Mellemfolkeligt Samvirke (MS) har altid boet til leje i sin 70 årige historie. Det er slut nu. MS har erhvervet sit domicil på Nørrebro i København, som er et kompleks af århundredgamle bygninger mellem Fælledvej og Ravnsborggade. Prisen lyder på 55 millioner kr.
Købet fremgår af u-landsforeningens netop fremlagte årsberetning for 2013, hvor dens formand, seniorforsker Helle Munk Ravnborg, bl.a. skriver, at hun er “utrolig glad for, at det lykkedes at købe de bygninger, vi har lejet de sidste fem år. Umiddelbart giver det os en betydelig reduktion i huslejen”.
At en statsstøttet velgørende forening køber fast ejendom i den størrelsesorden er så usædvanligt, at MS på forhånd henvendte sig til Danida, som accepterede købet.
Danidas rolle i denne sammenhæng er stor. Hver gang, der løber tre kroner gennem Mellemfolkeligt Samvirke, kommer næsten to fra Danida.
Helle Munk Ravnborg oplyser søndag til U-landsnyt.dk, at de tre bygninger med deres tilsammen 4.500 kvadratmeter blev sat til salg af ejeren, investe-ringsforeningen Norden, med MS som lejer.
Hovederne i blød
Det satte gang i overvejelserne i MS-bestyrelsen.
“Vi nåede frem til, at uanset hvordan vi vendte og drejede det, ville det blive billigere for os at eje end at leje, dels fordi lejen steg med et bestemt beløb hvert år, dels fordi vi gerne ville give bygningerne et grønt aftryk i form af klimainvesteringer, men måtte erkende, at vi ville sætte penge i noget, der ikke var vores”, anfører den 52-årige MS-forkvinde siden juni i fjor.
Samtidig blev prisen forhandlet ned fra godt 60 til 55 mio. kr.
“Vi kommer til at betale mindre i afdrag, bidrag og renter på lånene til ejendomskøbet i Nykredit og Merkur Bank end den husleje, vi skulle have betalt”, anfører Helle Munk Ravnborg, men tilføjer i samme åndedrag, at det “forudsætter ejendomsmarkedet ikke falder sammen eller vi undgår at komme ud for, at tagene pludselig skal udskiftes, for det bliver en større udskrivning”.
Hun understreger dertil i sine indledende bemærkninger til årsberetningen for 2013, at “ejerskabet af de fantastiske bygninger i hjertet af Nørrebro kan vise sig i fremtiden at udgøre en betydelig økonomisk sikkerhed for vores forening”.
Andre har lejet sig ind på lange kontrakter
MS-forkvinden erkender, at købet er usædvanligt og vil løbende sikre offentlighed og medindsigt i den økonomiske udvikling omkring den nye store ejendomsbesiddelse.
Det vil man formentlig have et godt øje til i andre større u-landsorganisationer, hvor hovedreglen er, at man lejer sig ind – dog med Folkekirkens Nødhjælp som en markant undtagelse.
Solidaritets- og bistandsorganisationen IBIS flyttede således i foråret 2012 fra et lejemål på Nørrebro til et tilsvarende nær Rådhuspladsen, hvor man sikrede sig uopsigelighed fra udlejers side i syv-et-halvt år trods den attraktive beliggenhed.
CARE Danmark flyttede kort efter i 2012 også fra Nørrebro og sikrede sig uopsigelighed frem til 1. juli 2030, dvs. i 18 år, mod til gengæld først at kunne sige lejemålet op selv 1. juli 2020.
CARE måtte dog forpligte sig til at overtage lejemålet for en større bygning i Jemtelandsgade på Amagerbro, hvor økonomien var afhængig af, at man fik lejet en del af kvadratmetrene ud til andre.
Generelt for de to organisationers vedkommende skyldtes de gunstige betingelser og beliggenheder de mange tusind kvadratmetre kontorlokaler, der står ledige i Københavns-området.
Meget glad for swinging Nørrebo
Helle Munk Ravnborg anfører, at beliggenheden midt på det dynamiske Nørrebro vejede tungt i beslutningen om at købe og ikke søge et andet sted hen efter billige lejede kvadratmetre – som f.eks. etik-vagthunden DanWatch, der er rykket til Københavns nordvestkvarter.
Mellemfolkeligt Samvirke boede til leje i mange år i selvsamme nordvestkvarter, nemlig på Hejrevej, senere rykkede man til lejede lokaler i Borgergade 14 inde i byen og kom så til Fælledvej 12 – en sidevej til Nørrebrogade – fra 1. januar 2009.
Det nyvundne ejerskab af de tre bygninger er trådt i kraft med virkning fra 1. januar 2014.
Det drejer sig om ejendommen ud mod Fælledvej, der bl.a. rummer sekretariatet, mellembygningen (en gammel realskole) med en stribe ungdomsaktiviteter og et gulmalet hus ud mod Ravnsborggade, hvor størsteparten er udlejet, men MS-frivillig cafeen “Mellemrummet” har til huse i gadeplan.
Mellemfolkeligt Samvirkes årsberetning for 2013 kan læses på
http://www.ms.dk/sites/files/actionaid/aarsrapport_samlet.pdf
(Den er særdeles åbenhjertig både om fremskridt OG problemer og derfor læseværdig som eksempel på, hvordan moderne årsberetninger også kan laves, red.)
Se også telegrammet
http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/10-09-08/mellemfolkeligt-samvirke-flytter-domicil-og-bner-n
Mere om Helle Munk Ravnborg på
http://www.u-landsnyt.dk/navnenyt/nyt-job/helle-munk-ravnborg-ny-forkvinde-i-ms