Stor FN-bevilling skal sikre befolkning mod klimaforandringer

folkekirkens_noedhjaelp_bevilling
Forfatter billede

Folkekirkens Nødhjælp har fået bevilget 45 millioner kroner til udvikling i Zimbabwe over fire år.

Det skriver Folkekirkens Nødhjælp i en pressemeddelelse tirsdag.

Zimbabwe er et af flere lande i det sydlige Afrika, der er ramt af den værste tørke i 35 år. 60 pct. at befolkningen er direkte afhængige af det, de selv kan dyrke, så de er enormt sårbare over for de klimaforandringer, der har ramt Zimbabwe hårdt. Halvdelen af befolkningen er påvirket, og i december 2016 anslog FN, at flere end 4 mio. mennesker havde brug for hjælp.

Flere strenge at spille på

Folkekirkens Nødhjælp har reageret på det akutte behov ved at uddele kontanter til familier, der har været særligt hårdt ramt. Det har gjort dem i stand til at købe de mest nødvendige fornødenheder og overleve tørken.

Den nye bevilling skal gå til at gøre bønderne mindre sårbare fremover. Det sker blandt andet ved at introducere dem for nye og flere forskellige afgrøder. Ofte er familierne meget afhængige af en enkelt afgrøde som f.eks. majs, så hvis høsten af denne slår fejl, kan de ikke holde sulten for døren.

Flere forskellige typer afgrøder giver dem flere strenge at spille på og sikrer også en mere varieret kost. Det forbedrer ernæringen og gør både børn og voksne mere modstandsdygtige. Samtidig vil de fattige familier modtage undervisning i mere effektive dyrkningsmetoder, så de kan forbedre udbyttet.

Som yderligere tiltag vil Folkekirkens Nødhjælp også forsøge at forbedre de lokale markeder, så bønderne har mulighed for at afsætte deres afgrøder, samt kigge på de strukturelle forhold, der er med til at fastholde befolkningen i Zimbabwe i fattigdom.

Tørken i det sydlige Afrika skyldes den El Niño, der ramte stillehavslandene i 2015, som efterfølgende har påvirket vejret i store dele af verden. Klimaforskere er overbeviste om, at klimaforandringerne er med til at forværre de negative konsekvenser af El Niño.