Rent vand til millioner
Sweco Danmark har siden 2006 arbejdet med store drikkevands- og spildevandsprojekter i Bangladesh´ to storbyer Chittagong og Dhaka.
Vandprojektet i Dhaka er finansieret af Den Asiatiske Udviklingsbank.
Mellem seks og otte millioner beboere, har fået adgang til rent drikkevand, der kan tappes 24 timer i døgnet.
170.000 ejendomme, huse og slumbeboelser har fået indlagt rent drikkevand.
Forbrugerne er med til at betale for vandet via de vandmålere, der er sat op ved deres beboelser.
Dhaka er med sine 16 millioner indbyggere, en af verdens hurtigst voksende megabyer.
Historisk har byen fået drikkevand fra de to floder, Buriganga og Shitalakhya, men de er i dag stærkt forurenet af organisk og kemisk affald.
Derudover falder grundvandsspejlet i området omkring Dhaka med en til tre meter om året på grund af overforbrug, tørke og klimaforandringer – nedbørsmængden over Bangladesh er halveret de seneste fem år og er blevet mere ustabil.
Et hold rådgivende ingeniører fra Sweco Danmark har, siden 2009, hjulpet Dhakas vandmyndigheder med at opbygge en effektiv og bæredygtig drikkevandsforsyning. Hovedvægten i projektet har, foruden kapacitetopbygning af de lokale vandmyndighederm været på opgradering og udbygning af vandrørledninger – i massiv skala.
Projektet er netop afsluttet – i alt er der blevet lagt 1800 km nye vandrørsledninger, som har sikret adgang til rent vand til mellem seks og otte millioner mennesker.