Af Per Bergholdt Jensen, Ibis
Den værste tørke i flere år kan forårsage sult blandt en million guatemalanere. Op mod 80 procent af den livsvigtige majs- og bønnehøst er gået tabt i visse områder, og 17 personer er allerede døde af sult. Navnlig små børn er udsatte.
Jorden slår revner, planterne visner, dyrene dør. I tusindvis af børn er underernærede; deres hud bliver plettet og rynket, og håret er glansløst og misfarvet. På langt sigt kan de komme til at lide af vækstretardering og dårligt helbred som voksne.
Det er nogle af effekterne af den værste tørke i en årrække i Guatemala.
Myndighederne anslår, at op mod en millioner mennesker kan blive truet af sult, hvis tørken fortsætter. Allerede nu er der 17 dødsfald som følge af sult i det mellemamerikanske land.
Særligt hårdt ramt er provinserne Zacapa, Chiquimula, Jalapa, Jutiapa of El Progreso, som befinder sig i den såkaldte ”tørre korridor” nær grænsen til Honduras i landets sydøstlige del. Myndighederne betragter 100 lokalsamfund som i ”ekstrem høj risiko for sult”.
Den guatemalanske regering har afsat 88,8 mio. kr. til en nødhjælpsplan, som skal sikre fødevarer til de meste udsatte områder. Men kritikere mener, at præsident Álvaro Colom har reageret for sent i forhold til den kritiske situation.
Læs hele artiklen: http://www.ibis.dk/presse/showarticle.php?id=4446