Tørnæs har 675 millioner med til Syrien-konference

flygtninge_syrien_idlib_freedom_house
Forfatter billede

Med 5,7 millioner flygtninge uden for Syrien og 6,2 millioner internt fordrevne er Syrien-konflikten forsat en af verdens største humanitære katastrofer. Ifølge FN har 5 millioner mennesker akut behov for livreddende nødhjælp. Børn vurderes overalt at være en særlig udsat gruppe.

”Der er fortsat enorme humanitære behov i Syrien. Derfor er det afgørende, at det internationale samfund fastholder sit engagement i Syrien og nærområderne, der huser millioner af flygtninge”, siger Ulla Tørnæs i en pressemeddelelse fra Udenrigsministeriet.

”Den humanitære støtte omfatter også hjælp til at forbedre situationen i selve Syrien, hvor vores partnere blandt andet arbejder lokalt med at sikre basale ydelser. Det omfatter sundhed, vandforsyning og skolegang til børnene. Vi er derigennem med til at gøre en forskel for de civile syrere, der har været igennem ufattelige lidelser igennem den 8 år lange konflikt,” siger ministeren.

Det danske tilsagn

Tilsagnet på 675 millioner kroner er fordelt med 350 millioner kroner til humanitære bidrag og 325 millioner kroner til udviklingsindsatser.

Af de 350 millioner kroner til humanitære bidrag er der allerede udmøntet 54,4 millioner kroner gennem danske partnere, og nu fordeles yderligere 90 millioner kroner til akutte humanitære indsatser i hele Syrien. Det omfatter blandt andet nødhjælp og sikring af basale ydelser til særligt sårbare grupper, herunder internt fordrevne.

Der vil også blive givet et bidrag til FN i Libanon, hvor flygtningene udgør op mod en tredjedel af befolkningen. Desuden afsættes 130 millioner kroner til en ansøgningsrunde for danske civilsamfundsorganisationer, der er aktive med humanitære indsatser i relation til Syrien-krisen. Og endelig reserveres godt 75,6 millioner kroner i humanitær bistand til fordeling til andre formål i løbet af året, alt efter hvor behovene på det tidspunkt vil være størst.

De 325 millioner kroner til udviklingsindsatser omfatter et nyt bidrag på 200 millioner til langsigtede og sammenhængende indsatser for flygtninge, internt fordrevne, og berørte værtssamfund samt institutioner og organisationer i og omkring Syrien. Hertil kommer forventede indsatser gennem det regionale Syrien/Irak-stabiliseringsprogram på 125 millioner kroner.

Retsforfølgelse af de ansvarlige

Sideløbende med donorkonferencen afholdes et side-event om retsforfølgelse af de ansvarlige for overgrebene i Syrien – den såkaldte accountability-dagsorden.

Danmark, der sammen med flere ligesindede europæiske lande er medværter for denne event, har siden konfliktens start haft fokus på at sikre, at de ansvarlige kan stilles til ansvar for deres gerninger.

”Vi mener, at accountability-sporet er tæt forbundet med langsigtet fred og stabilitet. Derfor har vi fra dansk side støttet blandt andet IIIM, som i FN-regi arbejder for at efterforske og forberede bevismateriale til at retsforfølge de ansvarlige for overgrebene i Syrien,” siger Ulla Tørnæs.