Da Taliban juleaften udstedte et dekret, om at kvinder ikke længere måtte arbejde i ngo’er var det en bombe under alt det nødhjælps- og udviklingsarbejde, der bliver lavet i det kriseramte land.
Afghanerne har ellers mere brug for hjælp end længe. Vinteren har gjort sit indtog, den økonomiske krise buldrer afsted, og der er tørke i store dele af landet. Men lige lidt hjælper det. Kvinderne skal slettes fra lønningslisterne, fordi organisationerne angiveligt har forbrudt sig mod flere af Talibans regler om påklædning. Det siger i hvert fald Talibans øverste ledelse, som holder til i landets næststørste by, Kandahar.
Med den udmelding mener norske Flygtningehjelpen (NRC), at de er blevet tvunget til at lukke ned for alt aktivitet.
“Hvor vi kan arbejde med mænd og kvinder, er vi klar. Hjælpearbejde kun med mænd er helt uholdbart. Vi hverken kan eller vil arbejde kun med mænd,” udtaler Jan Egeland, generalsekretær for NRC, fra sit besøg i Kabul. NRC har 1.500 ansatte i Afghanistan heraf 468 kvinder.
Men når organisationerne taler med Taliban-myndighederne i Kabul, er tonen anderledes. Her er meldingen, at de ikke er enige i dekretet fra Kandahar. Selv blandt Talibans ministre i hovedstaden lyder opfordringen til organisationerne ifølge flere kilder, at de skal beholde kvinderne på lønningslisten, mens forhandlingerne foregår.
Største dilemma vi har oplevet
Da den overraskende udmelding fra Kandahar kom juleaften, stod mange lande og organisationer i Afghanistan sammen om en fælles fordømmelse. Tilgengæld har der været mere uenighed om, hvilket konsekvenser organisationerne selv er villige til at tage.
Danske Dacaar, der har været i landet siden 1984, valgte 25.-26. december at sænke deres aktivitetsniveau til et nødberedskab, som kunne holde de mest akutte humanitære aktiviteter i gang, fortæller sekretariatsleder, Klaus Løkkegaard. Organisationen har 1.000 faste medarbejdere i Afghanistan, heraf 230 kvinder.
Siden da har Dacaar genoptaget arbejdet, men overholder foreløbig Talibans krav om ikke at sende kvinder på arbejde. Om organisationen har fyret kvinderne, vil Klaus Løkkegaard ikke kommentere på.
“Lige nu har vi jo sagt og mener stadig, at det humanitære mandat står øverst. Det vil sige, kan vi redde liv, selv i den her mærkelige situation, så er det det, der står øverst på vores dagsorden,” siger han.
Han understreger, at organisationen uden deres kvindelige medarbejdere langt fra kan leve op til samme standard. For godt nok kan man levere rent drikkevand, men de aktiviteter der handler om for eksempel hygiejnetræning af kvinder og at bringe nødhjælp ud til enlige kvinder er reelt lukket ned.
“Det her er nok det største dilemma og den største udfordring, Dacaar har oplevet i de knap 40 år, vi har eksisteret.”
Klaus Løkkegaard nævner også de investeringer, der er lavet over de seneste mange år, og som man risikerer at tabe på gulvet såsom store vandingsanlæg og lagre til forskellige nødhjælpsaktiviteter. Organisationen har i stedet valgt at satse på, at man via dialog kan få lov at sende kvinder på arbejde igen.
For os er det en rød linje
Hos NRC har man lagt en mere kompromisløs linje. Juleaften valgte organisationen at lukke alle aktiviteter ned med undtagelse af den stab, som lige nu rejser landet rundt og forhandler med Taleban om situationen. Forhandlinger, som FN og EU også deltager i.
Derudover har man beholdt samtlige 468 kvinder på lønningslisten. Det er der to grunde til ifølge Christian Jepsen, der er kommunikationsrådgiver i NRC.
“Den ene grund er, at vi føler ikke, at vi kan gøre vores arbejde godt nok bare med mænd og til mænd. Den anden grund er, at vores principper er, at kvinder skal have lov til at arbejde. Vi bestemmer selv, hvem vi ansætter. Vi har nogle principper om lighed på arbejdspladsen. For os er det en rød linje, som vi ikke vil overskride.”
NRC’s generalsekretær, Jan Egeland, har også holdt møder med nogle af de lande, som stadig har ambassader i Afghanistan som Qatar og Tyrkiet. De støtter ifølge NRC begge op om organisationernes krav om at beholde de kvindelige medarbejdere. Organisationen forsøger desuden at komme i kontakt med repræsentanter fra Iran og Pakistan for at presse yderligere på.
Forhandlinger fortsætter
I mange år har de internationale humanitære organisationer accepteret krav fra landets ledelse om kønsopdeling på arbejdspladsen og restriktive krav til påklædning.
“Sådan er det at arbejde i Afghanistan, og sådan har det altid været. Især i de konservative landområder, som vi arbejder i, og det har sådan set ingenting med Taliban at gøre,” fortæller Christian Jepsen.
Den gode nyhed er, at der stadig er forhandlinger. Men at dekretet helt bliver trukket tilbage, tror hverken Christian Jepsen eller Klaus Løkkegaard på. Håbet er ifølge NRC, at der kommer et nyt dekret, som sætter rammerne for, hvordan organisationerne kan arbejde videre samtidig med, at de får lov at beholde deres kvindelige ansatte.
Klaus Løkkegaard fra Dacaar sætter sin lid til, at de lokale myndigheder ude i landet er til at forhandle med.
“Man kan måske håbe på, at det ikke bliver implementeret så massivt rundt omkring i landet. Vi har jo oplevet, at der bliver sagt et fra øverste politiske instans, og så kan vi forhandle noget andet på plads lokalt,” siger Klaus Løkkegaard.
Det internationale samfund skal tilbage
Da Taleban overtog magten i august 2021 valgte en række lande herunder Danmark at lukke deres ambassade. Siden da har den dominerende tilgang i Vesten været, at man skal hjælpe den afghanske civilbefolkning, men ikke Taliban.
I Danmark har det konkret udmøntet sig i, at den langsigtede udviklingsbistand, som ville tilfalde den siddende regering i Afghanistan, er sat på pause. I stedet er flere penge tilfaldet FN, Internationalt Røde Kors samt en række andre humanitære organisationer, hvis indsatser først og fremmest koncentrerer sig om kortsigtet, akut nødhjælp.
Men står det til NRC er det vigtigt, at det internationale samfund vender tilbage til Afghanistan, fortsætter udviklingsstøtten og den diplomatiske forbindelse. Det viser de igangværende forhandlinger.
“Vi har talt med nogle ambassader, men der er ikke mange tilbage. De skal være her, og de skal engagere sig. Det her med bare at trække sig væk, hands off, det føler vi er en ekstremt dårlig politik,” siger Christian Jepsen.
“Er det ikke også det, I selv gør lige nu, når I indstiller alt jeres humanitære arbejde?
“Men vi har jo møde efter møde. Vores kalender er fuldstændig fyldt op med møder. Vi håber at komme til Kandahar og snakke med Taleban. Vi er ikke på vej ud. Det her er noget, vi håber bliver løst. Vi er klar til at gå på arbejde i morgen.”
