Sydafrikansk restaurant kåret til verdens bedste

04wolfgat-4837
Kobus van der Merwe i køkkenet på restauranten.
Foto: Bacchus PR
Laurits Holdt

20. februar 2019

Den sydafrikanske restaurant Wolfgat er blevet kåret til verdens bedste restaurant i det nyetablerede World Restaurant Awards. Bag eventet står det internationale event- og marketingsfirma IMG, der har kontorer i USA, Storbritannien og Singapore.

Wolfgat ligger i kystbyen Paternoster på landets vestkyst omkring 150 kilometer eller to timers kørsel nord for Cape Town.

Der er plads til 24 gæster ad gangen og menuen består af lam, vildt og fødevarer fra havet og den lokale strand. Med sit fokus på lokale råvarer minder Wolfgat på afstand umiddelbart om en række nyere danske restauranter inden for det såkaldte nye nordiske køkken.

En såkaldt tasting-menu med syv retter koster 850 sydafrikanske rand – knap 400 kroner. Vil man også have vinmenuen med kommer der 550 rand, 255 kroner, oveni prisen.

Hovedpersonen er indehaveren og chefkokken Kobus van der Merwe. Han stammer selv fra den lille fiskerby ligesom resten af personalet i restauranten gør det, forklarer han i en præsentationsvideo i forbindelse med prisen, som kan ses herunder.

Det er et panel bestående af bl.a. kokke og madskribenter, heriblandt Rosio Sanchez, som af Politiken er blevet udnævnt til ”Københavns tacodronning”, der har valgt Wolfgat foran restauranter i bl.a. Italien, Japan, USA og Frankrig.

Læs mere om Wolfgat – og book bord – på restaurantens hjemmeside.

Paternoster er en af vestkystens ældste fiskerbyer og fiskeriet spiller fortsat en stor rolle i lokalsamfundet. Byen er kendt for sine pittoreske fiskerhuse.