Sygeplejerske fra Århus til Sierra Leone

© Christian Nørgaard/MSF
Forfatter billede

Theresa Frier Nielsen er torsdag rejst til Sierra Leone i Vestafrika, hvor hun i 6 måneder skal arbejde som opsøgende sygeplejerske på klinikker i den sydlige del af landet.

Den 31-årige syge-plejerske skal bl.a. træne personalet på de lokale sundhedsklinikker, Læger uden Grænser støtter i distrikterne Bo og Pujehun, og sikre kvaliteten af plejen, og at klinikkerne har den nødvendige medicin.

Sierra Leone, der har nogle af verdens dårligste sundhedsstatistikker, indførte tidligere i år gratis sundhedsydelser til børn under 5 og gravide og ammende kvinder.

Det var stort skridt fremad, for udgifter til læge og medicin afholder mange syge i det meget fattige land fra at søge hjælp. Det er gratis at få hjælp på Læger uden Grænsers klinikker og hospitaler i den tidl. britiske koloni.

Theresa Frier Nielsen er født i Malling syd for Århus, hvor hun bor til daglig. Hun er uddannet fra Århus Sygeplejeskole i 2006 og har siden arbejdet på intensiv børneafdeling og hjertemedicinsk afdeling på Skejby Sygehus.

– Jobbet indebærer et stort ansvar, og det er ikke sikkert, at tingene går så let som herhjemme, men jeg kan rigtigt godt lide at blive udfordret i mit arbejde og skulle forholde mig til forandringer – og så har jeg rejst meget og er glad for at være, hvor der er varmt og gerne primitivt, siger Theresa Frier Nielsen.