Den tyrkiske appeldomstol besluttede torsdag at løslade Leyla Zana og 3 øvrige fængslede tidligere parlamentsmedlemmer af kurdisk oprindelse, skriver Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.
Udenrigsminister Per Stig Møller (K) udtaler i den anledning:
– Danmark har ligesom andre EU-lande fulgt sagen tæt, idet sagen – selv om den er en enkeltsag – på mange måder kan betragtes som en indikator for, hvor langt Tyrkiet er nået i reformprocessen. Løsladelsen af Leyla Zana og de 3 andre tidligere parlamentsmedlemmer er godt nyt.”
Leyla Zana blev i 1994 sammen med Hatip Dicle, Orhan Dogan og Selim Sadak idømt 15 års fængsel for at tilhøre PKK. De politiske reformer i Tyrkiet har imidlertid givet mulighed for at for at få genprøvet sager, hvor den dømte har fået medhold ved den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Således blev sagen taget op igen sidste år.
I april i år stadfæstedes dommen efter en genprøvelse ved Statssikkerhedsdomstolen i Ankara. Efterfølgende udsendte EU-landene en fælles erklæring, hvoraf det bl.a. fremgik, at EU beklagede kendelsen, at kendelsen afviger fra den tyrkiske regerings reformkurs samt at beslutningen ville indgå i efterårets vurdering fra Kommissionen af, hvorvidt Tyrkiet opfylder det politiske Københavnskriterium.
Opfyldelse af det politiske Københavnskriterium er en forudsætning for at kunne indlede optagelsesforhandlinger med EU.
Kilde: www.um.dk