Kommentar af Bjørn Melgaard og Claus Jørgensen
Bhutans udvikling, med støtte fra bl.a. Danmark, må siges at have været en succeshistorie. Det lille kongerige i Himalaya, hvor begrebet brutto-national lykke har sin arne, er på blot 40 år gået fra oplyst enevælde til konstitutionelt monarki med flere partier og en demokratisk valgt nationalforsamling.
Bhutan udbygger i disse år kraftigt sin energisektor gennem udvidelse og opførelse af en række, faktisk meget miljøneutrale, vandkraftværker.
Udover en ny forfatning er en række vigtige og fremsynede love inden for naturressource forvaltning, miljø, ejendomsforhold, skat, sundhed, uddannelse m.m. blevet udviklet og vedtaget – love, som på mange måder er mere progressive end de tilsvarende danske.
Folk er blevet dygtiggjort gennem uddannelse, i starten uden for Bhutan, men i dag også i Bhutan, som nu har sit eget universitet.
Så samfundets ’overbygning’ er på plads. Men der mangler stadig erfaring både i implementeringen og i regeringens og befolkningens forståelse af, hvad et demokrati er, med det ansvar, rettigheder og pligter, det indebærer.
Bhutan kan ikke leve alene af sin ’overbygning’ og ’lykkefølelse’, så spørgsmålet er, om Bhutan, uden hjælp udefra, kan skabe et reelt demokratisk samfund, hvor der både er social, kulturel og økonomisk balance i regnskabet?
Bhutan ville gerne fortsat samarbejde
I november blev det dansk–bhutanesiske bistandssamarbejde afsluttet ved et ’transition event’ i Thimphu. Undertegnede, der begge har arbejdet mange år med Bhutan, var til stede ved denne begivenhed og det var med både vemod og bekymring, at vi så, at man lukkede og slukkede for bistandsarbejdet.
Ganske vist var det efter fælles aftale mellem de to regeringer, at bistanden gradvist var blevet udfaset. Alligevel synes vi, det var for tidligt og hvis man havde haft en diskussion om samarbejdet inden for de seneste år, var Danmark blevet bedt om at blive.
For der er ingen tvivl om, at både den Bhutanesiske regering og befolkningen gerne havde set bistanden fortsætte.
Og for os er der heller ikke tvivl om, at Bhutan ville have haft udbytte af fortsat dansk støtte, især til det skrøbelige demokrati, den demokratiske proces og de unge demokratiske institutioner samt til udvikling af landets privatsektor.
Arbejdsløshed og selvmord
Kulturelt hviler Bhutan på buddhismen, men med plads til andre trosopfattelser.
Socialt er det stadig familien og landsbyen, der binder folk sammen, omend vi ser et opbrud med stigende urbanisering og immigration til hovedstaden Thimphu og byerne ved grænsen til Indien – med de sociale problemer, som dette ofte medfører (ungdomsarbejdsløshed, mere kriminalitet, flere selvmord osv.).
Problemerne er endnu ikke særlige store i Bhutan, men de er der og man har blandt andet haft mange selvmord blandt unge i det sidste år.
Men, hvis landet formår at skabe et socialt sikkerhedsnet, gennem gradvis øget velfærd og social lovgivning, er der håb om en rimelig social balance. Her kunne Bhutan fortsat have lært meget af Danmark.
Skrøbeligt demokrati
Det der også vil blive savnet, er samarbejdet mellem demokratiske institutioner i de to lande – det være sig parlamentet og dets funktioner og ikke mindst udviklingen af det regionale selvstyre og decentralisering.
Mange bhutanesere frygter faktisk, at folkestyret vil køre af sporet bl.a. på grund af en stigende polarisering mellem de forskellige partier og en nærmest hadsk tone i den politiske debat, der ofte fokuserer på personlige modsætninger i stedet for de politiske emner.
Den danske bistand, der startede på traditionelle områder som sundhed, vand og landbrug, udviklede sig over det seneste årti til en række programmer inden for god regeringsførelse, der siden indførelsen af demokrati i 2008 har hjulpet den spæde udvikling frem.
Men det er endnu skrøbelige institutioner, der kræver flere års støtte for at konsolideres.
Undtagelse er retsvæsenet hvor netop dansk bistand har hjulpet meget med etableringen af et solidt retsvæsen. Man kunne have ønsket en lignende støtte til andre demokratiske institutioner.
Mediestøtten var i begyndelse betydelig fra dansk side, men er siden faset helt ud og mange bhutanesiske medier savner i dag professionalisme og en forståelse for mediernes rolle i den politiske debat.
Derfor spiller medierne slet ikke den rolle de burde i den folkelige debat – den nødvendige ”fjerde statsmagt”.
Økonomisk ubalance
Der er også stor risiko for ubalance på det økonomiske område. Med støtte fra Indien (mod at inderne kan aftage strøm til billig pris) udbygger Bhutan i disse år kraftigt sin energisektor gennem udvidelse og opførelse af en række, faktisk meget miljøneutrale, vandkraftværker.
Det kommer Bhutan til at tjene rigtig mange penge på, så det er bestemt ikke finansiel støtte, Bhutan har brug for.
Det man kan frygte er ensidigheden, dvs. den økonomiske afhængighed af kun en ’vare’ – det ’blå guld’ ligesom ’det sorte guld’ i oliestaterne.
Bhutan har derfor brug for langt større økonomisk diversitet end tilfældet er i dag, og her vil partnerskaber med f.eks. danske virksomheder og udvidet globalt samarbejde, kunne gøre en forskel.
Gamle forbindelser glemt
Gennem det mangeårige bistandssamarbejde mellem Bhutan og Danmark er der opstået forbindelser og venskaber mellem enkeltpersoner og firmaer, som ikke må glemmes.
Selvom dette ikke nævnes med mange ord af Danida og heller ikke i Nielsen & Acharyas bog (se anmeldelsen “Det begyndte med kongens seng“) har en række danske virksomheder rent faktisk været engageret mange år i Bhutan via bistandsprojekterne.
Disse forbindelser kunne være blevet en af de platforme, som Bhutan kunne have bygget videre på, med fortsat støtte fra Danmark.
Det undrer, at Danida støtter privatsektorudviklingen i de fleste samarbejdslande, men ikke i Bhutan, hvor der har været, og fortsat er, allermest brug for det.
I dag har man efterladt en gensidig hensigtserklæring, der i pæne, men helt uforpligtende, vendinger taler om det fortsatte samarbejde mellem de to lande.
Reelt er der blot tale om lidt kulturel udveksling delvis støttet af Center for Kultur og Udvikling, samt nogle aktiviteter vedr. folkestyret, støttet af Institut for Flerpartisamarbejde (DIPD), som modtager offentlige midler og dermed indirekte danske bistandsmidler.
Bhutan står fortsat foran store udfordringer. En aktiv dansk indsats på ovennævnte kerneområder ville derfor kunne have bidraget til landets evne til at konfrontere disse.
Men nu er det altså slut – hvor er det dog ærgerligt og synd, både for Danmark og Bhutan, at den positive udvikling ikke følges helt til dørs!
Bjørn Melgaard kom til Bhutan som rådgiver i 1991 for at medvirke til opbygning og gennemførelse af det første sundhedssektorprogram finansieret af Danmark og for at åbne Danida Liaison Office, det senere danske repræsentationskontor. Han boede med sin kone tre år i Thimphu, men har været tilbage talrige gange med konsulentbistand til sundhedssektoren og som særlig rådgiver for sundhedsministeriet. Tilknytningen til Bhutan er tæt og ubrudt. Bjørn Melgaard er oprindeligt uddannet som neurolog, men har siden 1988 beskæftiget sig med international sundhed. Han har været udstationeret for Danida som chefrådgiver i flere lande i Afrika og Asien – herunder de tre år i Bhutan – og har arbejdet 11 år for WHO i Geneve, Bangkok og Delhi. Han er medforfatter til bogen om medicinens historie i Bhutan ( se nedenfor) og var senest i Bhutan i november 2014. Bhutan er hans andet hjem.
Claus Jørgensen har arbejdet og boet med sin familie i Bhutan i en årrække. Han kom til Bhutan første gang i 1992 for at medvirke til opbygningen af en arealplanlægningsafdeling i landbrugsministeriet frem til 1998, hvor projektet blev fortsat under Danidas miljø sektorstøtte program. Som geograf og international direktør i det rådgivende ingeniørfirma, NIRAS, har Claus Jørgensen efterfølgende leveret input til og været ansvarlig for en række af Danida, EU og FNs projekter i Bhutan – et engagement som stadig pågår med adskillige besøg hvert år.
