FAKTA: Corona-restriktioner i Sydafrika
Lørdag lyder status fra en overvågningsside, som Johns Hopkins University i USA står bag, at Sydafrika har 240 bekræftede tilfælde af coronasmitte. Også her er der formentlig et stort mørketal.
Præsident Cyril Ramaphosa har erklæret national katastrofetilstand.
Sydafrika har indført indrejseforbud for udenlandske statsborgere fra højrisikolande, herunder Italien, Iran, Sydkorea, Spanien, Tyskland, USA, Storbritannien og Kina.
Samtidig har Sydafrika annulleret alle visa, der allerede er blevet udstedt til borgere fra de pågældende lande.
Derudover har man lukket landets skoler, foreløbig til efter påske.
Der er forbud mod forsamlinger, der tæller flere end 100 mennesker.
Kilde: Sydafrikas regering
PRETORIA: ”På grund af mangel på håndsprit er køb begrænset til seks enheder per kunde,” står der på et A4-ark, der er tapet fast på siden af en betalingsskranke i et supermarked i Sydafrikas hovedstad Pretoria.
Butikken er støvsuget for desinficerende væsker, bekræfter én af butikkens ansatte og skæver mod den tomme hylde nederst i reolen, der ellers bugner med vitaminer, sæbe og håndkøbsmedicin.
”Der har været udsolgt siden sidste uge,” siger han med et blik, der tydelig signalerer en forundring over, at det kunne været gået nogens næse forbi.
Hamstringen er for alvor taget til, efter at Sydafrikas præsident, Cyril Ramaphosa, søndag aften gik på talerstolen på landsdækkende TV og erklærede landet for at være i ”katastrofetilstand”.
Meldingen kom efter en weekend med stor spredning af coronavirusset, der kun er fortsat i ugens løb, og som betyder, at Sydafrika nu er det land på kontinentet med næstflest bekræftede smittetilfælde efter Egypten.
Som konsekvens har regeringen rullet en række restriktioner ud, blandt andet indrejseforbud for borgere fra en række lande med høje smittetal, skolelukninger og forsamlingsforbud.
Nye kommunikationskanaler
Mens middelklassen forbereder sig på den nye virkelighed ved at hamstre fornødenheder i landets supermarkeder, er fagfolk bekymrede over udsigterne for landets mange millioner fattige og syge.
Ikke nok med at det er svært at få informationer ud til slumområder og townships. Det vil formentlig også være praktisk talt umuligt at inddæmme smitten i de uformelle boligområder, forudser Sophie Hobbs, der er kommunikationsansvarlig i netværket NACOSA, en paraplyorganisation for hiv- og aids-NGO’er i det sydlige Afrika.
”Vores store udfordring er selvfølgelig, at social kontakt frarådes. Derfor er vi nødt til at navigere i, hvordan vi bruger andre kommunikationskanaler og bedst når folk, der ofte ikke bruger sociale medier eller har adgang til internettet. Normalt ville vi afholde dialogmøder i lokalsamfundene, men det kan vi åbenlyst ikke længere,” siger hun og fortsætter:
”Derudover er virkeligheden i Sydafrika den, at mange mennesker bor meget tæt sammen i uformelle boligområder, og det gør det meget svært at isolere sig selv og opretholde en potentiel karantæne, hvis man er smittet. Vi er meget bekymrede for konsekvenserne, hvis smitten når ud til de lokalområder, der i forvejen har en høj forekomst af hiv- og tuberkulose,” siger hun.
Hiv- og tuberkulosesyge er udsatte
Netop Sydafrikas mange hiv- og tuberkulosesmittede kan være i øget risiko for svær sygdom, mener flere eksperter. For selvom man ikke kender til coronavirussets effekt på de to sygdomsgrupper, ved man, at ubehandlede hiv- og tuberkulosesmittede er i større risiko for alvorlig sygdom i forbindelse med almindelig influenza. Derfor er det meget sandsynligt, at coronavirusset også vil ramme dem hårdere, vurderer Anton Stoltz, der leder afdelingen for infektionssygdomme ved Pretoria Universitet og er ansat ved Steve Biko Universitetshospital. Med Sydafrikas godt to millioner udiagnosticerede hiv-smittede og tusindvis af tuberkuloseramte frygter han, at coronavirussets indtog i Sydafrika – og på resten af kontinentet – vil resultere i et væsentligt alvorligere sygdomsbillede, end resten af verden har oplevet.
”Hvis vi kigger tilbage på svineinfluenza-pandemien, der ramte hele verden i 2009, kunne vi se, at dødeligheden i Afrika var markant højere end andre steder,” siger han.
”Det, mener jeg, handlede om en række faktorer. Det skyldtes både sundhedsvæsenernes manglende kapacitet, dårlig økonomi og så det massive antal af mennesker på kontinentet, der lider af flere sygdomme på samme tid. Ikke nødvendigvis kun hiv, men også malaria og tuberkulose,” siger han.
Presset sundhedsvæsen og dystre fremskrivninger
Fredag offentliggjorde det sydafrikanske medie News 24 epidemiologiske sygdomsfremskrivninger, som mediet hævder er blevet udarbejdet til de sydafrikanske sundhedsmyndigheder. Her fremgår det, at coronavirusset i værste fald formodes at ville tage livet af mellem 87.900 og 351.000 mennesker alene i Sydafrika, hvis ikke regeringen handler hurtigt for at bremse smitten.
Derudover skriver mediet, at det sydafrikanske sundhedsvæsen vil have meget svært ved at tage hånd om en stor smittespredning, For på nuværende tidspunkt er der kun omkring 3.000 intensive sengepladser til alvorligt syge coronapatienter på tværs af den offentlige og private sundhedssektor. Ud af de tilgængelige sengepladser vil kun godt 1.500 egne sig til patienter, der har behov for respirator, skriver mediet videre.
Anton Stoltz nikker genkendende til, at det sydafrikanske sundhedsvæsen på nuværende tidspunkt vil have svært ved at tage sig af et stort coronaudbrud. Især hvis smitten rammer store befolkningsgrupper på én gang.
”I Sydafrika har vi i forvejen et sundhedsvæsen, der er meget presset, så hvis du giver mig 1.000 patienter i stedet for 100, kan vi ikke klare situationen. Vi har brug for at flade kurven af smittetilfælde ud for at kunne klare udfordringen,” siger han.