Mission Afrika har ansat Mette og Alex Bjergbæk Klausen, Ikast, som missionærer til Nigeria.
De skal begge undervise på den lutherske kirkes præsteseminarium, Brønnum Lutheran Seminary, som ligger i den østlige del af Nigeria tæt på grænsen til Cameroun.
Mette Bjergbæk Klausen er netop blevet cand.theol. fra Aarhus Universitet og følger i foråret undervisningen på Pastoralseminariet i Århus. I studietiden har hun været meget aktiv i studenterpolitik, bl.a. i studienævnet på Det Teologiske Fakultet, og har arbejdet som projektkoordinator for Vestens Unge.
Alex Bjergbæk Klausen er cand.theol. fra Aarhus Universitet og blev i 2007 ansat som sognepræst i Videbæk sogn og senere også tilknyttet Vorgod og Fjelstervang sogne.
Sideløbende med præstejobbet underviser han på Finderup Efterskole. I studietiden var Alex engageret i studenterpolitik på Aarhus Universitet og i Økumenisk Ungdom, hvor han 2004-2007 var formand.
Inden udrejsen til Nigeria i efteråret deltager Mette og Alex Bjergbæk Klausen i forberedende kurser i Danmark og England. Parret er ansat i en 3-årig periode.
Mission Afrika, der før hed Sudanmissionen, er et folkekirkeligt missionsselskab, som arbejder i Afrika, Mellemøsten og Danmark.
Mission Afrika støtter en bred vifte af kirkelige og sociale projekter i Den 3. Verden inden for sundhed, undervisning, gadebørn, kapacitetsopbygning, freds- og forsoningskurser og radio/TV-udsendelser. Budget: 18,5 mio. kr., 30 ansatte, 150 lokale kredse, 85 genbrugsbutikker og 2.200 frivillige medarbejdere.