Ida Marie Savio Vammen er seniorforsker på Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS
På en strand i Dakar samler en gruppe aktivister sig til en mindehøjtidelighed for de migranter, der hvert år mister livet i forsøget på at nå Europa. Lyset på stranden er skarpt, og havet er roligt. De stiller sig skulder ved skulder for at tage et fællesbillede bag et stort banner med budskabet: “For fri bevægelighed og lige rettigheder for alle. Færger, ikke Frontex.”
Det skal bruges til at skabe opmærksomhed om EU’s hårdhændede migrationspolitik på deres sociale mediekanaler. Efterfølgende kaster de blomster i havet som et symbol på de liv, der er gået tabt. Blandt de fremmødte er en mor, der stadig savner sin søn, som forsvandt på rejsen mod Europa.
Flere migranter tager den farlige Atlanterhavsrute
Mens antallet af migranter over Middelhavet falder, er ankomster via Atlanterhavsruten fra Vestafrika til de spanske Kanariske Øer nået rekordniveau. I 2024 ankom 46.843 migranter via ruten – en stigning på 18 procent sammenlignet med året før, ifølge EU’s grænseagentur, Frontex.
Ruten, der strækker sig over mere end 1.500 km åbent hav, er en af verdens farligste. Mange mister livet på ruten – præcist hvor mange, vides ikke med sikkerhed – men den spanske NGO Caminando Fronteras rapporterer, at mindst 4.808 mennesker mistede livet de første fire måneder af 2024 alene.
De mange tragiske skibsforlis og skæbner til trods fortsætter tusindvis med at forsøge rejsen via Atlanterhavsruten. Selvom det samlede antal irregulære migranter, der i 2024 kom til Europa, er kraftigt faldende, har stigningen i ankomster til De Kanariske Øer gjort den populære havrute til et helt centralt punkt i Europas migrationspolitik og forsøget på at stoppe uønsket migration.
EU strammer igen grebet om Atlanterhavsruten
Siden 2022 har EU yderligere strammet grebet om det, der igennem en årrække har været den mest benyttede nordlige migrationsrute over Middelhavet. Det er blandt andet sket ved at indgå nye aftaler samt styrke eksisterende migrationspartnerskaber med autoritære regimer i vigtige transitlande i Nordafrika som Libyen og Tunesien.
Aftaler, som har medført, at migranter i Nordafrika oplever endnu mere vold og brutalitet. Både mens de opholder sig i for eksempel Libyen og Tunesien, men også når de i tusindvis deporteres tilbage fra Algeriet og dumpes i Nigers ørken.
Meget peger på, at det er medvirkende faktorer til, at ruten har forskudt sig over Atlanterhavet. I Senegal, hvor jeg i over et årti har forsket i EU’s grænsekontrol i Vestafrika, fortalte flere unge mænd, der drømte om at tage til Europa, at det var blevet for farligt at tage mod Libyen og Tunesien. Derfor overvejede de nu Atlanterhavsruten.
Men også dén rute har EU siden 2019, hvor antallet af migranter, der kommer den vej, skød i vejret, forsøgt at lukke ned ved at presse på for at indgå nye aftaler med vigtige vestafrikanske afsenderlande som Senegal og Mauretanien.
Ligesom under den såkaldte ‘Cayuco-krise’ i 2006, hvor over 30.000 migranter nåede de Kanariske Øer i mindre fiskerbåde, er det især den spanske regering, der vil have, at EU og Frontex igen skal spille en meget mere proaktiv rolle på Atlanterhavet. Den ønsker, at EU skal indgå aftaler om øget Frontex-patruljering, overvågning og personel på afrikansk jord. Meget tyder på, at presset til dels er lykkedes.
I 2024 indgik EU et nyt 210 millioner euro migrationspartnerskab med Mauretanien samt en tillægsbevilling på 15 millioner euro til det mauretanske militærs overvågnings- og afskrækkelsesindsats.
I Senegal var der efter regeringsskiftet sidste år uvished om, hvordan den mere vesten-kritiske regering under ledelse af præsident Bassirou Diomaye Faye vil forholde sig til migration og EU’s årelange pres for at holde landets befolkning inden for Afrikas grænser.
EU forsætter derved med at bruge en velkendt opskrift, hvor udviklingssamarbejde med afrikanske stater betinges af samarbejde om yderligere grænsekontrol. Paradoksalt nok peger forskning på, at den opskrift ikke stopper uønsket migration
I en region med store geopolitiske forskydninger og opgør med den tidligere kolonimagt Frankrig håbede flere af de civilsamfundsorganisationer og aktivister, som jeg talte med, at den nye regering ville være langt mere kritisk over for EU’s tiltag og sætte Senegals interesser først.
Men en ny migrationsaftale med EU i efteråret viser, at også den nye regering vælger at samarbejde med EU – presset af behovet for udviklingsmidler. Under et besøg i Dakar annoncerede EU-kommissær Jutta Urpilainen en bevilling på 30 millioner euro til at stoppe irregulær migration og bekæmpe menneskesmugling i samarbejde med de senegalesiske myndigheder.
Dermed lagde EU ekstra ressourcer til et allerede eksisterende projekt, hvor EU havde allokeret 5,75 millioner euro. Alt imens det senegalesiske og mauretanske politi og kystvagt i 2024 har øget indsatsen for at stoppe migrantbåde i eget farvand i samarbejde med spanske myndigheder, der er yderst aktive i regionen.
EU fortsætter dermed med at bruge en velkendt opskrift, hvor udviklingssamarbejde med afrikanske stater betinges af samarbejde om yderligere grænsekontrol.
Paradoksalt nok peger forskning på, at den opskrift ikke stopper uønsket migration, men derimod er med til at booste migrationsindustriens smuglernetværk, lede til grove menneskeretyihedskrænkelser og tvinger migranter ud på nye, længere og endnu farligere ruter.
“I holder øje med grænserne – vi holder øje med jer”
Men hvordan reagerer lokalbefolkningen på disse tiltag? Under mit seneste forskningsprojekt fulgte jeg aktivister og civilsamfundsorganisationer, der er kritiske over for EU’s migrationsinitiativer. Modsat EU-finansierede kampagner, der ofte forsøger at afskrække folk fra at migrere, ønsker aktivisterne at oplyse befolkningen om Frontex’ voksende rolle og tilstedeværelse.
En af dem er Saliou Diouf, grundlægger af NGO’en Boza Fii. For ham er Frontex en usynlig kraft i landet:
”Folk skal uddannes om, hvad de gør. Vi føler, det er nødvendigt at kæmpe imod deres handlinger”.
For ham og de andre aktivister er det en patriotisk pligt at kæmpe imod EU’s politik og dens voldelige konsekvenser.
Mindehøjtideligheden på stranden var en del af en større kampagne, der markerede årsdagen for Tarajal-drabene i 2014, hvor 15 migranter døde i forsøget på at krydse ind i Spanien efter en brutal konfrontation med den spanske Guardia Civil, samt Melilla-tragedien i 2022, hvor mindst 37 mennesker blev klemt ihjel i forsøget på at trænge ind i den spanske enklave i Nordafrika.
Mere modstand på vej?
Flere af aktivisterne har rejst i Nordafrika og set Frontex’ arbejde på nært hold. De frygter, at en øget tilstedeværelse i Senegal vil føre til militarisering af farvandene, flere voldelige pushbacks og forhindring af redningsaktioner. En yderligere udvidelse af Frontex’ mandat vil ifølge dem og andre civilsamfundsorganisationer, jeg talte med, udfordre Senegals suverænitet.
Mens EU og europæiske regeringer udflytter dele af migrationskontrollen til vigtige afsender- og transitlande i Afrika gennem en række restriktive grænsetiltag, bygger græsrodsbevægelser som Boza Fii bånd til aktivister i Nordafrika og Europa.
De lægger vægt på afrikanske borgeres ulige adgang til lovlig migration og kæmper for retfærdighed for ofrene ved EU’s grænser samt en mere retfærdig migrationspolitik. Europæiske beslutningstagere bør tage disse protester alvorligt.
Uden mere ligeværdige mobilitetspartnerskaber med afrikanske partnerlande risikerer Europa yderligere at fremme modstand og protest i en region, hvor mange lande i forvejen er kritiske over for vestlig dominans og øger samarbejdet med eksempelvis Rusland og Kina.
Globalnyts EU-dækning er støttet af Europa-Nævnet og undersøger unionens fremtid på den globale scene.
