Med en stigning i eksporten på 80 procent i første halvår, tegner 2016 til at blive et særdeles godt år for den dansk vareeksport til Iran. Den store stigning, som kommer i kølvandet på ophævelsen af internationale sanktioner og et stort dansk erhvervsfremstød i begyndelsen af året, placerer Danmark langt over de øvrige EU-landes gennemsnitlige stigning i eksporten på 13 procent i samme periode.
Ifølge Danmarks ambassadør i Teheran, Danny Annan, skyldes succesen i høj grad, at danske virksomheder kan levere højteknologiske løsninger og at dansk erhvervsliv og danske produkter generelt nyder stor tillid og gode forhold til iranerne.
»Dansk erhvervsliv har nogle løsninger, som iranerne har behov for. Vi kan levere nogle teknologiske løsninger, som gør de iranske virksomheder i stand til at øge deres produktivitet og kvalitet og dermed deres konkurrenceevne,« siger Danny Annan til Berlingske Business.