Taliban presser Afghanistans soldater

afghanistan_soldater
Forfatter billede

Afghanske sikkerhedsstyrker kæmper for at bevare en tilstedeværelse i hundredvis af byer rundt om i Afghanistan, hvor afghanske soldater og politifolk nu har ansvaret for sikkerheden efter NATO’s afgang ved nytår.

Taliban har samtidig øget sin tilstedeværelse mange steder, skriver New York Times. Det giver den militante gruppe en større frihed til at bevæge sig rundt i de pågældende områder og dermed også foretage angreb på sikkerhedsstyrkerne.

Særligt i mange af de østlige og sydlige egne siger politi og hær, at de kæmper for at få fodfæste.

Den såkaldte kampsæson, som særligt er foråret, sommeren og sensommeren, hvor Taliban er særligt aktive, tegnede allerede i sidste måned til, at 2015 ville blive et af de værste år hidtil for de afghanske sikkerhedsstyrker, skriver New York Times.

Kamp om vigtig opium-by

I byen Musa Qala i Helmand-provinsen, hvor de danske soldater var indsat, er amerikanske styrker i færd med at hjælpe de afghanske sikkerhedsstyrker med at holde Taliban ude af byen.

Musa Qala er en strategisk by, og Taliban forsøger at indtage den og andre byer i både det sydlige og nordlige Afghanistan.

Derfor har amerikanske fly i de seneste døgn bombet nogle af de islamistiske oprøreres stillinger i byen, der også er kendt for sin produktion af opium.

Guvernøren i distriktet bad mandag om mere militær hjælp for at forhindre, at Taliban indtager Musa Qala, skriver Yahoo News.

Et andet distrikt i nærheden huser Afghanistans største dæmning, som producerer elektricitet til Helmand og Kandahar.

Sideløbende med, at udfordringerne vokser, er desertering også et stigende problem blandt de afghanske soldater, der for manges vedkommende er spændt hårdt for. Blandt andet får de ikke lov at få orlov og se deres familier, en regel der er indført i et forsøg på netop at begrænse deserteringen, skriver New York Times.