Onsdag den 5. marts bankede det på døren hos en af de allermindste institutioner i det amerikanske regeringsværk. Udenfor kontorerne hos U.S. African Development Foundation (USADF) stod den fungerende direktør for resterne af USAID, Pete Marocco, og flere ansatte fra Elon Musks styrelse for regeringseffektivisering, DOGE.
Men de fik ikke lov at komme ind.
De omkring 50 medarbejdere i USADF, der giver lån til små og mellemstore afrikanske virksomheder, ville nemlig ikke åbne dørene, rapporterer Devex. I stedet gemte de sig bag skrivebordene.
Efter at have truet med at pudse Secret Service på sagen måtte USAID-chefen og DOGE-folkene vende om med uforrettet sag. I branchen og medierne blev det lille oprør fejret som en David-sejr mod Trump-regeringens Goliat.
To uger tidligere havde Donald Trump nemlig erklæret, at de tre små, selvstændige regeringsorganer USADF, Inter-American Foundation og U.S. Institute of Peace var “unødvendige” og skulle beskæres så meget, som deres mandater tillod.
(Foto: Elekes Andor/Wikimedia Commons)
Medarbejderne frygtede derfor, at Marocco og DOGE-folkene ville gøre ved deres arbejdsplads, hvad de allerede havde gjort ved sværvægteren USAID. Nemlig fyre stort set hele personalet og annullere kontrakterne med deres samarbejdspartnere, hvis de fik adgang til deres systemer.
I de følgende dage fik de ret i deres bange anelser.
Dagen efter bankede Marocco og DOGE-medarbejderne nemlig på igen, denne gang flankeret af betjente. Og så kom de ind, mens USADF-personalet angiveligt flygtede over hals og hoved ad en bagtrappe.
Kort efter gik strømmen på de etager, hvor USADF’s kontorer lå, og pressen blev forment adgang. Senere samme dag kunne flere ansatte ikke få adgang til USADF’s økonomisystem.
USADF’s direktør og bestyrelsesformand, den konservative forretningsmand Ward Brehm, svarede prompte igen med at indgive en klage til domsstolene, der bl.a. skulle forhindre Marocco og regeringen i at overskride deres mandat og gøre “uforbederlig skade” på den selvstændige myndighed.
Retssagen er et mikrokosmos for det væld af juridiske slagsmål, som nu udspiller sig om lovligheden af Trump-regeringens angreb på den amerikanske udviklingsbistand. Kritikerne mener nemlig, at Trump overskrider sine beføjelser, når han med præsidentielle dekreter lukker regeringsorganer, der formelt hører under Kongressen.
(Foto: USADF)
For selvom der ikke er noget nyt i, at nytiltrådte præsidenter afprøver grænserne for den udøvende magt, er omfanget og åbenlysheden under Trump “helt ekstrem og uden fortilfælde”, fortæller professor i statskundskab ved Aarhus Universitet, Derek Beach, til Globalnyt.
”Det eneste, det kan minde om, er Hugo Chavez’ demontering af den administrative stat i Venezuela,” vurderer han. “Det er noget, der kun plejer at ske i autoritære stater i exceptionelle tider.”
Selvom retssagerne åbenlyst får store konsekvenser for den amerikanske udviklingsbranches fremtid, bliver de endnu mere afgørende for demokratiet i USA, mener Derek Beach.
”Jeg tror desværre, den amerikanske finansiering af udviklingsbistand på føderalt niveau er sat på pause i fire år. Skaden er sket,” siger han.
“Men det store spørgsmål er, hvad det kommer til at betyde for amerikansk demokrati. Om præsidenten er konge, eller om man stadig har en lovgivende forsamling og nogle checks and balances.”
Trump blæser på Kongressens eneret
I løbet af Trumps første to måneder som amerikansk præsident for anden gang er der allerede indgivet flere end 100 anklager om lovbrud mod regeringen.
Heraf handler omkring 15 af dem om Trumps og Elon Musks nedlægning af USAID og andre myndigheder, der beskæftede sig med udviklingsbistand i bred forstand.
Overordnet handler sagerne om to ting. Flere af dem går på, hvorvidt regeringen har afskediget flere tusinde medarbejdere på ulovlig vis i forhold til deres ansættelsesforhold, hvilket bl.a. flere fagforeninger for ansatte i USAID hævder. De andre sager, som USADF-chefens anklager mod regeringen, er mere principielle og handler i bund og grund om magtdelingen mellem præsidenten og Kongressen.
Normalt er det nemlig Kongressen, der har beføjelser til at oprette nye agenturer som USADF og USAID. De kaldes independent agencies, fordi de ligger uden for præsidentens ministerier. Det er også kun Kongressen, der historisk har haft ret til at fyre lederne af de selvstændige styrelser, ligesom udpegelsen af nye chefer ofte skal godkendes af Senatet. På den måde skulle de selvstændige styrelsers arbejde være sikret, også når der kommer nyt navneskilt på postkassen ved Det Hvide Hus.
”Men kampen om at få samlet mere magt hos den udøvende magt har udspillet sig siden Nixon,” fortæller Ruben Toft Sindahl til Globalnyt.
Han er jurist med bestalling i USA og har for nyligt udgivet bogen Ret og magt i USA om netop forholdet mellem jura og politik i Guds Eget Land.
“Særligt republikanerne har forsøgt at finde smuthuller og lovgrundlag, der kan skubbe til grænserne for, hvad præsidenten har ret til.”
De tre unødvendige udviklingsinstitutioner
Den 19. februar udsendte Donald Trump et præsidentielt dekret om at fire små institutioner i regeringsværket skulle “elimineres i det størst mulige omfang inden for relevant lovgivning”, fordi de var “unødvendige”. Tre af dem var:
U.S. African Development Foundation (USADF), der udstedte lån til små og mellemstore virksomheder i Afrika.
Inter-American Foundation (IAF), der siden 1972 har uddelt næsten en milliard dollars til lokale udviklingsprogrammer i Latinamerika og Caribien.
U.S. Institute of Peace (USIP), der bl.a. udarbejde konfliktanalyser og uddannede fredsmæglere.
Trump har skruet gevaldigt op for angrebene på Kongressens eneret over de selvstændige regeringsorganer. I slutningen af februar udpegede han Pete Marocco til bestyrelsesformand for USADF, hvorefter Marocco afsatte resten af bestyrelsen og gjorde sig selv til direktør for fonden.
Herefter fyrede han stort set alle medarbejderne og annullerede USADF’s uddelte bevillinger.
Samme taktik havde han forinden brugt over for Inter-American Foundation, hvor han angiveligt holdt sidste bestyrelsesmøde – med sig selv som eneste deltager – uden for fondens kontorer, som han ikke havde fået nøglerne til.
En del af Ward Brehms klage mod Marocco og Trumps nedlægning af USADF og fyringerne af medarbejder går netop på, at Marocco slet ikke kunne fyre de ansatte, fordi han ikke formelt havde mandat til det. Og det skyldes, at Trump ifølge Brehm ikke havde beføjelser til at udpege en ny bestyrelsesformand for organisationen uden godkendelse fra Senatet.
Når byretten kommer med en afgørelse på det principielle spørgsmål, er der stor sandsynlighed for, at dommen vil blive anket og ende hos Højesteret, ligesom størstedelen af de principielle sager, mener Ruben Toft Sindahl. Og her kan Trump godt ende med at få ret.
”For nogle år siden var der en afgørelse i Højesteret, hvor præsidenten fik mere magt over at fyre folk i forskellige styrelser. Så der signalerede man fra Højesteret, at man måske er klar til at give præsidenten magt til at fyre de fleste,” fortæller Ruben Toft Sindahl.
Flere sager om USAID på vej til Højesteret
Men indtil videre har Trump-regeringen ikke gået sejrsgang gennem retssystemet. En anden opsigtsvækkende sag handler om cirka to milliarder dollars, som regeringen ifølge en dom i byretten skylder USAID-partnere for arbejde, de allerede har udført på bevillinger fra tidligere i år.
Ngo’en AIDS Vaccine Advocacy Coalition er en af parterne, der sagsøger regeringen for at sætte USAID’s kontrakter på pause tilbage i januar. Anklagerne går bl.a. på, at ordren om at nedlægge arbejdet på USAID-finansierede projekter strider imod forfatningen, fordi Trump og udenrigsministeriet heller ikke her har magt over et selvstændigt agentur. USAID-partnerne hævder også, at indefrysningen gør uforbederlig skade på deres organisationer, og kræver udviklingsbistanden genoptaget og bevillingerne udbetalt.
De grundlæggende anklager har dommeren Amir Ali endnu ikke taget stilling til endnu. Men i februar beordrede han regeringen til at betale partnerne for det arbejde, de allerede havde nået at udføre på bevillinger fra tidligere på året.
Regeringen bad efterfølgende om at få en udsættelse på betalingen, fordi de ikke mente, de kunne nå at klare overførslerne på en forsvarlig måde. Den anmodning endte til sidst hos Højesteret, hvor fem ud af rettens ni dommere ikke ville ændre ved ordren.
”Men fire af dommerne gav et stærkt fingerpeg om, at de er meget på Trumps side i de her spørgsmål,” fortæller Ruben Sindahl Toft med henvisning til udtalelsen fra fire af rettens fem konservative dommere.
De mener nemlig ikke, at det bør være op til en byretsdommer at bestemme, hvad præsidenten har ret til at bruge statsbudgettet på.
Og det er den anden helt principielle kamp i de verserende retssager, påpeger både Derek Beach og Ruben Toft Sindahl. Slagsmålet om det, som amerikanerne populært kalder, power of the purse eller magten til at sætte statsbudgettet.
”Rent juridisk står det ret klart i Forfatningen, at det er Kongressen, der har pengene og vælger, hvad de skal bruges på, og så er det op til præsidenten udføre det i praksis. Det vil være langt ud over hans beføjelser, hvis han bare kan vælge ikke at bruge de penge alligevel, når de er afsat,” fortæller Ruben Toft Sindahl.
Han er ikke i tvivl om, at sagen i sidste kommer til at ende hos Højesteret. Ligesom han heller ikke er i tvivl om, at præsidenten ikke kan trumfe Kongressen på den måde.
”Juridisk synes jeg, den er ret klar. Det er også sådan, man har forstået det gennem det meste af USA’s historie.”
Men om Højesteret i sidste ender også med at dømme sådan, er mere usikkert, vurderer Ruben Toft Sindahl. Det kræver, at én af de konservative dommere går mod sine meningsfæller.
Og sagen bliver nok lidt af et hovedbrud for de republikansk-udpegede dommere. Historisk har de nemlig støttet domme, der samler mere magt hos præsidenten, men de har også gået op i at fortolke lovens tekst, som da den blev nedskrevet. De to dagsordner kolliderer her, påpeger Ruben Toft Sindahl.
“For hvis man ser tilbage i tiden, har præsidenten ikke haft den magt. Så de skal finde ud af, hvordan de lægger linjen.”
Derek Beach hæfter sig ved, at det efter alt at dømme har været en helt klar strategi for Trump-regeringen at tvinge domstolene til at trække grænserne mellem den udøvende og den lovgivende magt.
”Det, der er vildt her, er ikke, at man forsøger at ændre på den måde, som regeringen fungerer på. Det vilde er, at man gør det uden at spørge Kongressen,” påpeger han, og fortsætter:
”Man kunne sagtens være gået til Kongressen og have argumenteret for, USA ikke har brug for at give udviklingsbistand og så lavet noget lovgivning om at lukke USAID. Men Trump-regeringen har bare sagt ’vi må gerne gøre det her’ og så gjort det.”
Tvivlsomt om Højesteret kan tvinge Trump til at genoplive USAID
Hvor Højesteret ender med at lægge linjen mellem præsidenten og Kongressen, bliver afgørende for det amerikanske demokratis fremtid, mener Ruben Toft Sindahl. Og han bakkes op af Derek Beach:
“Overordnet handler de her sager om, hvorvidt man skal have en offentlig sektor i USA, og om Kongressen overhovedet har noget at skulle have sagt,” siger AU-professoren.
“Hvis en nytiltrådt præsident bare kan lade være med at bruge penge, som Kongressen har afsat, eller kan flytte penge fra projekter til sine egne prioriteter, så har man afskaffet Kongressens lovgivende magt. Så ligger al magten hos præsidenten, og man har skabt en konge i USA,” siger AU-professoren.
Derek Beach er ikke i tvivl om, at Højesteret i sidste end må dømme lukningen af USAID og de flere tusinde fyringer for ulovlige. I princippet skal USAID så startes op igen, og de fyrede medarbejdere og projektansatte skal genansættes (ligesom en dommer for nyligt har beordret regeringen til at gøre i en række andre regeringsorganer).
“Selv konservative dommere har meget svært ved at skulle gå direkte i mod lovens ordlyd,” påpeger Derek Beach med henvisning til den såkaldte Impoundmenct Act fra 1974, der skulle forhindre Richard Nixon i at lave en lignende manøvre.
Men det bliver højst sandsynligt ikke så gode nyheder for udviklingsbranchen, som det måske kunne lyde til, advarer AU-professoren.
”Der er en generel strategi hos Trump-administrationen om simpelthen at smadre. Det er også det, der er sket med USAID. De har simpelthen bare smadret det – fyret folk og tilbageholdt udbetalinger. Så selv hvis en dommer senere siger, det var ulovligt, så er skaden sket. USAID er væk,” påpeger han.
Han tror ikke, at det store arbejde med at starte det selvstændige agentur for amerikansk udviklingsbistand op igen går i gang, før der sidder en ny, mere venligt stemt og nok demokratisk præsident i Det Hvide Hus.
“Og det tror jeg også, kommer til at ske, men nok i mindre omfang end før,” vurderer han.
I mellemtiden skal de tidligere partnere, der har penge til gode, nok ikke regne med meget, påpeger han.
”Spørgsmålet er, hvor klar dommen er, eller om den giver Trump-regeringen nogle smuthuller. Regeringen kunne også sagtens finde på at forsøge at slippe udenom at skulle betale ved at sige, de har fundet snyd og bedrag hos USAID. Den begrundelse har de allerede brugt i forbindelse med at skære i programmerne, selvom det er rent fup.”
Også Ruben Toft Sindahl er skeptisk over for, om Trump-regeringen kommer til at betale USAID-partnerne, selv hvis Højesteret siger, de skal.
”Der er ingen, der kan tvinge Trump til at betale, hvis han ikke vil. Det er ham, der har militærmagten. Men så er det en anden krise, vi ryger ud i, hvis han ikke vil efterleve domstolenes afgørelse,” påpeger han.
“Så er systemet gået helt i stykker.”
