The Arcot Lutheran Church i Tamil Nadu, Sydindien, står lige nu i midt i en akut splittelse. Kirkens situation er særlig relevant i en dansk sammenhæng, da den oprindelig er grundlagt af danske missionærer.
Den nuværende splittelse er videre karakteristisk for mange af de så kaldt ’unge kirker’, der har haft svært ved at stå på egne ben, i takt med at deres moderorganisationer i den vestlige mission har neddroslet støtten.
Den 6. november 2010 er der igen valg i kirken, der indtil 1949 bar navnet Danish Mission Church i Sydindien. Tidligere valg er endt i stridigheder og retssager. Nu er der forsoning og nyvalg på vej, hedder det i en pressemeddelelse fra Danmission, der er arvtager efter kirkens grundlægger, Dansk Missionsselskab.
Men situationen er ikke let i en organisation, der præges af splittelse mellem både kaster og enkeltpersoner. Og hvor beskyldningerne om at mele egen kage eller visse gruppers interesse er hyppige.
Biskoppen for Arcot Lutheran Church og Danmission anmoder om at bede for valget. “Bed om et fredeligt, retfærdigt valg, hvor onde kræfter ikke må udnytte valget til egen fordel”, hedder det i opfordringen fra Danmission.
ALC, som kirken kaldes, driver tillige flere sociale institutioner og har – karakteristisk for Indien – især medlemmer fra de nederst lag i kastesamfundet.
Som i de fleste u-lande er ALC dermed forudsætningen for ordentlig skolegang og sociale tilbud til mange mennesker uanset trosretning.
Kirken har angivelig 40.000 medlemmer, men dette tal skal formentlig tages med et gran salt i et land, hvor religionsgrænser ikke er helt så entydige som i det lutherske Vesten.