I april 2013 omkom 1.138 ansatte, langt de fleste syersker, da tekstilfabrikken Rana Plaza styrtede sammen i Bangladesh. De fleste overlevende har fysiske eller psykiske mén. Det ved arbejdsgiverne i området ved hovedstaden Dhaka og derfor fravælger de at ansætte ofrene.
Det har store konsekvenser for dem, som forsøger at få fodfæste i deres liv efter Rana Plaza, skriver Mellemfolkeligt Samvirke (MS) på sit website torsdag.
19-årige Ariti Rani Das har arbejdet i tekstilindustrien siden hun var 17. Nu forsøger hun at finde et nyt job.
”Jeg var bange og havde ikke lyst til at gå ind i fabrikken den dag”, fortæller Arati Rani Das om den dag ulykke skete.
Hun sidder i et lokale i byen Savar, nogle timers kørsel uden for Dhaka, sammen med fem andre overlevende. Her kommer hun to gange om ugen, for at deltage i en støttegruppe, som ActionAid Bangladesh og MS står for.
“Omkring kl. 9 hørte jeg en høj lyd”
Arati Rani Das havde som de fleste andre ansatte på Rana Plaza hørt rygtet om en revne i bygningen. Men hendes overordnede forsikrede om, at alt var i orden. Desuden ville hun blive trukket en hel månedslån, hvis ikke hun kom på arbejde.
”Omkring kl. 9 hørte jeg en høj lyd. Folk begyndte at løbe, men jeg nåede kun et par meter. Da jeg vågnede i murbrokkerne troede jeg, at der var gået nogle timer. Jeg kan bare huske, at jeg var meget tørstig.”
I realiteten var der gået to døgn, og redningsarbejderne fandt kun Arati Rani Das, fordi hun råbte på vand.
På hospitalet amputerede lægerne hendes højre ben, fordi det var blevet knust under sammenstyrtningen. Arati Rani Das måtte tilbringe tre måneder på hospitalet.
Hendes far og tre yngre søstre besøgte hende dagen efter indlæggelsen, men hun kunne ikke genkende dem. Derfor måtte de vente med at fortælle hende, at deres mor ikke overlevede, da Rana Plaza kollapsede.
Jagten på et job
Læs videre på
http://www.ms.dk/nyhed/rana-plaza-stigmaet
