Landcruiseren tilter ti procent til den ene side og derefter lige så meget til den anden. Hullerne er op til en halv meter dybe, og jeg er for længst holdt op med at tælle de udtørrede flodlejer, vi krydser på vej til landsbyen Kerenge ved foden af Kimatong-højderne. Her bor Boyafolket, en af Sydsudans mindste stammer.
Langt inde i bushen har de bygget deres små landsbyer med lerhytter, fornemt stråtækkede i flere etager og gerne med en overskåret plastflaske på toppen. Colaflasker er i høj kurs.
Vi bliver budt velkommen af en gruppe kvinder, der er samlet foran en vandpost, som en vestlig NGO har etableret. Med en vægtstang pumpes vandet op i de store gule plastdunke, som kvinderne placerer på hovedet og bærer tilbage til landsbyen. En yngre kvinde er svøbt i et lyst stykke stof, der er bundet i en knude på højre skulder. Hun har barberet alt håret af og iført sig et hvidt hårbånd som tegn på, at hun også netop er blevet enke i den årtier lange kvægfejde med naboerne, den noget større Toposa-stamme.
Vi er i det sydøstlige hjørne af verdens yngste land, der er på størrelse med Frankrig, og et af klodens mest forarmede med en fattigdomsprocent på 82. Martret af næsten 50 års borgerkrige erklærede det fortrinsvis kristne Sydsudan sig selvstændigt og uafhængigt af det muslimske Sudan mod nord i 2011. Den væbnede konflikt brød ud igen, denne gang på tværs af de to største stammer i det nye land, og først for fire år siden blev der indgået en våbenhvile og etableret en enhedsregering med Salva Kiir fra Dinka-stammen – landets største – som præsident og Riek Machar fra Nuer-stammen – landets næststørste – som vicepræsident.
De to krigsherrer er fortsat i konstant alarmberedskab over for hinanden, og så sent som den sidste uge i marts blev der rapporteret om militær i de sandede gader i hovedstaden Juba. Vores egen gruppe af rejsende stiftede tæt på grænsen til Uganda bekendtskab med to lastbiler med soldater og et tungt og skudklart maskingevær, monteret på ladet af en Toyota Hilux pickup.
De 11 millioner sydsudanesere lever i en hverdag på trods. Her er væbnet konflikt og udbredt korruption, klimaforandringer med skiftevis tørke og voldsomme oversvømmelser, en udbredt sultkatastrofe i landets nordlige provinser og kun én procent af befolkningen er vaccineret mod Covid-19. Næsten ni millioner mennesker har ifølge FN behov for humanitær hjælp.
Her er stort set ingen infrastruktur uden for hovedstaden, og mange provinsbyer bliver i regntiden afskåret fra omverdenen, når vejene oversvømmes af Nilens bifloder. En enkelt hullet asfaltvej med adskillige vejspærringer går sydpå fra Juba til Ugandas grænse, mens en bred og nyasfalteret landevej, komplet med autoværn og midterstriber er ved at blive bygget nordpå fra Juba. Kineserne har holdt deres indtog i Sydsudan, og ikke mindst har Beijing store interesser i det nordlige Sydsudans rige, men langt fra udnyttede oliefelter.
Hvad der måtte være af olieindtægter er ikke noget, de mærker til hos Boyaerne. Eller Toposafolket. Eller Mundarierne. Hos stammerne i bushen føler de sulten gnave, og de ser deres små børns næringsfattige maver vokse for hver dag. I bedste fald kommer FN eller en af de utallige NGOer i landet forbi med en madration. Ellers må de klare sig med den sorghum-afgrøde, de kan dyrke i den tørre jord. Køerne spiser de ikke. Kvæget udgør stammefolkenes økonomi.
Kampala og kvæget
Kampala er en skarpsindig ung Boya sidst i tyverne. Han taler glimrende engelsk og tjener nogle få dages løn som lokalguide og oversætter for vores gruppe. Han bor i Karenge-landsbyen og præsenterer os for sin tante og svigerinde, der også netop er blevet enke. Kampalas kone og tre mindre børn har i et par år boet sammen med knapt 200.000 andre i Kakuma-flygtningelejren i Kenya.
”Men det er ikke et godt sted at være, så jeg vil gerne have familien hjem hertil igen”, siger han.
Stammernes kvægøkonomi er afgørende for både prestige, magt og velstand. Kvæget bliver byttet eller solgt, hvis der skal bruges penge, for eksempel til et hospitalsophold eller et skydevåben. Og det er afgørende at have adgang til kvæg, når en ung mand vil giftes. Skikken med brudepris er fasttømret hos stammerne, og en høj brudepris får jævnligt værdien på kvæg til at stige.
”Jeg skulle betale 20 køer for min kone,” fortæller Kampala. ”Jeg arbejdede nogle år med at brænde trækul og sælge det ved vejkanten, indtil jeg havde sparet penge sammen til at købe de 20 køer.”
Hver ko kostede 20.000 sudanesiske pund, svarende til cirka 50 dollar. Men siden Kampala blev gift er værdien af kvæg mange steder steget til mere end det dobbelte. Selv om stammefolkene ofte er kristne, så er flerkoneri udbredt. Jo flere koner en mand har, des større velstand kan han vise over for omverdenen.
”En leder i vores nabolandsby har 10 koner”, griner Kampala. Og kommer med en pragmatisk forklaring på, at stammerne både er kristne og har flere koner. ”Skikken med flere koner havde vi jo lang tid før, missionærerne kom,” som han siger.
Hos Boya- og Toposa-folket er det kutyme, at kvinderne passer børn og gamle, laver mad og bygger husene i landsbyen. Kvinderne er meget stolte af deres byggekunst og viser gerne deres huse frem. Mange pynter sig med plasticperler og de har ofte piercinger i ører og læber. Men det er ikke mindst scarificeringerne, der kendetegner både Boyaer og Toposaer. Både drenge og i endnu højere grad piger får skåret mønstre dybt ind i huden med barberblade. Udsmykningerne er både i ansigtet, på armene og på ryggen.
Enkelte viste også stolt deres ar frem på bryster og mave. Jo dybere, der bliver skåret, jo mere fremtrædende bliver det efterfølgende ar. Mange af pigerne vil gerne, at vi i gruppen tog fotos af deres ar på ryggen, for de havde aldrig selv set den smertefulde udsmykning.
Kvægøkonomien har i generationer ledt til udbredt kvægtyveri. Men de seneste årtier er tyverierne tiltaget, og angrebene på nabostammens hjord er blevet mere voldelige.
Mens kvinderne regerer i landsbyen, vogter mændene køerne på græsningsarealer ofte langt derfra. Og ikke sjældent angriber den ene stamme den anden med skarpladte Kalashnikovs og andre håndvåben, der er nemme at skaffe efter de mange års borgerkrig. Ofte bliver hyrderne dræbt og kvæget stjålet og ført tilbage til modstander-stammen.
Stammefejden mellem Boya- og Toposa-folket blev konkret for os, da vi efter to dages bushcamping brød op fra Boya-lejren. En ung mand var et par dage forinden blevet skudt i armen og den ene fod, mens han vogtede familiens køer. Nu bad hans far så mindeligt, om han og et par familiemedlemmer kunne få et lift til den nærmeste klondikeby, kaldet Camp 15, så den unge mand kunne komme videre på ladet af en pickup de 200 kilometer til Juba og hospitalet.
”Jeg har ikke penge til hospitalsregningen, så jeg må sælge nogle af mine køer,” konstaterede faderen.
Mundari-folket
Nord for Juba, en snes kilometer op ad den kinesiske asfaltvej, slog vi lejr ved to af Mundari-folkets kvæglejre. Mundarierne lever som seminomader i tæt symbiose med deres langhornede Ankole-Watusikvæg. De største dyr med de længste horn er symbol på magt og rigdom, og hvert stykke kvæg er mærket af sin ejermand med et klip i øret. Mundarierne bor i landsbyer, hvor de ældre opholder sig, mens de yngre i stammen rejser med flere hundrede stykker kvæg fra græsningssted til græsningssted og opslår interimistiske lejre, hvor Mundarierne i bedste fald har et lille telt.
I kvæglejren har hver ko sin faste plads, og alle har deres faste gøremål. De små drenge samler komøg sammen i bunker, brænder det og blander det med det røde sand til en aske, de smører i ansigtet og på kroppen. Det renser huden og holder moskitoerne væk. Køerne får aske- og sandbad to gange om dagen, og hornene slibes med det brændte komøg og poleres bagefter i koens urin.
Urinen samles i plastkander og bruges til at vaske hår og ansigt. Eller Mundarierne løber hen bag en urinerende ko og stikker hele hovedet ind i strålen.
Det langhornede kvæg har stor værdi, og det kan være meget dyrt for en Mundari at betale brudepris. Derfor beskyttes flokken også med håndvåben, som om aftenen hænges fra sig på de stumtjenere af lange grene, der fungerer som klædeskabe i lejren.
De mange hundrede køer drives på græsning ved 8-tiden om morgenen, og hjorden kommer tilbage til lejren ved 17-tiden om eftermiddagen.
Lene Frøslev er journalist. Hun har været i Eastern Equatoria med en gruppe af globetrottere på en rejse, arrangeret af Panorama Travels.
