Taliban inddriver skat fra humanitære organisationer

Skat er noget, stater opkræver fra borgere, virksomheder og organisationer. Men når staten er fraværende eller for svag til at agere myndighed, efterlades der en tom plads, et magtvakuum, som andre kan fylde ud. Det er det, der i de senere år er sket i Afghanistan, hvor den islamistiske Talibanbevægelse i stigende grad er begyndt at opkræve skatter og afgifter og i det hele taget at opføre sig som en statsmagt.

I 2018 beskrev canadiske CBC, hvordan Taliban lagde pres på ngo’er og internationale hjælpeorganisationer for at få dem til at betale skat. Siden da er problemet kun blevet større, for Talibans magt er vokset gevaldigt i de senere år, så bevægelsen i dag kontrollerer omkring halvdelen af Afghanistan. Der er ikke noget, der tyder på, at bevægelsens fremrykning er til at stoppe.

Den danske organisation DACAAR (Danish Committee for Aid to Afghan Refugees), som har omkring 1.000 medarbejdere i Afghanistan, har flere gange oplevet, at repræsentanter for Taliban har krævet, at organisationen skulle betale en form for skat. Det har fået den til i perioder at indstille arbejdet lokalt.

”Vi har trukket os et par steder her på det sidste og det har vi gjort før, hvor vi blev udsat for et lignende pres. Så har vi forhandlet os tilbage igen og det har vi også gjort nogle af stederne denne gang,” fortæller Klaus Løkkegaard, der er sekretariatschef for organisationen, som har kontor i København.

Han ser ikke som sådan noget problematisk i, at hans organisation arbejder i dele af Afghanistan, som den fundamentalistiske bevægelse kontrollerer.

”Vi arbejdede også i landet, da det var næsten helt kontrolleret af Taliban, og det fungerede. Det nye er det med skatterne. Det kan vi på ingen måde være med til, og vi kan blive tvunget til at indstille vores arbejde, hvis det bliver mere udbredt.”

“Det er ikke engang et spørgsmål om, hvad vi i DACAAR mener – donorerne vil trække stikket med det samme, hvis vi går ind på kravet om at betale skat. Vi vil selvfølgelig heller aldrig selv være med til det, så i værste fald kan vi blive tvunget til at trække os ud.”

Samme melding kommer fra Mikkel Trolle, der er leder af Dansk Flygtningehjælps Asien-afdeling.

Et emne på en meget lang dagsorden
For tiden forhandler Taliban med den afghanske regering og i et eller andet omfang med den amerikanske regering om fred. Forhandlingerne foregår i Qatars hovedstad, Doha, og her forsøger hjælpeorganisationerne at holde sig til, fortæller Klaus Løkkegaard.

Men fredsforhandlinger er altid komplicerede, og på den dagsorden fylder drøftelsen af hjælpeorganisationers forhold i Afghanistan ikke meget. Hvad status er lige nu, ved Klaus Løkkegaard ikke, siger han til Globalnyt.

”Vi ngo’er gør, hvad vi kan for at fastholde ngo’ers vilkår som et punkt på fredsforhandlingernes dagsorden, for det er helt afgørende for os. Hvis vi ikke får mulighed for at sidde med ved nogen af forhandlingerne i Doha, så skal vi i hvert fald være med på en eller anden slags kommunikation, hvor vi kan få sagen på dagsordenen.”

Strategi eller magtdemonstrationer
Når en lokal Talibanleder henvender sig til en hjælpeorganisation og opkræver skat, så kan det være svært for organisationen at vide, om det er Taliban som sådan, der henvender sig, eller om det bare er den lokale leder, som har fået en fiks idé. Derfor er Klaus Løkkegaard usikker på, om den skatteopkrævning, som blandt andet DACAAR har været udsat for, er del af en generel strategi fra Talibanbevægelsens side.

Et af de steder, DACAAR er blevet udsat for skatteopkrævning er i provinsen Faryab i den nordlige del af landet. Her har Taliban for nylig indsat en ny guvernør, som i løbet af de seneste dage har lagt et massivt pres på blandt andre DACAAR, fortæller Klaus Løkkegaard. Om det skyldes, at han har behov for at markere sig, eller om det er en ordre oppefra, har organisationens folk i området ikke kunnet få svar på.

Taliban kan ikke undvære organisationerne
Man skal ikke opfatte Talibans forsøg på at opkræve skatter fra hjælpeorganisationern, som et tegn på at bevægelsen vil af med organisationerne, mener Klaus Løkkegaard.

”Hvis ikke Taliban var positive over for det, vi laver, så var vi der ikke. Det kan jeg sige med nærmest 100 procent sikkerhed. Vores legitimitet kommer fra forhandlinger med lokale ældreråd og andre lokale ledere (community leaders). De har den direkte adgang til dem, der bestemmer i Taliban i den pågældende region, så de sikrer sig, at der er grønt lys fra øverste sted i Taliban til det, vi aftaler med dem. Det vil sige, at vi kan arbejde i fred, med mindre vi begynder at råbe højt om for eksempel pigers rettigheder. Så skal Taliban nok henvende sig og sige, at de ikke synes, det er en god idé. Men vi ville simpelhen ikke være der, hvis der ikke var fuld opbakning fra Taliban,” siger Klaus Løkkegaard.

Hverken de internationalt anerkendte myndigheder eller Taliban kan levere den hjælp og de ydelser, som hjælpeorganisationerne kommer med og, i DACAARs tilfælde, er kommet med siden 1984. Derfor er alle parter i landet afhængige af hjælpeorganisationernes arbejde. De er også afhængige af opbakning i landsbyerne, og hvis indbyggerne her oplever, at deres livsvilkår bliver forringet, fordi hjælpeorganisationerne trækker sig ud, så kan det betyde, at deres loyalitet skifter til modparten i konflikten.

På grund af presset nedefra har Taliban ingen interesse i at presse hjælpeorganisationerne ud eller stille dem i en situation, hvor de er nødt til at trække sig på grund af pres fra donorerne, vurderer Klaus Løkkegaard.

Så hvis skatteopkrævningen fra nødhjælpsorganisationerne er en bevidst og gennemført startegi fra Talibans side, hvad skulle motivet så være?

I Klaus Løkkegaards analyse er det et spørgsmål om, at bevægelsen ønsker at fremstå – over for både befolkning og hjælpeorganisationer –som den magt og myndighed, der kan garantere sikkerhed og adgang til et område, mens regeringen ikke kan.