Tunesien ramt af det blodigste angreb i årevis

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Mindst 19 mennesker, langt størstedelen udenlandske turister, er dræbt ved et militant angreb mod Bardo-museet i Tunesiens hovedstad onsdag. Angrebet er yderst alvorligt for Tunesien, der er ved at komme på fode igen efter store omvæltninger.

En blodig tragedie ramte onsdag Tunesien, da to mænd bevæbnet med Kalasjnikov-geværer skød og dræbte 19 mennesker.

Op mod 50 andre meldes såret, flere af dem alvorligt.

Angrebet udspillede sig midt i Tunesiens hovedstad, Tunis, i Bardo-museet der ligger klos op ad landets parlament.

De første forlydender gik på, at der var affyret skud i parlamentet, men snart stod det klart, at gerningsmændene havde rettet angreb mod turister på museet.

Efter et par dramatiske timer lykkedes det tunesiske sikkerhedsstyrker at dræbe de to bevæbnede mænd på museet.

Onsdag aften lød status fra Tunesien, at 17 udenlandske turister og to tunesere – den ene en politimand – er dræbt.

Ifølge medierapporter fra blandt andet nyhedssitet Tunisia Live har politiet anholdt enkelte personer, der kan have forbindelse til angrebet, men oplysningen kunne ikke umiddelbart bekræftes.

Socioøkonomiske problemer

Angrebet er et forsøg på at skade Tunesiens økonomi og turisme, som er ved at komme på fode igen efter omvæltningerne i landet under Det Arabiske Forår, siger premierminister Habib Essid.

“Det er et fejt angreb, der først og fremmest retter sig mod Tunesiens økonomi,” siger Essid ifølge den amerikanske tv-station CNN.

To store krydstogtskibe med tusindvis af passagerer lå til kajs i Tunis, da angrebet ramte.

Når krydstogtskibene har lettet anker og roen atter sænket sig over den som regel så fredelige hovedstad, vil det vise sig om onsdagens angreb ved Bardo-museet får langvarige konsekvenser for den turistindustri, Tunesien så småt var begyndt at få gang i igen.

Tunesien er det land, der er kommet bedst gennem de fire tumultariske år, der er gået siden Det Arabiske Forår brød ud med dets store folkelige protester og politiske omvæltninger.

Landet har fået en ny forfatning på plads og gennemført to demokratiske valg til parlamentet og præsidentposten. Tuneserne har fået ros af udlandet for demokratiseringen, og det ansete britiske tidsskrift The Economist udråbte sågar Tunesien til “Årets Land 2014” ved årsskiftet.

Men Tunesien kæmper også med sine socioøkonomiske problemer, særligt i form af høj arbejdsløshed blandt landets unge, der skaber mærkbare frustrationer blandt de unge.

Truslen fra islamisterne

Premierminister Habib Essid havde onsdag aften ikke oplysninger om, hvem de to gerningsmænd bag angrebet var, men ifølge CNN har en talsmand for indenrigsministeriet sagt, at de er islamister.

Den tunesiske præsident, Beji Caid Essebsi, synes at være af samme overbevisning.

“Der er ikke længere håb om dialog med dem,” sagde Essebsi ifølge flere medier om formodede islamistiske gerningsmænd.

Det er endnu ikke oplyst, hvem der stod bag angrebet, eller om der står en organisation bag de to bevæbnede mænd – men Tunesien har oplevet politisk motiverede attentater, ligesom landet i mindre grad har kæmpet mod islamistiske grupper i dele af landet.

Hidtil har Tunesien dog været forskånet for den store bølge af islamistisk vold, som har plaget eksempelvis nabolandet Libyen.

Tunesien skæver nervøst til konflikten i Libyen, hvor også Islamisk Stat er ved at have vinde indpas, men hidtil har Tunesien ikke haft de mest yderliggående islamistiske grupper inden for sine egne grænser.

Derimod er Tunesien et af de lande, der leverer flest krigere til Islamisk Stat i andre lande, siger tunesiske myndigheder.

Omkring 3000 af Tunesiens 11 millioner indbyggere menes at være rejst til Syrien eller Irak for at slutte sig til den yderliggående bevægelse, og i Tunesien har der været frygt for, om de hjemvendte krigere ville gennemføre terrorangreb i hjemlandet.

Onsdagens angreb er det blodigste angreb mod udlændinge i Tunesien, siden terrornetværket al-Qaeda angreb en synagoge på den tunesiske ø Djerba i 2002. Dengang blev 21 dræbt og 30 såret, de fleste af dem tyskere.