om betimeligheden i dette:
“(Besparelserne) sker af hensyn til dansk økonomi (siges det). Men faktisk er den gennemsnitlige dansker i dag 60 pct. rigere, end da vores udviklingsbistand toppede i år 2000. Danmarks BNI i såkaldte købekraftdollar var i 2000 på 28.960 pr. indbygger. I 2014 var BNI på 46.140 købekraftdollar pr. indbygger”.
Timbuktu Fondens analyse pr. 27. april 2016 (28 sider) kan ses i sin helhed på http://www.timbuktufonden.dk
Analysens forfatter, Jesper Heldgaard, er freelance journalist med u-lande som speciale.
Yderligere oplysninger hos:
Jesper Heldgaard, tlf. 20 43 58 18 og
e-mail: [email protected]
Thomas Ravn-Pedersen, formand for Timbuktu Fonden
tlf. 29 41 46 03
