Af Ahlam Chemlali, Dignity
Videoer af vold og tortur er blevet mere udbredte og kan findes i massevis på sociale medier såsom Youtube. Brugen af krigstrofæer er ikke ny, men ikke desto mere skræmmende og i sig selv nedværdigende.
Screendump fra Youtube
For nylig dukkede der for første gang billeder op af en dansker fotograferet med lig og afhuggede hoveder i Syrien. På et af billederne knæler han, mens han holder hånden hen over et afhugget hoved, der ligger på jorden.
Et par andre viser afhuggede hoveder spiddet på et hegn sammen med maltrakterede og blodige lig.
De sidste to billeder viser danskeren, der smiler og poserer, mens han peger på afhuggede hoveder og en hovedløs krop, der hænger fastgjort til hegnet.
Den gruopvækkende billedserie adskiller sig ikke fra andre ekstremt blodige billeder på nettet ekstremt fra krigen i Syrien. Og i virkeligheden heller ikke fra andre eksempler i historien. For krigstrofæer har eksisteret lige så længe der har været krig.
De fleste af de gamle civilisationer i Mesoamerika, som Olmekerne, Mayaerne og Aztekerne praktiserede en form for ‘menneskelige trofæer’, når de var i krig. De puttede afhuggede hoveder på spyd og lavede halskæder med afskårne ører. Fanger taget under krigen blev rituelt tortureret og ofret, oftest i fuld offentlighed.
I det gamle Grækenland og Rom blev militære sejre mindet med en udstilling af tilfangetagne våben og kropsdele.
Nogle af de første krigstrofæer går tilbage til mytologien som oliemaleriet af den græske helt Achilleus, der trækker liget af Hector bag sin hestevogn efter succes i den trojanske krig. Billedet er et tidligt testamente på, at krig ofte fører til, at den sejrende offentligt og grafisk viser deres blodige triumf over deres fjender.
Nutidens krigszoner
I en tid med smartphones og sociale medier når mængden af krigstrofæer helt nye højder.
Evnen til at dele foruroligende, makabre billeder og videoer til offentligheden øjeblikkeligt har gjort tortur og lidelse til et offentligt anliggende.
Krigstrofæer er blevet brugt rigtigt meget i krigene i Syrien, Irak, Afghanistan og Libyen. Under krigen i Libyen i 2011 blev en megen tortur og mange voldtægter dokumenteret på video på mobiltelefoner.
Filmet tortur synes at have været en form for underholdning og fornøjelse samtidig med, at det var en let måde at sprede og eksponere frygt i samfundet.
Under mine feltstudier i Libyen efter krigen i 2011, oplevede jeg på førstehånd, hvordan militsmedlemmer talte om videoer med voldtægt, tortur eller grov vold. Videoerne blev sendt rundt, og jeg fik selv set en del.
Nogle af videoerne af voldtægt og tortur var så udbredte og populære, at personerne i videoerne fik tilnavne som “Slagteren fra Misrata” eller “Voldtægtsmanden fra Brega”. De blev nærmest gjort til karakterer i en gyserfilm. Forskellen var bare, at det ikke var Hollywood, men virkelighed.
Jeg kan huske, at jeg så en video optaget på en iPhone fra Libyen, der gik viralt i 2011. CNN fik også en kopi af den.
Filmen viser en kvinde blive seksuelt misbrugt. Den viser to mænd i civilt tøj stående over en nøgen kvinde, der er bundet og nede på alle fire med ansigtet mod gulvet. Manden bag hende, putter et kosteskaft op i bagen på hende. “Jeg kan ikke holde det ud! Jeg kan ikke bære det,” skriger kvinden. “Lad os skubbe den længere ind,” siger en mandlig stemme off-kamera. “Nej, nej, det er nok!,” tigger kvinden.
Tortur forekommer langt fra kun i diktaturer. Også i demokratiske lande er den udbredt.
Det vakte stor bestyrtelse, da canadiske aviser i 1990’erne offentliggjorde fotografier af canadiske soldater, der holdt en pistol for tindingen af en ung fange i Somalia. Kort efter blev han dræbt. Italienske soldater tog trofæfotografier af sig selv, da de voldtog en somalisk kvinde.
Fra slutningen af 2003 til begyndelsen af 2004 begik flere soldater fra den amerikanske hær og CIA i Irak menneskerettighedskrænkelser mod fanger i Abu Ghraib-fængslet. Fangerne blev fysisk og seksuelt misbrugt, tortureret, voldtaget og dræbt, mens det hele blev dokumenteret på kamera.
Libyens trofæ
Læs hele artiklen på Dignitys websted.
Ahlam Chemlali er programkoordinator i Dignity – Danish Institute Against Torture
