Joseph Edmunson rejste onsdag til Malawi, hvor han i 2 måneder skal arbejde med logistik og adminstration på Læger uden Grænsers vaccinationskampagne mod mæslinger.
Malawi er ligesom flere andre lande i det sydlige Afrika ramt af et udbrud af den meget smittefarlige virussygdom. Læger uden Grænser samarbejder med Malawis sundhedsministrium om at vaccinere i alt 3 millioner børn og unge og sikrer desuden, at de smittede patienter får den rigtige behandling.
Hvert år dør omkring en million mennesker, hvoraf langt størstedelen er børn, indirekte eller direkte som følge af en mæslingeinfektion. De mange dødsfald kunne alle være forhindret ved vaccination.
31-årige Joseph Edmunson bliver den femte udsendte fra Danmark, der arbejder på vaccinationskampagnen i Malawi. Han er født ved St. Louis i USA, er dansk gift og har boet i København i knapt 5 år.
Han er uddannet i fransk og spansk ved universitetet i St. Louis og kandidat i Afrikastudier fra Københavns Universitet. Han har tidligere boet to år i det østlige Nigeria, hvor han underviste og arbejdede med administration på en grundskole og et universitet.
– Jeg ved endnu ikke så meget om, hvad jeg skal arbejde med i Malawi, fordi det er en hurtig udrykning. Men jeg forventer, at jeg skal administrere løn og sørge for, at der er de vacciner, der skal bruges, og være den, der samler de løse ender. Der bliver meget at se til, og jeg skal kunne jonglere med opgaverne, og det glæder jeg mig til, siger Joseph Edmunson.
Læger uden Grænser har arbejdet i Malawi siden 1986.