Flere hundredtusinde medlemmer af befolkningsgruppen yezidierne flygtede hen over Sinjar-bjerget fra Islamisk Stat for et år siden. Nu er tusindvis vendt tilbage til bjerget i håb om, at IS-kontrollerede byer i dalen snart bliver befriet. 10.000 er vendt tilbage fra de kurdiske områder, de flygtede til, og 15.000 har boet på bjerget, siden de flygtede derop sidste år. De får hjælp fra Mission Øst til at klare vinteren. Det skrivr hjælpeorganisationen Mission Øst i en pressemeddelelse mandag.
”De kan kigge lige ned i dalen til byer, der stadig er under Islamisk Stats terrorvælde. De bor i tynde telte og mangler stort set alt,” fortæller organisationens generalsekretær Kim Hartzner.
Han har netop besøgt de mange fordrevne, som Mission Øst har hjulpet med husly og hygiejne. Her lyttede han til yezidiernes grusomme historier: ”Islamisk Stat skød, dræbte og de gjorde ting ved os, vi slet ikke kan fortælle,” lyder det samstemmende fra de mange kvinder og børn, Kim Hartzner talte med.
Mission Øst har hjulpet en tredjedel af de 25.000 yezidier med presenninger, træ og værktøj, så de kan dække sig ind så godt som muligt. De har også modtaget hygiejneudstyr i form af sæbe, shampoo, tandpasta, tandbørste, desinfektionsmiddel, håndklæder og vanddunke, samt solcelleskærme, der leverer strøm til lys i mørket.
”Nu står vinteren for døren, og det, de alle sammen råber efter, er varmeovne og brændstof. Det vil Mission Øst dele ud til dem de kommende måneder, så familierne kan overleve vinteren,” fortæller Kim Hartzner.
Mission Øst har også oprettet et kvindecenter og et børnecenter på bjerget, hvor kvinderne kan tale ud om overgreb og traumer, og børnene kan lege, tegne og lære at regne og skrive.