Deltagerne på årets Roskilde Festival bliver mødt af en 8 meter høj mur på festivalpladsen. Den får samme højde som den mur, der er under konstruktion på den israelsk-besatte Vestbred og forhindrer tusinder af palæstinensere i at dyrke deres jord, besøge familie og venner og komme på hospitalet, skriver Folkekirkens Nødhjælps blad, Nød, i sin seneste udgave.
Muren bliver bygget af Folkekirkens Nødhjælps frivillige, som også laver informationsarbejde og flaskeindsamling på festivalen under sloganet “Make peace not walls.”
– Ideen er, at unge selv formidler til andre unge om en af verdens store humanitære og politiske udfordringer, siger landskonsulent Peter Christiansen, der er Folkekirkens Nødhjælps projektansvarlige.
Ved siden af muren bygger de frivillige et informationshus, hvor festivaldeltagerne kan slappe af og ryge vandpibe og samtidig se billeder fra Palæstina og få informationer om konflikten. En gruppe frivillige vil desuden lave teater på pladsen for at pirre deltagernes nysgerrighed.
Frivillige samler flasker hele festival-ugen. Det indsamlede beløb vil blive fordoblet af Roskilde Fonden. Pantindsamlingen går til at oprette mobile sundhedsklinikker i Palæstina, som kører ud til mennesker, der ellers ikke kan få lægehjælp.
De 600 frivillige giver 24 timers arbejde og får til gengæld en festivalbillet.