Mandag d. 2. august rejser Katja Levin til Phnom Penh for at tiltræde stillingen som Folkekirkens Nødhjælps nye repræsentant i Cambodja i Sydøstasien.
Her skal hun lede Folkekirkens Nødhjælps og engelske Christian Aid’s fælles kontor i Phnom Penh og stå i spidsen for organisationernes arbejde med fødevare-sikkerhed og forebyggelse af hiv/aids og vold mod kvinder.
Katja Levin har været ansat i Folkekirkens Nødhjælp siden 2000 og tidligere været udstationeret i Honduras i Mellemamerika.
Katja Levins mand, Poul Kjar, har fået orlov fra sit job som konstitueret pressechef i Udenrigsministeriet. Parrets 3 børn, Rebecca på 13, Jonas på 9 og Lea på 4 år, flytter med fra Østerbro i København til Cambodjas hovedstad.