Regeringen i Sydsudan har hyret et amerikansk lobbyfirma til styrke landets bånd til den amerikanske Trump-regering.
Som en del af arbejdet skal lobbyisterne forsøge, at forsinke og ultimativt blokere for etableringen af en hybrid-domstol, som er beskrevet i 2018-fredsaftalen mellem de to parter i landets borgerkrig. Det fremgår af dokumenter, som er tilgængelige på det amerikanske justitsministeriums hjemmeside.
Borgerkrigen begyndte i 2013 blot måneder efter landets toårs-fødselsdag. Den har kostet omkring 400.000 livet og sendt fire millioner på flugt. Der har været talrige rapporter om massevoldtægter, drab på civile, tortur og andre overgreb. Krigen har skabt en af verdens værste humanitære kriser.
En fredsaftale fra 2015 holdt ikke men i september 2018 lykkedes det præsidenterne fra Sudan og Uganda at få krigens bagmænd, præsident Salva Kiir og tidligere vicepræsident Riek Machar, til at underskrive en ny fredsaftale.
Et af elementerne i begge fredsaftaler er, at der skal oprettes en domstol, som skal tage sig af sager om mulige krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden, begået i løbet af krigen.
Landets eget juridiske system er ikke i stand til at løfte sagerne og derfor skal de køres ved en særdomstol med dommere fra både Sydsudan og andre afrikanske lande.
Herunder ses et udsnit fra et af dokumenterne. Læg særligt mærke til pt. 4:
Se hele dokumentet og andre relevante dokumenter her.
”Det er nærmest uhørt – de (lobbyfirmaet Gainful Solutions Inc.) er sat til at hjælpe med at underminere en fredsaftale som regeringen har skrevet under på and som USA på en måde er medgarant for,” siger Cameron Hudson, en tidligere diplomat og ansat i USA nationale sikkerhedsråd med Sydsudan som speciale, til magasinet Foreign Policy.
Krigen er stilnet af efter underskrivelsen af fredsaftalen i september 2018 men der flere steder i landet er det stadig væbnede sammenstød og overgreb mod civile, siger flere menneskerettighedsorganisationer.
“Et nyt lavpunkt”
Aftalen mellem den sydsudanske regering og lobbyfirmaet vækker vrede i menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch, som betegner afsløringen som et nyt lavpunkt i kampen for retfærdighed for borgerkrigens ofre.
Organisationen mener, at den Afrikanske Union skal træde i karakter og skynde sig at få etableret domstolen og at FN og landene i Afrika skal støtte op om det. Afsløringen viser ifølge organisationen, at myndighederne i Sydsudan ikke er interesseret i at domstolen nogensinde kommer i gang med sit arbejde.