Det var overhovedet ikke i skovområderne i Ghanas østlige region, at forskerne havde regnet med at registrere store temperaturstigninger. Der er faktisk ikke så mange forskere i klimaforandringers konsekvenser, der overhovedet har interesseret sig for sådanne områder, som bliver regnet for relativt begunstigede i forhold til klimaet. Det er de tørre savanneområder, der generelt anses for mest udsatte i Ghana.
At man nu har registreret en stigning på 1,5 grader siden 1970 og kan påvise en stigende tendens gennem hele perioden, rejser en masse spørgsmål om, hvordan både mennesker og natur bliver påvirket, og hvilke tiltag, der for eksempel skal til for at mindske konsekvenserne af klimaforandringerne.
Paris-aftalen om klimaforandringer skal holde de globale temperaturstigninger under 2 grader og helst under 1,5. I nogle dele af verden, bliver der målt temperaturstigninger på halvanden grad – blandt andet i Danmark. Den globale stigning har rundet 1,1 grader, fortæller Lily Salloum Lindegaard, der er seniorforsker på Dansk Institut for Internationale Studier.
Klimaforandringer er ikke lig med massemigration
Det er altså ikke det, at endnu et område har nået grænsen på 1,5, der er overraskende. Det er fordi, det sker i et område, som hverken klimaforskere eller Ghanas myndigheder har haft fokus på. Eastern Region indgår i et netop afsluttet 4-årigt forskningsprojekt, Governing Climate Mobility, som sammenligner udviklingen i fire udvalgte områder – to i Ghana og to i Etiopien.
Det er Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS, Forum for Social Studies i Etiopien og Ghana Universitet, der arbejder sammen om at finde sammenhænge mellem klimaforandringer, migration og regeringsførelse. Netop nu fremlægger de deres resultater ved en forskerkonference i Etiopiens hovedstad Addis Ababa – lidt forsinket på grund af to års corona-nedlukninger og en krig i det nordlige Etiopien. Globalnyt er blevet inviteret med.
Projektets hovedformål er at samle viden om, hvad der får mennesker til at flytte sig i forbindelse med klimaforandringer. Det handler ikke om katastrofesituationer, men når livet langsomt bliver sværere og sværere, når regnen er uforudsigelig og de afgrøder, man plejede at dyrke ikke længere kan vokse i ens jord. Hertil kommer, hvad regeringsførelsen betyder, især på lokalt niveau, om myndighederne hjælper med tilpasningen til den nye virkelighed. Vellykkede overrislingssystemer kan betyde, at ens udbytte bliver mindst lige så godt, som inden temperaturstigningerne for alvor begyndte at påvirke landbruget.
“Et er sikkert. Klimaforandringer alene fører ikke til massemigration,” siger Neil Webster, seniorforsker på DIIS og leder af projektet.
“Klimaforandringer er endnu en af de mange faktorer, der spiller ind, når mennesker beslutter sig for at flytte eller måske bliver tvunget til det. Lokale forhold og myndighedernes rolle er meget vigtige. Det samme er historien, om man har tradition for at klare svære tider ved for eksempel periodevis at arbejde andre steder. At migrere kan være det rationelle og det bedste valg, ligesom det kan være et aktivt valg at blive.”
Generelt fremgår det af konferencen i Addis Ababa, at mobiliteten er stigende – ikke bare i verden, men også i de lokalområder, som forskerne her har sat under lup. Det falder sammen med klimaforandringer, men forskerne vil ikke sætte to streger under, at det er på grund af klimaforandringer.
Skoven var grønnere i gamle dage
I Ghana er der århundreder-lang tradition for at flytte sig. Det kan være langt eller kort, det kan være af eget valg, eller fordi man føler sig tvunget til det.
De to områder, der er med i forskningsprojektet, er meget forskellige, fortæller lektor Francis Jarawura fra Ghanas Universitet for Udviklingsstudier ved Universitet i Wa:
“Det ene er savanneområder i Upper West, den fattigste og mest sårbare region i Ghana, med kun en regntid og kun mulighed for at dyrke visse fødevarer. Det andet er skovområder i Eastern-regionen i den sydøstlige del af landet, ganske tæt på hovedstaden Accra med meget bedre klima- og leveforhold end i nord, mere regn og mulighed for at dyrke langt flere afgrøder.”
Men det er altså i skovområderne i øst, man har kunnet måle de højeste gennemsnitlige temperaturstigninger.
“Der er en klar stigende tendens i begge regioner, men i skovområderne stiger temperaturen også hurtigere end på savannen. Regnen er blevet uforudsigelig i begge regioner, men mest i skovområderne,” fortæller Francis Jarawura.
Det kan have stor betydning, for lige som klimaforskere generelt ikke har haft den største opmærksomhed rettet mod skovområdet, så har myndighederne heller ikke. Det skal de måske, for indtil videre har regionen været præget af en masse udviklingsprojekter med både national og international finansiering, hvoraf mange skulle forbedre leveforholdene og begrænse udvandringen fra området.
Den østlige region er blevet markant rigere og skoven markant tyndere. Selv om store dele er beskyttet, så er der mange mennesker, der har fået lov at dyrke jorden og plante træer på steder, hvor skoven alligevel er ved at være ødelagt. Afskovningen er foregået siden 1990’erne, og nu har forskerholdet påvist ved at sammenligne satellitfotos, hvad der er sket.
Skoven er i de pågældende områder skrumpet til under halvdelen af sin størrelse, andre steder er det endnu mere – ikke på grund af klimaforandringer, men på grund af menneskelig aktivitet.
De unge vil hellere uddanne sig
Nedbørsmængden er som sagt faldet og er især blevet mere uforudsigelig. Det giver landbruget problemer, og det er næsten 60 procent af indbyggerne afhængige af. Ifølge forskerne skal man skal nok til at se på en bedre udnyttelse af vandressourcerne i området.
Bønderne er allerede ved at lægge om, og måske skal folk til at finde nye måder at ernære sig på, eller, som man også gør, udvandre til andre dele af landet, til andre landbrugsområder eller hovedstaden Accra.
I det nordvestlige savanneområde, hvor fattigdommen er så stor, at der ikke er mange, der migrerer, prøver myndighederne at afbøde de værste konsekvenser af klimaforandringerne ved blandt andet at bygge en masse mindre dæmninger til at sikre vand til markerne. Det virker, når det virker. Men beslutningsgangene på lokalt plan kan være kringlede, autoriteten er delt mellem traditionelle ledere og politikere, og mange steder kniber det med at få dæmningerne vedligeholdt og vandreservoirerne fyldt.
Migrationen i savanneområdet er lavere end længere sydpå, og den går først og fremmest ud af Upper West regionen. Regionen er som sagt Ghanas fattigste. Den er blevet holdt fattig som arbejdskraftreserve for resten af landet, sagde et par forskere fra Ghana.
I Eastern er der typisk en livlig trafik begge veje. Bønder fra andre regioner kommer for eksempel til skovområderne for at dyrke den jord, som de unge derfra ikke længere er interesserede i. De unge drager til Accra for at uddanne sig eller arbejde. Lige den del af mobiliteten har ikke nødvendigvis noget med klimaforandringerne at gøre.
Globalnyt har fået støtte fra Dansk Institut for Internationale Studier og Forum for Social Studies til at deltage i konferencen i Addis Ababa.
