Tyfonen i Filippinerne har gjort stort indtryk på danskerne

Laurits Holdt

Alene Folkekirkens Nødhjælp har modtaget donationer til nødhjælpsarbejdet i Filippinerne fra 10.000 danskere. De ældre giver mest og gennemsnitsalderen for giverne er 60 år og den gennemsnitlige donation er på lidt mere end 300 kroner.

Folkekirkens Nødhjælp har nu fået hjælp af over 10.000 danskere, som har sendt penge af sted til hjælpearbejdet i Filippinerne, der i starten af november blev ramt af tyfonen Haiyan.

Det skriver organisationen i en pressemeddelelse fredag.

Lidt flere kvinder end mænd har sendt penge af sted. Men ifølge Folkekirkens Nødhjælps pressechef Per Bjerre, er folks alder en afgørende faktor for, om de griber i de gavmilde lommer. De ældste giver mest.

Gennemsnits-alderen for donorerne er således 60, og den ældste donor er en mand på 99 år fra Sønderjylland. Den gennemsnitlige donation er på over 300 kr. og den største donation er en fondsdonation på hele 33.000 kr.

Per Bjerre understreger, at alle bidrag hjælper:

”Vi har brug for hver en krone til vores partneres vitale arbejde for ofrene for tyfonen. Om man donerer via SMS, giro eller vores hjemmeside – og uanset beløbet – ja, så er behovet enormt, og vi er naturligvis dybt taknemmelige for alle bidrag.”

I artiklen Flere danske organisationer samler ind til Filippinerne har vi samlet en liste over de danske organisationer, der samler ind til hjælpearbejdet i Filippinerne.