Moderne samfund glemmer at stoppe op og overveje de advarselssignaler, sygdomme som coronavirussen udsender. Fremfor at diskutere disse advarsler som kritiske kommentarer om tingenes tilstand, ignorerer vi behændigt disse og dyrker den umiddelbare, letspiselige historie om en virus, der spredes og som vi prøver at ”beskytte os imod” med diverse evakuerings- og karantæneforanstaltninger. Måske er det snarere os og vores urolige og materialistiske kulturer, der er det virkelige problem, som vi skal beskytte os imod?
Generelt er en virus eller sygdom nemlig mere end bare en sygdom. Sygdom som en ”biologisk uorden” er een ting. Men enhver sygdom har også en anden side, hvor “sociale spørgsmål” er på spil. På engelsk skelner man derfor mellem “disease” (biologisk uorden) og” illness” – den sociale dimension. Derfor er coronavirussen meget mere end en biologisk uorden.
Fremskridtets fælde
Som coronavirussen udvikler sig og spredes, er vi begyndt at blive bange. Men desværre ikke rigtig bange endnu. Som i forfatteren og nobeltageren Albert Camus’ ”Pesten” prøver vi at slå sygdommen hen som en ”ubuden gæst”, der nok skal forlade os før eller siden. I mellemtiden advarer Kinas præsident, Xi Jinping, om krisens konsekvenser for landets økonomi og sociale stabilitet.
Ligeledes fremfører det amerikanske kreditratingbureau Moody sin vurdering og advarer om, at den nuværende situation vil betyde dalende forbrug med resulterende konsekvenser for økonomien. Men desværre taler ingen om den afgørende trussel mod moderne samfund, der står for fald fordi de er løbet ind en fælde, så at sige fremskridtets fælde.
Der er en rigtig farlig tid, vi lever i, med en usikker økonomi og voksende uligheder som følge af globaliseringen og geopolitisk ustabilitet, med konflikter i blandt andet Mellemøsten og Nordafrika. Yderligere usikkerhedsmomenter er den tiltagende vold og terror i verden, høj ungdomsarbejdsløshed i Sydeuropa, stor job usikkerhed (dårligt lønnede og midlertidige jobs). Dertil kommer den eksistentielle trussel fra katastrofale menneskeskabte klimaforandringer, som mange politiske teoretikere beskriver som uundgåelige, så længe forbruget ikke drosles ned. Endelig er der den usikkerhed, der er skabt af massemigration/flugt og relateret menneskelige elendighed på en skala uset siden slutningen af Anden Verdenskrig.
Den tragiske menneskelige natur
Måske er coronavirussen – ligesom Camus’ ”Pesten” – en advarsel, som vi ikke kan feje ind under gulvtæppet som blot en videnskabeligt og objektivt set biologisk uorden, der skal bekæmpes som sådan. Måske er virussen – og tidligere virusser som SARS, og ulykker i det hele taget som for eksempel den drabelige ”spanske syge” efter Første Verdenskrig – en influenza-pandemi, som coronavirussen på visse måder i dens hurtige spredning kan minde om, snarere en løftet pegefinger.
Alle er de jo udtryk for, at vi har fjernet os fra mådehold og ydmyghed, bekæmper hinanden i stedet for at samarbejde og finde fredelige løsninger, udbytter planeten, dyrker endeløs vækst og opvarmer jorden uden skam.
Den gode nyhed er, at selvom denne uorden måske ikke får bugt med os, får man lyst til at tilpasse sine behov i forhold til jordens og vores medmenneskers velvære. Uanset hvor meget eller lidt denne virus påvirker os, så er det på tide at reflektere over vores synder.
Vi har alt for længe fortalt os selv, at ”det går nok alt sammen”. Men denne optimisme er der ikke længere belæg for.
Vi kan ikke længere gemme os bag vores forfængelige tro på videnskaben, objektivitet og se bort fra vores tragiske menneskelige natur og selvoptagethed, som udtrykker sig i kriser, krige og sygdom op igennem historien – en sand tragedie.
Når vores frygt vokser sig stor og dyb, bliver vi rigtig klar over situationens alvor. Derfor bør denne virus gøre os rigtig bange og ruske op i os, få os til at vågne op og begynde at samarbejde mere fremfor at bekrige og udnytte hinanden, vokse langsomt og i mindre skala – ikke som megabyer som Wuhan, coronavirussens epicenter.
Bernhard Bierlich er PhD, Cambridge
