“Død eller frihed” råber kvinder i Tehrans gader. De går med bannere og løftede knytnæver så langt øjet rækker. For de vil ikke tvinges til at gå med tørklæde, som præstestyret befaler.
(Foto: Alain MINGAM/Gamma-Rapho via Getty Images)
Scenariet udspiller sig i en fransk dokumentarfilm, som Amnesty indleder arrangementet på Kvindernes Kampdag med at vise på storskærm. Filmen kunne lige så vel være optaget i løbet af det sidste halve år, hvor kvinder har protesteret mod det islamiske præstestyres tvang og brutalitet. Men det er den ikke. Den er fra 1979 og optaget i forbindelse med de 8. marts-protester, der fandt sted dengang.
“Mange af de slogans, som blev råbt på gaderne dengang, er nærmest ord for ord, hvad kvinderne – og mændene for den sags skyld – råber højt lige nu i Iran,” fortæller Mozhdeh Ghasemiyani, der moderer samtalen mellem de tre paneldeltagere. Hun er psykolog hos Læger uden Grænser og har selv tilbragt størstedelen af sin barndom på flugt fra Irans islamiske præstestyre.
Filmens handling foregår få måneder efter, at Shah Pahlavi er blevet væltet af tronen af de unge revolutionere kræfter, og religiøse overhoveder har sat sig på magten. Dagen inden kvindernes internationale kampdag i 1979 udsteder den religiøse leder Ayatollah Khomeini et dekret, som påbyder kvinder at bære tørklæde på offentlige arbejdspladser.
“At vi skulle gå med tørklæde kunne ikke engang min analfabetiske mor forestille sig. At vi skulle blive tvunget til den slags,” fortæller 59-årige Farideh Azadi, som boede i Iran under protesterne.
Farideh Azadi
Azadi er 59 år og født i Iran. Hun tog del i revolutionen i 1979 som del af en venstreorienteret gruppe og måtte senere flygte ud af landet under præstestyret.
Hun kom til Danmark som politisk flytning i 1986, og i dag arbejder hun som IT-sikkerhedskonsulent.
Efter seks dage med protester giver kvindernes kampråb endelig genlyd i præstestyrets religiøse højborg i byen Qom, og Khomeini trækker dekretet tilbage. En stor sejr for den iranske kvindekamp, omend en kortvarig én af slagsen.
For siden da er det lykkedes ypperstepræsterne at påbyde kvinder at gå med hijab og dække deres former til. De må heller ikke danse, se fodbold på stadion eller rejse uden deres mænds tilladelse.
Tilbage til revolutionen
Optagelserne af de arrige iranske kvinder minder os om, at landets kvindekamp har lige så mange år på bagen som præstestyret selv.
I slutningen af 1970erne er Farideh Azadi gymnasieelev på en skole i Ardabil i det nordlige Iran, hvor hun går på matematik-fysik-linjen. Og det er en dag i gymnasiet, at Farideh for alvor får øjnene op for, hvad det er for et samfund, hun lever i.
Det er under Shahens tid og hun og nogle af de andre piger i skolen udveksler bøger. Hun får fat i en bog af den iranske forfatter og samfundskritiker Samad Behrangi, der hedder ’Den Lille Sorte Fisk’. Da pigerne rækker Farideh bogen, siger de til hende, at hun godt må læse den, hvis ikke hun viser den til nogen. Historien om fisken, der, drevet af videbegær og frygtløshed, svømmer med bække og floder mod det store hav, kan nemlig læses som en allegori over iranernes kamp mod politisk despoti.
Du er først din fars pige, og når du så bliver gift, er du din mands kone
Farideh Azadi
Det er en tid, hvor væggene har mus, og musene har ører. Så Farideh og hendes venner holder sig til at tale om lighed og frihed, når de er sikre på, at ingen kan høre dem. Men livet med politisk ufrihed får til sidst den unge Farideh til at melde sig ind i en venstreorienteret gruppe, der ønsker at afsætte shahen for et frit Iran.
Mænd før kvinder
“I starten af revolutionen var kvinders rettigheder ikke på dagsordenen. Det er først lige omkring tørklædepåbuddet den 7. marts, at kvinderne for alvor går i gaderne. Den her gang råber de om deres rettigheder og ikke bare frihed for Iran,” fortæller Mozhdeh Ghasemiyani.
Og selvom revolutionen var en frihedskamp for alle, hæftede Farideh sig allerede dengang ved ulighederne mellem mænd og kvinder, døtre og sønner. Kvinder kom i anden række og var kun noget i kraft af mænd.
“Du er først din fars pige, og når du så bliver gift, er du din mands kone,” forklarer Farideh.
Hvis forældrene var ude af stand til at betale for alle børnenes uddannelse, fik drengene altid fortrinsret. Det betød, at hendes mor levede hele sit liv som analfabet, mens hendes brødre blev læger, ingeniører og højesteretsdommere.
En generation senere
Utilfredse iranere har gentagne gange fyldt Irans gader siden 8. marts protesterne i 1979. De var der i 1999, da regeringen lukkede den reformistiske avis Salam. Igen i 2009 med Den Grønne Bevægelse, hvor en million iranere gik på gaden imod valgsvindel. Og endnu senere i 2017 og 2019, hvor de protesterede mod regeringens økonomiske politik og de stigende priser på gas.
Maria Kafaei Zandeh Del er anden generation af frihedsberøvede iranere og startede sin aktivistiske karriere under Den Grønne Bevægelse.
Maria Kafaei Zandeh Del
Hun er født i Iran og flygtede som helt lille til Danmark i 1993 med sin familie. Hendes familie var kritikere af præstestyret, og hendes onkel blev henrettet under massehenrettelserne i 1988.
Maria har en kandidatgrad i Mellemøstlig sprog og samfund. Hun er aktivist og arbejder for at udbrede et mere nuanceret billede af Mellemøsten blandt andet gennem events og debatter.
Aktivismen ligger i Marias dna. Hun kommer fra en familie, som i to generationer har været politisk aktiv, og flere af hendes familiemedlemmer er blevet henrettet og fængslet.
Da Maria er fire år gammel, står hun og hendes familie ved grænsen til Kurdistan og Irak. På flugt fra styret er de på vej til Tyrkiet. Men familiens menneskesmugler er først og fremmest stikker, og familien ender i Evinfængslet, berygtet for dets henrettelser og tortur mod politiske aktivister, menneskerettighedsforkæmpere og journalister.
Sammen med sin mor og lillebror sidder hun indespærret under kummerlige forhold i halvandet år, mens hendes far tilbringer yderligere to og et halvt år bag tremmer.
Familien kommer til Danmark i 1993, og i 2009 dukker Maria op til en demonstration i København.
“At være vokset op blandt politiske aktivister føltes skræmmende i starten. Men Den Grønne Bevægelse i 2009 vækkede nogle følelser i mig, som gjorde, at jeg følte mig nødsaget til at gå ind i kampen,” fortæller Maria.
Da angsten frøs en hel generation
Hverken protestbevægelser eller frihedskæmpende kvinder er et nyt fænomen i Iran. Det er Farideh og Maria levende beviser på. Men i dag er kvinderne og kvinderettigheder i centrum for protestbevægelsen. Det er første gang siden 1979, at kvinderne går forrest, og kvindespørgsmålet fylder mest i demonstrationerne.
(Foto: Ying Tang/NurPhoto via Getty Images)
Det er især den yngre generation af iranske kvinder, der er stormet ud på gaderne med kampråb, utildækket hår og benzin til at brænde politibiler af. Samtidig har det taget længere tid for kampgejsten at finde plads hos den ældre generation af iranere, fortæller Mozhdeh Ghasemiyani.
Protesterne har løsnet op i mange følelser og på en måde gjort mig fri fra gamle spændinger. Fra vores ældre generations spændinger
Farideh Azadi
De ønsker frihed ligesom de unge. Men den ældre generation af iranere og kurdere, som Farideh eller Marias forældre repræsenterer, har betalt en høj pris for deres frihed, understreger Mozhdeh. De har været på flugt og i fængsel, udsat for tortur og mistet familiemedlemmer.
“Mental og følelsesmæssig tortur kan gøre, at en hel befolkning bliver handlingslammet og ikke er i stand til at kæmpe for dens frihed. Det er noget, som har spillet en enormt stor rolle i forhold til, hvordan forældregenerationen har reageret på Mahsa Amini-bevægelsen,” fortæller Mozhdeh.
For mange er det vendt, og protesterne har hjulpet generationen med at bearbejde den angst, som har gjort dem ude af stand til at handle i så mange år.
“Protesterne har løsnet op i mange følelser og på en måde gjort mig fri fra gamle spændinger. Fra vores ældre generations spændinger,” fortæller Farideh.
SoMe som krigsvåben
På torsdag er det et halvt år siden, at de landsdækkende protester i Iran begyndte efter drabet på den 22-årige kurdiske kvinde Mahsa Amini. Siden da har protesterne fundet sted over hele Iran og på tværs af samfundsklasser og etnicitet. Ikke mindst har de fyldt på sociale medier, hvor information og vidnesbyrder om præstestyrets vold mod befolkningen florerer.
Digital aktivisme er et våben i frihedskampen, som tidligere generationer af iranere ikke havde til rådighed, men som uden tvivl kendetegner Mahsa Amini-bevægelsen. Derfor har regimet også forsøgt sig med netværksafbrydelser og blokeringer af adgangen til medier som TikTok, Instagram og Facebook.
Melisa Pour
Hun er 24 år og født og opvokset i Danmark, men hendes rødder er iranske.
Siden protestbevægelserne brød ud i september 2022, har Melissa brugt digital aktivisme og musik til at skabe opmærksomhed om Iran.
24-årige Melisa Pour er en af dem, der deler på livet løs. Hun er dansk-iransk sangerinde og bruger sin musik og sin digitale platform til at sprede opmærksomhed om situationen i Iran.
Melisa er født og opvokset i Danmark og kan ikke sådan lige tage til Iran for at kaste sten mod politiet eller klippe håret af sammen med sine jævnaldrende. Alligevel har protesterne trykket til hendes iranske rødder, så hun føler et ansvar for at tage del i bevægelsen.
“Det, der er fantastisk ved den her bevægelse, er, at det har vækket en aktivisme og en følelse af tilknytning til Iran hos iranere, som bor i eksil i hele verden,” siger Mozhdeh Ghasemiyani.
Diasporaens stemmer
At der er stemmer uden for Iran, der bruger sociale medier til at holde verdens blik rettet mod præstestyrets forbrydelser, er afgørende for iranernes vilje til at fortsætte. Det mener Mozhdeh, der tydeligt kan huske, hvordan hendes egen far orienterede sig ud mod verden, da han kæmpede for frihed i Iran tilbage i 1980erne.
“Jeg kan huske, da jeg var en lille pige, og vi var på flugt i bjergene i Kurdistan. Min far havde en kæmpe radio, som han tændte konstant, når han var sammen med os, og som jeg var pisse træt af. Så skulle han høre radio Amerika, og så Israel, og så Iran, BBC og CNN. Det blev bare ved dag og nat,” fortæller Mozhdeh.
“Jeg spurgte ham tit: ‘hvad er det, du lytter efter? Vi bor i et hul, og vi kan dø når som helst, så hvorfor er det så vigtigt?’ Og til det svarede han: ‘jeg lytter efter, om der er nogen, der snakker om Iran. Om der er nogen, der snakker om os. Om der er nogen, der husker, at vi faktisk sidder i det her hul, og at vi ikke bliver glemt.’ Det var først, da jeg blev ældre, at jeg forstod, at stemmer udefra har en kæmpe betydning for, at vi mennesker overlever mentalt, når vi går i gang med en revolution og kæmper dag og nat.”
