Theresa May: Kolonitidens anti-homolove var en fejl

theresa_may
Den britiske premierminister Theresa May.
Foto: Jette Carr, US Airforce (CC BY 2.0)
Laurits Holdt

Storbritanniens premierminister Theresa May beklager, at Storbritannien indførte love mod homoseksuelle i sine mange kolonier – love som i mange tilfælde fortsat gælder.

“Det var forkert dengang og det er forkert nu,” sagde hun i følge BBC og tilbød sit lands hjælp til ethvert andet land i Commonwealth, der vil reformere sine love på området.

Beklagelsen kommer i forbindelsen med det et topmøde i det britiske statssamfund Commonwealth, der afholdes i London i disse dage.

Ifølge BBC er lovene stadig i brug i 37 af de 53 Commonwealth-lande. 

Flere lande har afkriminaliseret homoseksualitet i de seneste år – f.eks. Belize og Seychellerne men i f.eks. Uganda og Nigeria er lovene derimod blevet strammet. 

I den caribiske stat Trinidad og Tobago afgjorde en domstol forleden, at landets love mod homoseksuel sex – love som er arvet fra det tidligere britiske kolonistyre – strider imod landets grundlov og derfor skal sløjfes. 

Læs mere: Sejr for LGBT-miljøet i Trinidad og Tobago (13.04.2018) 

I en del lande i Afrika og Caribien er det ikke kun lovene, der er imod de homoseksuelle men også den generelle stemning i store dele af befolkningen. 

Stemningen i f.eks. Trinidad og Tobago illustreres bl.a. af følgende udsagn fra en homoseksuel i landet:

“Lov mig, at du ikke nævner mit navn. Situationen er meget spændt for tiden og mange LGBT-personer har fået dødstrusler. Vores land behandler ikke LBGT-personer særligt godt – folk ser os som vederstyggelighed.”