Tunesien lukker islamisk parti ind i regeringsvarmen

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Tunesiens nye premierminister præsenterede mandag en koalitionsregering, hvor det islamiske parti Ennahda også er repræsenteret. Tunesien er truet af terror og høj arbejdsløshed, der er ikke plads til ideologisk konfrontation, siger Ennahda-leder.

Tunesiens regering er fortsat domineret af det sekulære parti Nidaa Tounes, men det islamiske parti Ennahda har også fået pladser i regeringen.

Premierminister Habib Essid præsenterede mandag sin nye koalitionsregering efter det så ud til, at den regering, han oprindeligt havde sammensat, ville blive afvist af parlamentet.

Premierministeren havde oprindeligt ikke levnet plads til Ennahda i sin regering, men de to parter fik siden forhandlet sig frem til, at det moderate islamiske parti deltager i regeringen.

Ennahda havde truet med at stemme imod enhver regeringssammensætning, der ikke inkluderede nogen af dens medlemmer, når parlamentet skulle godkende den nye regering.

Nu skal regeringen gennem en tillidsafstemning i parlamentet onsdag, inden den kan trække i arbejdstøjet.

”Vi har ikke mere tid at spilde,” sagde premierminister Essid mandag.

Hans regering er den første siden tuneserne sidste år stemte om et nyt parlament og derefter valgte en præsident ved de første frie valg landets historie.

Vil undgå egyptisk scenario

Parlamentsvalget gav Nidaa Tounes sejren, men ikke tilpas mange mandater til at have flertal.

Ennahda, som havde fået kritik af den sekulære fløj for at have forvaltet magten dårligt, mens det var ved magten, fik 69 af de 217 pladser i parlamentet.

Inden den nye koalitionsregering kom på plads mandag sagde Ennahdas partileder Rachid Ghannouchi i et interview med The Africa Report, at hans parti ønskede at samarbejde med regeringen.

”Vores demokrati er meget ungt, så vi har brug for konsensus. Vi er truet af så mange farer såsom terror og høj arbejdsløshed. Den ideologiske konfrontation er ikke på vores dagsorden,” sagde Ghannouchi.

Han tilføjede, at partiet ikke havde opstillet en kandidat til præsidentvalget, fordi det kunne føre til splittelse.

”Vi ønskede at undgå det egyptiske scenario, hvor samfundet er presset ud i en polarisering mellem islamister og ikke-islamister. Det er meget farligt,” sagde han til The Africa Report.