Tørnæs nu glad for gas-aftale i Bolivia, skriver hun til Enhedslisten

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) udtrykker nu ”stor tilfredshed” med, at der er lavet en genforhandling af gas-aftalerne i Bolivia. Det gør hun i et svar til Enhedslistens Rune Lund, der har stillet spørgsmålet:

“Er ministeren stadig bekymret og negativt indstillet over for den genforhandling af gas-aftalerne, der er foregået mellem Bolivias regering og en række udenlandske selskaber – og som nu har resulteret i, at Bolivia har fået flere indtægter til udvikling og fattigdomsbekæmpelse?”

Ministeren svarer:

Jeg har på intet tidspunkt anfægtet den bolivianske regerings ret til at genforhandle eksisterende kontraktvilkår med internationale selskaber i gassektoren. Det har dog været vigtigt for Danmark, at sådanne ændringer gennemførtes, så de ikke undergravede investorernes tillid til de økonomiske rammevilkår i Bolivia, herunder ved at rejse tvivl om den retlige beskyttelse af investeringer.

Det er fortsat min opfattelse, at den måde genforhandlingen blev lanceret på – gennem et såkaldt nationaliseringsdekret den 1. maj 2006 og uden forudgående konsultationer med de berørte selskaber – i sin tid ikke var fremmende for den internationale tillid til den nye bolivianske regerings økonomiske politik.

Fra dansk side har vi derfor i vores løbende dialog med den bolivianske regering netop fremhævet den prioritet, vi tillægger en ansvarlig økonomisk politik i de lande vi samarbejder med, herunder politikker der fremmer indenlandske og udenlandske investeringer.

Det har hele tiden stået klart, at den nøjagtige rækkevidde af det bolivianske dekret først ville være kendt, når forhandlingerne mellem den bolivianske regering og de udenlandske gasselskaber var afsluttet.

Jeg noterer mig på denne baggrund med stor tilfredshed, at den bolivianske regering og de berørte udenlandske selskaber inden den fastsatte deadline 1. november d.å. nåede frem til en aftale, som alle parter har erklæret sig tilfredse med og som samtidig vil sikre en væsentlig stigning i skatter og afgifter til den bolivianske statskasse.

Det står dermed også helt klart, at der ikke er tale om en egentlig nationalisering, men derimod en genforhandling af kontraktvilkår i gassektoren.

Det er nu vigtigt, at Bolivias regering og det internationale donorsamfund i fællesskab sikrer, at både den bolivianske stats egne, gradvist stigende, midler og den internationale bistand anvendes effektivt til fattigdomsbekæmpelse og til fremme af en bæredygtig udvikling på centralt og decentralt niveau.

En konkretisering af Bolivias egne nationale udviklingsplan vil
være en væsentlig forudsætning for, at denne opgave kan gribes effektivt an, slutter Tørnæs.

Rune Lund, der er Enhedslistens udenrigsordfører, siger hertil:

– Det er en noget anden udmelding, end da Bolivias præsident, Evo Morales, den 1. maj 2006 annoncerede, at de udenlandske selskaber skulle spytte noget mere i den bolivianske statskasse, eventuelt i form af hvad Morales kaldte ”nationaliseringer”. Dengang udtalte Ulla Tørnæs bl.a. til Politiken den 6. maj, at der var tale om en ”ulykkelig beslutning for Bolivias folk”.

Rune Lund fortsætter:

– Det er godt, at Ulla Tørnæs nu melder ud, at hun er positivt indstillet over for den nye gasaftale i Bolivia. Det udstiller også endnu engang de pinlige udmeldinger og trusler om at skære i u-landsbistanden, da Evo Morales annoncerede genforhandlingerne af gas-aftalerne med de udenlandske selskaber.

– Brugen af ordet ”nationaliseringer” fra Evo Morales side fik Ulla Tørnæs til at se så rødt, at hun slet ikke var i stand til at se de bagvedliggende tanker, endsige så sig i stand til at glæde sig over, at Bolivia vil gøre noget aktivt for at bekæmpe fattigdommen i landet. Pinligt.