På et bestyrelsesmøde i Konservatives vælgerforening i Ikast-Brande onsdag meddelte partiets byrådsmedlem Tove Videbæk, at hun ikke genopstiller ved næste kommunalvalg. Det skriver Horsens Folkeblad.
Ifølge Videbæk selv skyldes det først og fremmest, at hun gerne vil have mere tid til sit formandsarbejde i foreningen, der støtter gadebørn i Nicaragua.
Tove Videbæk kom i Folketinget i 1998 for Kristeligt Folkeparti (senere Kristendemokraterne) og var i alt på Christiansborg i syv år. I 2008 skiftede hun til De Konservative, og i 2009 blev hun valgt til byrådet i Ikast-Brande Kommune for sit nye parti.
Derudover har hun siddet i regionsrådet i fire år og er De Konservatives suppleant til Europaparlamentet.
Mødet med gadebørnene
Engagementet i Nicaragua begyndte med et besøg, hvor den danske politiker tilbragte juleferien blandt gadebørn sammen med sin mand.
“Vi var berørte, da vi på lossepladsen så de vilkår, som børnene og deres familier lever under. Vi var nærmest grædefærdige”, fortalte Tove Videbæk til magasinet “Udfordringen” i 2012.
“Vi så masser af gadebørn på 5 til 15 år tigge eller sidde i midterrabatten og slikke på tomme pizzabakker og andet, som bilisterne smed ud til dem i farten”.
“Børnenes Liv”
“Da vi kom hjem efter jule-nytårs-turen til Nicaragua tjekkede vi nettet for at finde evt. kristne danske samarbejdspartnere. Vi fandt ingen”, sagde hun til magasinet.
“Vi etablerede derfor foreningen Børnenes Liv og kontaktede derefter en lokal protestantisk kirke i Nicaragua, som vi havde besøgt i julen. Vi vidste allerede, at de havde et stort hjerte for disse børn og i flere år havde udført et effektivt arbejde blandt dem”, fortsatte hun.
“For at gøre en lang historie kort, besøgte jeg nu i sommerferien (2012) – sammen med Hugo Martinussen fra bestyrelsen samt en konsulent – den lokale Verbo-kirke, som arbejder for at hjælpe børn, der lever på gaden i Nicaragua”.
“Verbo deler mad ud til tusinder af børn hver dag. De driver skoler og giver lektiehjælp til flere hundrede børn. De giver også praktisk træning til teenagere, så de kan klare sig selv økonomisk, og hjælper de boglige med at komme på universitetet. Og meget mere”.
“Det er uforståeligt for os, at familier med børn kan leve under disse forhold, siger Tove Videbæk.
At gøre en forskel
Og så er der mindet om pigerne, som var blevet misbrugt på alle mulige måder, men nu bor på et børnehjem, hvor omsorgsfulde voksne hjælper dem.
Så var der skolerne, hvor børnene lærer noget, så de senere kan blive selvforsørgende, skrev “Udfordringen”.
Man kan læse mere om foreningen “Børnenes Liv” på
Et lille partis omtumlede historie
(fra Kristendemokraternes netsted)
Politiske partier, der i deres navn og grundlag markerer et udspring i kristne værdier, findes i næsten alle europæiske lande og i mange lande uden for Europa.
I Skandinavien blev det norske Kristelig Folkeparti stiftet i 1933, det finske i 1958 og det svenske i 1964.
I Danmark har der været flere tilløb til at danne et kristeligt parti. Men det var først, da den borgerlige VKR-regering i slutningen af 1960’erne frigav billedpornografien og liberaliserede abortloven markant, at der blev taget konkret initiativ til at stifte det parti, der fik navnet Kristeligt Folkeparti.
Sådan begyndte det
Stiftelsen fandt sted den 13. april 1970 på Unge Hjems Højskole ved Århus, hvor også formand og næstformand for det norske søsterparti deltog.
Allerede den 11. marts 1971 kunne stifterne aflevere 21.338 underskrifter til indenrigsministeriet, mere end rigeligt til at gøre partiet opstillingsberettiget ved folketingsvalget den 21. september 1971.
Ved dette, Kristeligt Folkepartis første, folketingsvalg manglede der omkring 600 stemmer i, at partiet blev repræsenteret på Christiansborg.
Medlemstallet nåede i løbet af 1972 op på over 7.000. Mange medlemmer havde ikke tidligere været politisk aktive, og mange kom fra etablerede partier – herunder partier, der ikke længere var repræsenteret i Folketinget, fx. Liberalt Centrum og Dansk Samling.
De første år var naturligt nok præget af de store forskelle, der var i medlemsskaren. Denne brydningstid resulterede bl.a. i, at den første landsformand, overlæge Jacob Christensen fra Horsens, på et hovedbestyrelsesmøde den 10. marts 1973 forlod partiet.
I Folketinget i 1973
Den daværende næstformand, overlærer Jens Møller fra Kolding, overtog formandsposten. Efter splittelsen i marts 1973 troede mange, at partiets dage var talte, men tværtimod øgedes tilslutningen.
Ved folketingsvalget den 4. december 1973 opnåede partiet dobbelt så stor vælgeropbakning som ved valget i 1971, og fik syv mandater valgt.
Medlemstallet fortsatte sin stigning, og i løbet af 1974 nåede Kristeligt Folkeparti de første 10.000 medlemmer og i 1975 11.000.
Inden for partiets første år organiserede Kristeligt Folkeparti sig i alle amter, og hurtigt blev der også dannet partiforeninger i de fleste kredse og i mange kommuner.
I firkløver-regeringen
I september 1982 gik Kristeligt Folkeparti ind i firkløver-regeringen sammen med Det konservative Folkeparti, Venstre og Centrumdemokratterne.
Skoleinspektør Christian Christensen, der var blandt partiets syv første folketingsmedlemmer, blev miljøminister og minister for nordiske anliggender.
Som regeringsparti og med en ihærdig minister oplevede partiet fornyet fremgang ved folketingsvalget den 10. januar 1984. Regeringsdeltagelsen gav dog også anledning til nogen uro, både inden for og uden for partiet.
Det resulterede bl.a. i, at det nordjyske folketingsmedlem Arne Bjerregaard brød med partiet i foråret 1987, og ved folketingsvalget i september 1987 måtte Kristeligt Folkeparti notere en mindre tilbagegang.
Efter valget blev daværende landsformand Flemming Kofod-Svendsen udpeget som boligminister. Firkløver-regeringen holdt til juni 1988, hvor Kristeligt Folkeparti sammen med CD måtte afgive pladsen til de radikale.
I maj 1990 trådte Flemming Kofod-Svendsen tilbage som landsformand og blev afløst af den 26-årige lærer Jann Sjursen fra Næstved.
Efter folketingsvalget den 12. december 1990 kom Kristeligt Folkepartis folketingsgruppe til at bestå af Flemming Kofod-Svendsen, valgt i Københavns amt; Knud Glønborg, valgt i Nordjylland amt; Inger Stilling Pedersen, valgt i Århus amt og Henning Lysholm Christensen, valgt i Ringkøbing amt.
I regering – og ud af Folketinget
Den 26. januar 1993 indtrådte Kristeligt Folkeparti i en ny fireparti-regering med Poul Nyrup Rasmussen som statsminister og bestående af Socialdemokratiet, Centrumdemokratterne, Det radikale Venstre og Kristeligt Folkeparti.
Landsformand Jann Sjursen blev udnævnt til ny energiminister og Flemming Kofod-Svendsen udnævnt til boligminister samt minister for nordiske anliggender og Østersø-spørgsmål.
Valgperioden 1990-94 var præget af de to EU-afstemninger. Især anbefalingen af et nej ved den første folkeafstemning i 1992 gav anledning til en del indre uro i partiet. Selv om et markant flertal i ledelsen bakkede op om partiets regeringsdeltagelse, gav den alligevel anledning til uro i flere vigtige spørgsmål.
Ved folketingsvalget den 21. september 1994 oplevede partiet en tilbagegang på 0,5 pct. og landede med 1,8 pct. ca. 5.000 stemmer under spærregrænsen på to procent.
Dagen efter valget påbegyndtes indsamling af underskrifter for at sikre Kristeligt Folkeparti opstilling til næste folketingsvalg. Disse underskrifter blev afleveret og godkendt et halvt år efter.
Tilbage i Folketinget
Torsdag 19. februar 1998 udskrev statsminister Poul Nyrup Rasmussen pludselig det valg, Kristeligt Folkeparti havde gået og ventet på i over tre år. Valgkampen blev kort og hektisk. Ved valget 11. marts fik partiet 85.631 stemmer, 24.124 flere end ved forrige valg.
Resultatet udløste fire folketingsmandater og var kun knap 3.000 stemmer fra det femte mandat.
De fire valgte blev: Landsformand Jann Sjursen, valgt i Århus Amt; direktør Ole M. Nielsen, valgt i Nordjyllands Amt; pastor Flemming Kofod-Svendsen, valgt i Københavns Amt; TV-direktør Tove Videbæk, valgt i Ringkøbing Amt.
I august 2001 blev folketingsgruppen udvidet til fem medlemmer, da løsgængeren Frank Dahlgaard meldte sig ind i Kristeligt Folkeparti.
Ved folketingsvalget 20. november 2001 bevarede Kristeligt Folkeparti med 2,3 pct. af stemmerne sine fire mandater. Flemming Kofod-Svendsen genopstillede ikke, og i hans sted blev viceskoleleder Bodil Kornbek valgt i Københavns Amt. Frank Dahlgaard stillede op i Vestre Storkreds, men opnåede ikke valg.
Ved kommunal- og amtsrådsvalget, der blev afviklet samme dag, fik Kristeligt Folkeparti en stemmefremgang på ca. 25 pct. Det betød en fordobling af antallet af amtsrådsmedlemmer fra to til fire.
I september 2002 måtte Ole M. Nielsen forlade Folketinget på grund af sygdom og overlade pladsen til Mogens Nørgaard Pedersen. Dermed var Kristeligt Folkepartis fire folketingsmedlemmer: Jann Sjursen, valgt i Århus Amt, Tove Videbæk, valgt i Ringkøbing Amt, Bodil Kornbek, valgt i Københavns Amt, og Mogens Nørgaard Pedersen, valgt i Nordjyllands Amt.
Ved landsmødet i oktober 2002 trak Jann Sjursen sig tilbage som landsformand for at hellige sig arbejdet som formand for folketingsgruppen. Han blev afløst af den 29-årige gymnasielærer Marianne Karlsmose, Ribe amt.
I maj 2003 trak Jann Sjursen sig også som gruppeformand, da han var uenig i den strategi, som den nye ledelse lagde for partiet. Han blev afløst af Mogens Nørgaard Pedersen (Sjursen har senere meldt sig helt ud af partiet, red.).
Marianne Karlsmose ønskede at give partiet en skarpere profil og knytte partiet nærmere til den kristendemokratiske bevægelse. Det resulterede i, at Kristeligt Folkeparti på sit landsmøde den 25.-26. oktober 2003 besluttede at ændre sit navn til Kristendemokraterne.
Ved landsmødet i oktober 2005 trak Marianne Karlsmose sig tilbage som landsformand. Hun blev afløst af den 44-årige Bodil Kornbek fra Københavns Amt (der trak partiet til venstre, red.).
Ud af folketinget igen
Ved folketingsvalget i 2005 fik Kristendemokraterne kun 1,7 pct. af stemmerne og måtte derfor atter forlade Christiansborg. Det var ca. 20.000 stemmer mindre i forhold til valget i 2001. Partiet opnåede heller ikke at komme i folketinget ved valget i 2007 (hvor man pegede på Helle Thorning som statsministerkandidat, red.).
Ved Landsmødet i 2008 blev partiets nye principprogram vedtaget og den 54-årige Bjarne Hartung Kirkegaard fra Bornholm valgt til formand (Bodil Kornbeks fløj tabte, red.).
Fra wikipedia:
Det hidtidige konservative folketingsmedlem, Per Ørum Jørgensen, meldte sig ind i Kristendemokraterne 21. juni 2010 og gav derved partiet repræsentation i Folketinget, selv om det ikke kom ind ved valget i 2007.
Han udtalte, at han støttede regeringen, men at der ikke var tale om en blankocheck, for ambitionen var at fratage Pia Kjærsgaard sin magt. Per Ørum Jørgensen blev kort efter folketingsvalget valgt som formand for Kristendemokraterne ved partiets landsmøde i 2011.
Per Ørum Jørgensen meddelte den 5. september 2012 at han med øjeblikkelig virkning trak sig som formand for Kristendemokraterne og forlod partiet. Dette skete efter et møde i Kristendemokraternes vestjyske storkreds dagen før, da et flertal ikke ville genindstille ham som formandskandidat til landsmødet i oktober.
Den nu 55-årige skolelærer fra Hillerød, Stig Grenov, blev i stedet ny landsformand i oktober 2012.
Heller ikke ved valget i september 2011 var KD i nærheden af at komme ind på Christiansborg igen. Ved valget i juni i fjor gik partiet en smule frem og opnåede 29.077 stemmer, hvilket svarede til 0,8 procent af alle gyldige stemmer. Men ind kom man ikke.
Landsformænd
* Jakob Christensen (1970-73)
* Jens Møller (1973-1979)
* Flemming Kofod-Svendsen (1979-1990)
* Jann Sjursen (1990-2002)
* Marianne Karlsmose (2002-2005)
* Bodil Kornbek (2005-2008)
* Bjarne Hartung Kirkegaard (2008-2011 )
* Per Ørum Jørgensen (2011-2012)
* Stig Grenov (2012-
Ministre
* Christian Christensen, miljøminister og minister for nordisk samarbejde (1982-88)
* Flemming Kofod-Svendsen, boligminister (1987-88) samt boligminister og minister for nordisk samarbejde og Østersøspørgsmål, minister igen 1993-94
* Jann Sjursen, energiminister (1993-94)
Se også om det for længst nedlagte lille midterparti, Liberalt Centrum, hvorfra flere personer søgte over i Kristeligt Folkeparti og tog en del tankegods med sig – ikke mindst om u-landshjælpen -, på
http://globalnyt.dk/content/lysende-nu-glemt-politisk-begavelse-fylder-90
