Den litauiske kunstner Ernest Zacharevic sad i sit studie i Penang i Malaysia, da han blev inspireret til et kunstprojekt om palmeolieindustrien i Indonesien. Det var i 2015, hvor en hedebølge gjorde forureningen og røgen fra skovbrandene i Indonesien værre end sædvanligt. Det skriver the Guardian i en artikel fra d. 15. maj i år.
Ernest kaldte projektet for ”Splash and Burn”, der er et ordspil for metoden, der bruges til at rydde land til palmeolieproduktion (”slash and burn”), og to år senere har adskillige internationale kunstnere været på Sumatra i Indonesien for at give deres bidrag til projektet gennem vægmalerier og skulpturerer både i by- og landområder.
Indonesien er verdens største producent af palmeolie, men produktionen forurener og skader den oprindelige regnskov, der fældes for at gøre plads til palmeplantager.
I en såkaldt TED talk i Vilnius i juni forklarede Ernest Zacharevic, at han finder det problematisk, at europæere ved så lidt om palmeolieindustrien, når Europa samtidig er det andenstørste marked for palmeolie på globalt plan.
Med kunstprojektet i Indonesien håber han at skabe dialog og international opmærksomhed omkring emnet.
The Guardian skriver, at kunstnerne, der i hemmelighed er ankommet til Sumatra siden februar for at opstille kunstinstallationer, inkluderer blandt andre Isaac Cordal, Mark Jenkins, Anders Gjennestad, Axel Void, Gabriel Pitcher, Pixel Pancho og Bibichun. Derudover har nationale og internationale NGO’er været involveret i projektet (blandt andet Sumatran Orangutang Society og Oranguntan Information Centre in Indonesia).
Mere info om Splash and Burn samt billeder af kunstinstallationerne kan findes på deres hjemmeside eller deres facebookside (”Splash and Burn”).