Stor medicinsk pris til danske forskere indenfor hiv/aids og kræft

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Den kliniske pris går til professor Jens D. Lundgren, som anerkendelse for sine banebrydende resultater inden for hiv/aids forskning. Professor Elsebeth Lynge modtager den prækliniske pris for sit skelsættende arbejde med tidlig diagnosticering af kræftsygdomme. De modtager hver 1,5 millioner kroner.

”Jeg er særdeles stolt over, at begge forskere på hver sit område har vist international gennemslagskraft. De har skabt resultater med betydning for store patientgrupper med livstruende sygdomme og medvirker aktivt i bestræbelserne på at løse verdens store sundhedsudfordringer. Samtidig er de begge fremragende formidlere af deres forskningsområder. De fortjener i den grad at blive hædret i dag”, siger dekan Ulla Wewer fra Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet.

Om Elsebeth Lynge

Elsebeth Lynge startede sin karriere med at undersøge de sociale forholds betydning for udvikling af sygdom. Hun har gennem årene arbejdet tæt sammen med kliniske miljøer for at vurdere effekten af screening for brystkræft og livmoderhalskræft blandt kvinder.

Hun er internationalt anerkendt for sit mangeårige arbejde inden for epidemiologi og folkesundhed og har omfattende erfaring med dataindsamling ved store befolkningsundersøgelser.

Lavere risiko for at dø af hiv/aids

Jens D. Lundgren og kollegers forskning førte i 2015 til en ændring af WHO’s retningslinjer for behandling af hiv-smittede.

Det betyder, at millioner af hiv-smittede nu bliver tilbudt en antiviral behandling, umiddelbart efter, at de bliver diagnosticeret med sygdommen. Den tidlige indsats vil markant forlænge patienternes levetid og forbedre deres livskvalitet.

I dag er der omkring 35 millioner hiv-smittede på verdensplan og færre end 17 millioner er i behandling, så de nye retningslinjer vil fremover få afgørende betydning i den globale kamp for at behandle hiv/aids.

Som en bemærkelsesværdig sidegevinst viste Jens D. Lundgrens forskning også, at den tidligere behandling kan forebygge andre sygdomme som kræft og tuberkulose. 

”Vi har nået en milepæl i forskningen af hiv og det har fået stor betydning for de globale retningslinjer for behandlingen.Resultaterne skyldes især et uovertruffen samarbejde med ufatteligt dygtige kolleger, der med stor ildhu og stor faglig ballast har opnået flere gennembrud til gavn for mange mennesker. Jeg er meget beæret over at modtage prisen og glad for, at SUND anerkender vigtigheden af dette forskningsområde”, siger Jens D. Lundgren. 

Lundgren er kendt blandt kollegerne som en forsker med stor nysgerrighed og energi. Han udmærker sig ved at være en dygtig igangsætter og primus motor i en lang række store internationale forskningsnetværk. I øjeblikket er han leder af PERSIMUNE – et grundforskningscenter– der forsøger at finde de faktorer, der gør, at nogle patienter bliver syge af deres immundefekt og andre ikke gør det.

Mere om Jens D. Lundgren
Jens D. Lundgren er en af verdens førende forskere på HIV-AIDS-området og leder af flere store, multinationale forskningsnetværk i Europa og globalt.

Han er chefredaktør for det ansete internationale medicinske tidsskrift HIV Medicine og har stået for nationale og international betydningsfulde møder og konferencer. Han har tidligere fået store forskningsstipendier fra EU, EMA og NIH.

Lundgren er født i 1960 og blev læge fra Københavns Universitet i 1987. Herefter arbejdede han ved NIH Bethesda i USA i 1987-89, Han er uddannet til speciallæge i intern medicin, infektionsmedicin og tropemedicin ved Hvidovre Hospital, Frederiksberg Hospital og Rigshospitalet og blev overlæge på Hvidovre Hospital i 1998.

I 2005 blev han professor i infektionssygdomme og epidemiologi ved Københavns Universitet, i 2007 blev han overlæge på Rigshospitalets Infektionsmedicinske Klinik og professor i virussygdomme og i 2016 blev han udnævnt til professor i infektionsmedicin ved Københavns Universitet. Han er desuden adjungeret professor ved University College London og Køln Universitet.

Prisoverrækkelsen fandt sted i Festsalen på Frue Plads, Københavns Universitet den 21. juni, kl. 12-15.

Yderligere oplysninger hos:
Jens D. Lundgren
Tlf. 40 87 93 03
Mail: [email protected]