JUBA/ROM, 22. april 2015 (WFP): FN’s Fødevareprogram (WFP) er dybt bekymret over skæbnen for tre ansatte, der forsvandt i Sydsudans delstat Upper Nile tidligere på måneden, skriver organisatioen i en pressemeddelelse onsdag..
“Vi er meget bekymrede over vores savnede kollegers skæbne og arbejder hårdt for deres sikre tilbagevenden,” siger WFP’s eksekutivdirektør Ertharin Cousin. “Vores medarbejdere tager hver dag enorme risici for at bringe afgørende hjælp til mennesker i nød.”
De tre medarbejdere fra WFP forsvandt den 1. april på vej til en fødevaredistribution. De rejste i en konvoj fra Malakal til Melut, som transporterede fødevarer til tusindvis af konfliktramte mennesker, da kampe mellem forskellige befolkningsgrupper ifølge vidner brød ud langs vejen. WFP mistede kontakten med de tre mænd og har ikke hørt fra dem siden, til trods for intense bestræbelser på at nå dem.
Sikkerhedssituationen forværret
De tre medarbejderes forsvinden kommer midt i en generel forværring af sikkerhedssituationen og stigende chikane af humanitære hjælpearbejdere i hele landet. WFP frygter, at den forværrede sikkerhedssituation i visse dele af Sydsudan vil gøre det sværere for humanitære organisationer at nå konfliktramte samfund med hårdt tiltrængt assistance, netop som den magre sæson forventes at begynde.
“Vi er ligeledes bekymret over forholdene for uskyldige mennesker, især kvinder og børn, der lider under følgerne af denne konflikt,” tilføjer Cousin. “Vi er forpligtet til at hjælpe det sydsudanesiske folk, så godt vi kan, men vi kan ikke udføre vores livreddende arbejde, medmindre de nationale og lokale myndigheder er villige og i stand til at beskytte det humanitære personale.”
På grund af stigende bekymring for personalets sikkerhed revurderer WFP sine muligheder for at arbejde i visse dele af delstaten Upper Nile. Organisationen har planer om midlertidigt at reducere sine aktiviteter i de områder, hvor den ikke længere mener, det er sikkert at arbejde.
“Vi beklager, at vi midlertidigt må suspendere fødevarehjælp i Akoka og Fashoda,” siger WFP’s vicelandedirektør Eddie Rowe i Juba. “Vi håber at kunne genoptage arbejdet, så snart vi har de nødvendige forsikringer om, at vores medarbejdere og samarbejdspartnere kan arbejde sikkert.”
WFP har arbejdet sammen med myndighederne i Juba, Malakal og Akoka i et forsøg på at skaffe oplysninger om, hvor de tre forsvundne medarbejdere befinder sig, uden held.
10 nødhjælpsarbejdere dræbt i delstaten
FN oplyser, at 10 nødhjælpsarbejdere er blevet dræbt i delstaten Upper Nile siden starten af konflikten i Sydsudan for mere end 16 måneder siden.
En anden WFP-kollega, Mark Diang, blev bortført i oktober 2014 fra lufthavnen i Malakal, hovedstaden i delstaten Upper Nile og er ikke blevet hørt fra siden. WFP er alvorligt bekymret for hans sikkerhed og fortsætter med at følge op med regeringen omkring hans status.
I Sydsudan har 2,5 millioner mennesker startet året i usikkerhed om, hvor deres næste måltid skal komme fra. Fødevaresikkerhedsanalytikere mener, at dette antal vil stige med begyndelsen af den magre sæson i maj. WFP har som mål at hjælpe omkring 3 millioner mennesker i landet i 2015.