Stor rapport: Modtagerlande holder over halvdelen af verdens flygtninge i arbejdsløshed

Over halvdelen af verdens flygtninge bliver holdt ude af arbejdsmarkedet i deres modtagerlande, fremgår det af en ny rapport. Her er syriske flygtninge i arbejde i Tyrkiet, der er verdens største modtager af flygtninge.


Foto: Valerio Muscella/NurPhoto via Getty Images
Søren Steensig

4. august 2022

At det er vigtigt for flygtninge at få et arbejde og forsørge sig selv, har i årtier været anerkendt og sikret ved traktater.

I FNs Flygtningekonvention fra 1951 står der blandt andet:

“Med hensyn til adgang til lønnet beskæftigelse skal de kontraherende stater indrømme flygtninge, der lovligt bor indenfor deres område, den gunstigste behandling, der under samme forhold indrømmes et fremmed lands statsborgere.”

Men 51 år efter ser virkeligheden mindre fortrøstningsfuld ud for halvdelen af verdens rekordhøje antal flygtninge. Det viser en ny rapport fra tænketanken Center for Global Development (CGD) i samarbejde med flygtningeorganisationerne Refugees International og Asylum Access.

Læs også: Aldrig har tallet være så højt: Mere end 100 millioner er nu fordrevne på verdensplan

Rapporten tager udgangspunkt i lovtekster, juridiske dokumenter, landerapporter, lokale nyheder og spørgeundersøgelser hos flere hundreder flygtningeorganisationer. Tilsammen bliver 87 procent af verdens samlede antal flygtninge huset i de 51 lande, der er med i undersøgelsen, inklusive de 22 nationer med flest flygtninge.

Ifølge FN’s Flygtningeorganisation UNHCR er Tyrkiet hjemsted for flest flygtninge med hele 3,8 millioner fordrevne mennesker indenfor landets grænser. Resten af top-5 er Colombia, Uganda, Pakistan og Tyskland.

Praksis halter efter jura

I rapporten fremgår det, at en fjerdedel af flygtninge lever i lande, hvor de har dårlig juridisk beskyttelse på arbejdsmarkedet, selvom deres rettigheder burde være beskyttet af international lov.

Og det ser endnu værre ud i praksis. Faktisk er der i samtlige 51 undersøgte lande forskel på flygtninges og lokales adgang til arbejdsmarkedet ifølge rapporten.

“Mange lande har love for at beskytte flygtninges adgang til beskæftigelse. Men vi fandt et betydeligt efterslæb i praksis. Størstedelen af verdens flygtninge lever i lande, hvor det er svært for dem at få et job eller starte en virksomhed for at forsøge deres familier, i nogle tilfælde på trods af hvad loven siger,” forklarer Dr. Thomas Ginn, der arbejder på et forskningsstipendiat ved GCD har været med til at udarbejde den nye rapport.

Kort over flygtninges adgang til arbejdsmarkedet i undersøgelsens 51 lande. Nationerne er farvelagt efter deres reelle score fra 1 til 5, hvor 5 markerer den bedste mulighed for at komme i beskæftigelse eller starte egen virksomhed. Det andet tal (til venstre) angiver landenes juridiske score og er udregnet efter, hvor mange arbejdsrettigheder flygtninge har juridisk.
(Copyright: Global Center For Decelopment, Refugees International og Asylum Access)

Over halvdelen af verdens flygtninge lever i lande, hvor der er markante restriktioner på deres muligheder for at komme i arbejde eller starte egen virksomhed, fremgår det af rapporten.

De typiske hindringer er bureaukratiske og administrative problemer med at få arbejdstilladelser, diskrimination fra embedsværket eller begrænsninger på deres bevægelse udenfor flygtningelejre.

Desuden har mange lande indført snævre bestemmelser for, hvem der kan kvalificere sig til at få asyl – og dermed arbejdstilladelse.

Det gælder eksempelvis Danmark – og andre højindkomstlande – der i løbet af de seneste årtier har gjort det betydeligt sværere at anmode om asyl.

Danmark er dog et af de få lande, hvor flygtninges reelle adgang til arbejdsmarkedet er bedre, end deres juridiske beskyttelse ellers antyder.