Munck bested flere direktørstillinger i A.P. Møller Gruppen fra 1963 til 1988,
Allerede i 1952 kom han til A.P. Møller – først som ingeniør siden som direktør i Mærsk Raffinaderiet.
Hans Henrik Munck var udstationeret i Tanzania i Østafrika som direktør for sukkerplantagen i selskabet “Tanganyika Planting Company” Limited (TPC), først med bopæl i landet 1974-1980, siden frem til 1988 med domicil i København. Mens han boede i Tanzania, var han dansk konsul for Nordtanzania.
1985-88 var han tillige direktør for Maersk Company (Switzerland) Ltd. – også her med sæde i København.
Hans Henrik Munck var medlem af Akademiet for de tekniske Videnskaber.
Om plantagen i Tanzania
I 1930 stiftedes A/S The Tanganyika Planting Company Ltd. (TPC) med en aktiekapital på 18.000 britiske pund i den dav britiske koloni. Langt hovedparten blev indbetalt af skibsreder A.P. Møller.
Selskabet overtog brugsretten til en plantage på 10.000 acres i 99 år, hvoraf 2.000 acres blev tilplantet med sisal (1 acre = ca. 0,4 hektar).
Denne afgrøde krævede dog flere års vækst, og i mellemtiden reducerede 1930ernes depression prisen på sisal til en syvendedel, nemlig til blot 10 pund per ton.
Denne pris lå under produktionsomkostningerne og resultatet var store årlige tab, som vakte bekymring i København.
Skibsreder A.P. Møller undersøgte derfor mulighederne for sukkerdyrkning i stedet, og lejede yderligere 15.000 acres frugtbar jord og købte en mindre sukkerfabrik, der stod klar i 1935. Imidlertid var det nu sukkerprisernes tur til at udvikle sig ugunstigt, og trods gentagen kapitaltilførsel udviste TPC underskud frem til udbruddet af Anden Verdenskrig i 1939.
Under besættelsen stod sukkerproduktionen i stampe, og først da A.P. Møller i 1951 selv besøgte plantagen ved foden af Kilimanjaro, kom der skred i tingene.
Dårlig jord blev mageskiftet med jord af fortrinlig bonitet, der blev taget mere land under plov, en ny fabrik opførtes, og der blev lavet store vandingssystemer. De nødvendige tiltag var tilendebragt i 1955, hvor en betydelig udvidelse af sukkerproduktionen var mulig.
I begyndelsen af 1970erne udvidede fabrikken sin kapacitet til 80.000 tons mod 4.000 tons ved begyndelsen. Virksomheden i det nordlige Tanzania havde eget skolevæsen, faglige uddannelser og en udbygget social forsorg.
Produktionen af sukker steg næsten uafbrudt. Den kontinuerlige forbedring af plantagen indebar udbygning af transportsystemet, hvorved TPC rådede over 65 km jernbane samt 1.500 vogne og 29 lokomotiver til transport af sukkerrør.
Masser af sukker, men lave tvangspriser
Det økonomiske grundlag blev dog ikke tilfredsstillende, bl.a. fordi man i flere år måtte sælge sukkerproduktionen til staten under verdens-markedsprisen. På trods heraf fortsatte moderniseringen, hvor man efterhånden gik bort fra den manuelle skæring og læsning af sukkerrør og over til fuld mekanisering.
Efter forhandlinger solgte man fra 1. januar 1980 virksomheden til Tanzanias regering for 25 millioner kroner. Ved overtagelsen af virksomheden med godt 4.000 ansatte udtrykte Tanzanias daværende landbrugsminister sin store tilfredshed med overdragelsen, der var sluttet på så fordelagtige betingelser, at der reelt var tale om en gave.
Den tanzanianske regering nægtede siden at udbetale købesummen, og først efter 15 års anstrengelser lykkedes det i 1994 at inddrive tilgodehavendet. Sukkerplantagen i Tanzania blev privatiseret af staten i september 2000.
