Specifikt kom beslutningen efter en sag, hvor Sudans præsident, Omar al-Bashir, som er eftersøgt af domstolen for krigsforbrydelser, besøgte Sydafrika i forbindelse med et møde i den Afrikanske Union i 2015.
En lokal domstol udstedte arrestordre på ham, som regeringen omgik ved at lade ham flyve ud af landet fra en militær lufthavn, hvor de civile myndigheder ikke kunne komme i nærheden af ham.
Oppositionspartiet Democratic Alliance indbragte sagen for Sydafrikas højesteret og den har nu afgjort, at regeringen ikke har mandat til på egen hånd at lade landet forlade ICC. Ifølge dommen skal parlamentet godkende beslutningen, skriver BBC.
Dommen pålægger også regeringen at trække udmeldelsen, som ellers skulle gælde fra 19. oktober i år, tilbage.
Regeringen har dog ikke ændret mening, skriver BBC, der citerer landets justitsminister for at regeringen overvejer at appellere dommen.
ICC er upopulær i vide kredse i Afrika, fordi der er en opfattelse af, at domstolen primært retsforfølger personer fra Afrika. Det har fået flere lande til at meddele, at de vil trække sig fra domstolens medlemskreds. Det drejer sig bl.a. om Burundi, Namibia og Gambia.
Det politiske skifte i Gambia, hvor den mangeårige enerådige præsident Yammeh er afløst af Adama Barrow, betyder dog, at det lille vestafrikanske land vil forblive som medlem.