Hvis ikke der kommer regn i løbet af foråret vil Haitis bønder få en stærk reduceret høst for fjerde år i træk, lyder det fra FN's fødevareprogram WFP.
I 2015 lå det samlede høstresultat under gennemsnit og visse steder i landet gik 70 procent af høsten tabt.
3,6 millioner ud af landets befolkning på knap ti millioner lever i såkaldt ”fødevareusikkerhed”, hvilket vil sige, at de har svært ved at skaffe nok mad til alle måltider. Ud af denne gruppe er i omegnen af 1,5 millions særligt ramt af fødevareusikkerheden, rapporterer WFP.
Ifølge WFP er op mod 70 procent af befolkningen i risiko for at sulte og flere steder er fejlernæringen allerede over et kritisk niveau.
Uddeler mad
Flere steder i landet har regeringen og WFP siden november 2015 uddelt fødevarepakker til 120.000 mennesker. Uddelingerne vil fortsætte til i hvert fald den kommende høst, der finder sted i juli.
500.000 børn får udleveret madpakker i skolen, hvilket sikrer dem i hvert fald ét måltid mad om dagen og opmuntrer dem til at komme i skole.
WFP uddeler desuden kontanter, så modtagerne selv kan købe det de har brug for, hvilket også er med til at holde det lokale marked i gang.
En af årsagerne til tørken er det globale klimafænomen El Niño. Men også udpining af landbrugsjorden spiller en væsentlig rolle.
Dyb og udbredt fattigdom
Halvdelen af Haitis omkring ti millioner indbyggere er beskæftiget i landbruget.
Fattigdommen er stor og hele 75 procent af befolkningen lever for et beløb, der svarer til mindre end to dollars om dagen.
I forsøg på, at styrke landbefolkningens evne til at brødføde og klare sig selv finansierer WFP en række såkaldte cash-for assets-projekter, hvor lokale lønnes for at vedligeholde afvandlingsområder og pleje landbrugsjord.
Læs mere om El Niño på Dansk Meteorologisk Instituts websted