For tredje år i træk: Drab på næsehorn falder i Sydafrika

a2575b17-fd6d-46bb-ada4-4f4e5926e9fa
Thomas Jazrawi

Antallet af dræbte næsehorn falder for tredje år i træk i Sydafrika, viser nye tal fra WWF. I 2017 blev der dræbt 1.028 næsehorn. Det er 26 færre end året før. Antallet af dræbte næsehorn er dog stadig alarmerende højt i verdens sidste land med en større bestand af de store dyr. 

Det skriver WWF i en pressemeddelelse torsdag. 

Set over en længere periode er antallet af dræbte næsehorn eksploderet. Over de sidste 10 år er krybskytteriet nemlig vokset: I 2007 blev der kun dræbt 13 næsehorn, hvilket sætter tallet på de 1.028 fra 2017 i et trist perspektiv.

I 2014 blev der dræbt rekordmange næsehorn i Sydafrika: Hele 1.215 måtte lade livet for krybskytternes kugler. Derfor er det en god nyhed, at der i 2017 blev dræbt 187 færre næsehorn end i rekordåret 2014.

”Det betyder desværre ikke, at problemet er løst. Der er kun knap 25.000 næsehorn tilbage i Afrika, og krybskytteriet er eksploderet de sidste 10 år. I WWF arbejder vi hårdt for at stoppe krybskytteriet – og det haster”, siger Jacob Fjalland, international programchef i WWF Verdensnaturfonden.

Der findes ca. 20.000 hvide (bredsnudede) næsehorn i Afrika og ca. 5.000 sorte (spidssnudede) næsehorn (https://da.wikipedia.org/wiki/Sort_n%C3%A6sehorn).

I slutningen af 1960’erne var der ca. 70.000 sorte næsehorn i Afrika. En stigning i krybskytteriet nedbragte antallet af næsehorn med 96 procent mellem 1970 og 1992. I 2011 blev tre underarter af det sorte næsehorn erklæret uddøde.

For bare 150 år siden vrimlede det ellers med sorte og hvide næsehorn på Afrikas savanner – formodentlig var der over en million dyr.

Trusler mod afrikanske næsehorn

Tab af levesteder og krybskytteri er de største trusler.

I dag er illegal handel med næsehornets horn en af hovedtruslerne mod det store dyr. Hornet bliver især brugt til udsmykning og i traditionel asiatisk medicin, hvor man tror, at pulveret har en helbredende effekt.

Vietnam står for den største import og illegale handel med næsehornshorn, men også Thailand, Kina og Hong Kong importerer de ulovlige horn.

Krybskytteriet på næsehorn og andre store afrikanske dyr er de seneste år blevet mere organiseret, og banderne har taget automatvåben i brug. Dels for at nedlægge de store (og svagsynede) dyr, dels for at beskytte sig mod vagter og patruljer. Prisen på næsehornshorn kan løbe op i svimlende 500.000 kroner pr. kg.

Det gør WWF
WWF hjælper med at takle de største trusler mod de afrikanske næsehorn. F.eks ved at udvide og styrke naturreservater, bevare næsehornets levesteder og hjælpe med at kortlægge og bekæmpe den illegale handel med næsehornshorn.

Der bliver gjort en konstant indsats for at øge sikkerheden i de beskyttede næsehornsområder ved at uddanne og lønne rangers. WWF investerer i de nyeste teknologier, så man kan lave effektiv overvågning med f.eks. droner og infrarøde kameraer til brug i kampen mod krybskytteri, hedder det.

Man flytter også næsehorn til nye fjerne, utilgængelige og hemmelige steder for at holde det organiserede krybskytteri i skak.

Sammen med TRAFFIC stiftede WWF i 2014 ’Wildlife Crime Initiative’ (WCI). Gennem WCI bliver der arbejdet hårdt på at bekæmpe det kritisk høje krybskytteri mod næsehorn og andre store afrikanske dyr. Målet er, at krybskytteri, handel og efterspørgsel på næsehornshorn skal være halveret inden 2024.