Uffe Torm
Uffe Torm (1944) har i mere end 45 år arbejdet med dansk udviklingsbistand og international udviklingspolitik som journalist, redaktør, projekt- og oplysningskonsulent, projektkoordinator, programdirektør og var fra februar 1998 til februar 2012 sekretariatsleder for Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling (DMR-U).
Han har tidligere arbejdet for Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF), FN-forbundet, Mellemfolkeligt Samvirke (MS), Danida, Folkekirkens Nødhjælp (FKN), Red Barnet og Det lutherske Verdensforbunds afdeling for Mission og Udvikling (LWF/DMD) i Geneve og var medstifter af de danske udviklingsjournalisters klub, Nairobi-klubben i 1976.
Kristendom og udvikling – kan tro flytte bjerge? (2015).
Se alle Uffe Torms blogindlæg på Globalnyt
Udredningen om Danmarks fremtidige udenrigs-, sikkerheds-, handels- og udviklingspolitik, som ambassadør Peter Taksøe-Jensen på bestilling afleverede til regeringen den 1. maj, har fået både krads kritik og positive kommentarer med på vejen. Rapporten har således givet anledning til en tiltrængt debat ikke mindst om den fremtidige danske støtte til verdens fattigste lande og befolkningsgrupper.
Bistandsbegrebet ændres
Naturligvis må det fremkalde stærke reaktioner, når den traditionelle udviklingsbistand, som vi har kendt den siden 1960’erne, nu helt opsluges af udenrigs-, sikkerheds- og handelspolitikken. Men det burde ikke komme bag på nogen. Den udvikling har været undervejs siden regeringsskiftet i 2001 og blev ikke for alvor udfordret, da oppositionen kom til magten i 2011, og vil næppe heller blive det, hvis S vinder næste valg.
Det betyder ikke, at den stærkt beskårne danske udviklingsbistand helt forsvinder i fremtiden. Taksøe-Jensen peger på, at udviklingsbistand kan udgøre f.eks. risikovillig kapital i forbindelse med indsatser i skrøbelige stater og situationer og i de såkaldte nærområder bl.a. med henblik på at dæmme op for nye folkevandringer af flygtninge og migranter, som desperat søger mod et Europa, der lukker mere og mere til.
Bistanden kan desuden ifølge Taksøe have en katalyserende rolle og være med til at mobilisere kapital fra den private sektor og globale virksomheder og fonde. Det er der allerede flere eksempler på, som sammen med andre finansieringskilder er med til at kompensere for de reducerede statslige bistandsbudgetter.
Men det er klart, at bistandsbegrebet ændrer sig, og at bistanden får et nyt indhold. Bistanden bliver mere markedsorienteret og kommerciel. Der vil komme flere og flere – også operationelle – partnerskaber mellem NGO’er i både Nord og Syd, statslige og internationale udviklingsorganisationer og det private erhvervsliv. Dette kommer også i stigende grad til at omfatte den ”rene” humanitære bistand.
Fælles interesser, forskellige værdier
Taksøe-Jensen lægger op til, at dansk udviklingsbistand fremover igen bliver mere interesse- end værdiorienteret, hvilket bistanden i stigende grad har været siden årtusindskiftet. Der er blevet lagt stadig større vægt på en rettighedsbaseret tilgang til udvikling med fokus på demokrati, menneskerettigheder, god regeringsførelse, ligestilling, etniske og seksuelle mindretals rettigheder samt fortalervirksomhed mv.
Denne rettighedsbaserede tilgang har skabt mange positive resultater. Men den har imidlertid også ført til anklager om kulturimperialisme og neokolonialisme og resulteret i tilbageslag og indskrænket råderummet for lokale civilsamfund og udenlandske NGO’er i en række udviklingslande.
Desværre er hverken Taksøe-Jensen eller hans kritikere særlig præcise, når det gælder danske værdier og interesser. Dog siger Taksøe-Jensen, at danske interesser og værdier ikke behøver at være modstridende.
Nej – men de kan sandelig godt være det, og det var de i bistandens barndom. Dansk bistand var i 1960’erne og 70’erne i høj grad var bundet til levering af dansk udstyr og tjenesteydelser, hvilket resulterede i en række fejlslagne projekter. Så hvilke værdier og interesser taler vi egentlig om i dag?
Dansk eksport, samhandel og investeringer er naturligvis i Danmarks interesse men også i modtagerlandets interesse – hvis ellers samhandlen og investeringerne foregår på fair vilkår. Fred og bekæmpelse af global ulighed og fattigdom burde naturligvis være både i Danmarks og udviklingslandenes interesser. Det samme burde bekæmpelse af skatteunddragelse og skattely i både Syd og i Danmark være. Men er alle enige heri?
Demokrati og menneskerettigheder udgør værdier, som vi er fælles om med de vestlige lande. Og vi mener naturligvis, at de bør gælde alle mennesker. Men der er endnu ikke tale om universelle værdier, der deles af alle verdens nationale og lokale magthavere, ligesom der er værdier i Syd, vi bestemt ikke deler. Og findes der særlige danske værdier, som med vold og magt skal være en del af dansk udviklingsbistand?
Udviklingsbistanden udhules
Det fremgår indirekte af rapporten og især Taksøes kommentarer hertil, at han ikke just bifalder de store besparelser på Udenrigsministeriets drifts- og aktivitetsbudgetter, herunder udviklingsbistanden. At den skal bruges i udviklingslande, og ikke i Danmark, er da en markant politisk udmelding fra en diplomat – men en gratis markering, som ikke ændrer ved de politiske realiteter.
Kommentaren om, at bistandsmidler bør være forudsigelige i en årrække, bør politikerne dog tage alvorligt, så vi undgår nye hovsa-besparelser. Men forudsigelighed bør ikke udelukke fleksibilitet i bistanden, når nye behov dukker op – f.eks. nye sygdomsepidemier.
Taksøe-Jensen påpeger nøgternt konsekvenserne af besparelserne. I en tid med nedskæringer må der nødvendigvis fokuseres og prioriteres. Alle ønsker kan ikke opfyldes. Han nævner nogle mere eller mindre oplagte eksempler på, hvad der kunne skæres bort. Det er imidlertid en politisk opgave og ikke hans bord.
Dette kan de fleste måske nok i princippet være enige om. Men enigheden hører helt sikkert op den dag, der skal tages konkret stilling til, hvad der skal prioriteres, og hvad der ikke længere skal støttes. Så starter balladen. Men ingen kan vel forvente, at vi vedblivende kan få mere for stadig færre midler?
Mange kan nok ligeledes være enige med Taksøe-Jensen, når han anbefaler fortsat støtte til FN og FN-organisationernes udviklingsarbejde. Det gælder ikke mindst støtte til opfyldelsen af FN 17 nye, globale bæredygtighedsmål frem mod 2030 der hvor Danmark har særlige forudsætninger for at bidrage.
Der er nok i mindre omfang enighed om Danmarks støtte til EU’s udviklingsarbejde. Men et lille land som Danmark kan få større gennemslagskraft i et samarbejde med ligesindede lande, FN og EU – også når det gælder udviklingsbistanden.
Taksøe-Jensen anbefaler derfor, at Danmark satser landets begrænsede ressourcer der, hvor vi for alvor kan gøre en mærkbar forskel til fælles fordel og ikke gennem ideologisk symbolpolitik. Og han understreger at forpligtende internationalt samarbejde er i Danmarks interesse. Det kan de fleste vel kun være enige i?
Hvad skal afløse udviklingsbistanden?
Det er der ikke et egentligt bud på i udredningen, som ikke rummer mange visioner og ambitioner. Men der er ansatser til, hvad man kan kalde en sammenhængende globalpolitik. Den omfatter bl.a. miljø, handel, teknologi samt sociale og økonomiske fremskridt mv. i overensstemmelse med FN’s nye globale mål.
Den hidtidige danske udviklingsbistand byggede på et folkeligt engagement og en balance, som blev skabt i 1960’erne mellem de dengang vigtigste forskellige interessegrupper i samfundet. Desværre er denne balance væk i dag, og det folkelige engagement er svækket.
Men måske kan både det folkelige engagement og balancen genskabes omkring en ny dansk globalpolitik baseret på FN-målene. Det er en udfordring især til udviklings- og udenrigsminister Kristian Jensen, som nu tager over fra Taksøe-Jensen og snart kommer med et udkast til en ny dansk udviklingsstrategi til drøftelse på folkemødet på Bornholm i juni måned. Men det er sandelig også en udfordring for NGO’erne.
