Merete Hansen er selvstændig konsulent og Mogens Pedersen har været Danmarks ambassadør i Bolivia og Colombia, foruden i flere afrikanske lande.
Colombia er et af de lande, der har den mest ulige fordeling af jorden, og det er en af årsagerne til de mange års guerillakrig. En jordreform var derfor det første punkt i fredsaftalen mellem regeringen og oprørsbevægelsen FARC, som blev indgået i 2016.
Flere end 13.000 guerillasoldater fra FARC er blevet afvæbnet og er gradvist ved at blive integreret i det mere almindelige samfund. Men ellers har det været lidt op ad bakke at få aftalen ført ud i livet, hvilket nok ikke er helt uforståeligt når man tænker på de mange interesser, der er på spil.
Den lange kamp om jorden for Colombias småbønder og de syv millioner mennesker, som er blevet fordrevet af de mange års konflikt, ser nu ud til at give i hvert fald foreløbige – om end stadig beskedne – resultater, som ikke er set i årevis.
Regeringen siger, at den vil sætte fart på uddelingen af jord til jordløse bønder, småbønder og internt fordrevne. Imidlertid har ethvert nyt reformforslag, der vedrører jordfordeling, mødt stor modstand i Kongressen, hvor præsident Gustavo Petros regering ikke har flertal. Oppositionen frygter, at regeringen har til hensigt at konfiskere jorden, men hidtil har regeringen opkøbt jord til uddeling til fattige og jordløse bønder.
Ifølge fredsaftalen skal der uddeles i alt tre millioner hektar landbrugsjord, men indtil videre er man kun nået op på godt fem procent af dette mål. En af udfordringerne er at skaffe penge til at købe jorden, men det er også en udfordring at finde jord, som reelt kan bruges til at dyrke afgrøder. FEDEGAN, den magtfulde sammenslutning af store kvægfarmere, lovede præsidenten at sælge tre millioner hektar, men hovedparten har vist sig uegnet til fødevareafgrøder og anden produktion.
Der er nu snart gået otte år siden fredsaftalen blev underskrevet, og resultaterne er fortsat sparsomme, når det gælder udvikling for indbyggerne i Colombias landdistrikter.
Og selv hvis der var rigeligt med frugtbar jord, ville der stadig være store udfordringer. For hvis uddelingen af jord rent faktisk skal føre til en økonomisk bæredygtig udvikling for småbønderne, skal uddelingen ledsages af udbygning af både finansiel og fysisk infrastruktur, såsom kreditsystemer og veje
Der er nu snart gået otte år siden fredsaftalen blev underskrevet, og resultaterne er fortsat sparsomme, når det gælder udvikling for indbyggerne i Colombias landdistrikter.
Men det ville naturligvis også være naivt at tro, at man kan gennemføre en jordreform af så store dimensioner fra den ene dag til den anden, når man tænker på de mange interesser, der er på spil. Der er dog klart behov for større fremskridt på dette kardinalpunkt i fredsaftalen.
Retsopgør i sneglefart
Fredsdomstolen JEP (Jurisdicción Especial para la Paz) blev oprettet som led i fredsaftalen for at undersøge og dømme medlemmer af FARC, medlemmer af de væbnede styrker og civile, som har deltaget i den væbnede konflikt. Selvom det er frivilligt, om man vil stille op, har knap 10.000 tidligere FARC-medlemmer og knap 4.000 medlemmer fra de væbnede styrker valgt at gøre det.
De mange sager omhandler eksempelvis kidnapninger, vilkårlige drab på civile, som de væbnede styrker beskyldte for at være oprørere, kønsbaseret og seksuel vold samt tvangsrekruttering af mindreårige.
De grundlæggende principper bag domstolen er at skabe klarhed om de mange brud på menneskerettighederne under den langvarige konflikt, at de skyldige bliver dømt, og at ofrene får erstatning.
Hvis de skyldige fortæller sandheden, kan de eventuelt få nedsat straffen eller blive dømt til samfundstjeneste i stedet for eksempelvis en fængselsstraf. Det er altafgørende for Colombias fremtid, at sandheden om konfliktens mange forbrydelser kommer frem, at de ansvarlige bliver fundet og dømt, og at ofrene og deres familier modtager erstatning.
Af de 15 år, som fredsaftalen har givet domstolen til at behandle de mange sager, er halvdelen nu gået, uden at der er faldet en eneste dom. Det har skabt store frustrationer og medført kritik fra flere sider. Lederne af FARC, som i mellemtiden er blevet omdannet til et politisk parti, Comunes, og præsidenten er blandt dem, der kritiserer domstolens langsommelighed.
Fra Comunes lyder kritikken blandt andet, at ingen af de mange sager om kidnapning, som FARC foretog for at kræve løsepenge, endnu er afsluttet.
Foto: Marielle van Uitertullstein bild via Getty Images
For præsident Gustavo Petro handler det også om hans store nationale fredsprojekt, Paz Total, som går ud på at slutte fred med alle landets væbnede grupper. En del af Paz Total-planen er, at der skal forhandles modeller for retsopgør med hver enkelt af grupperne, og derfor er det en frustration for ham, at det går så langsomt i forhold til FARC.
Det har fået ham til at foreslå et nyt tribunal, der kan stå for afsluttende processer med alle de væbnede aktører.
Kritikken imødegås dog af JEP’s øverste leder, Roberto Vidal, som siger, at domstolen mangler penge til at påbegynde sanktioner og give erstatninger til de mange ofre, som JEP er bemyndiget til at fastlægge og gennemføre.
Gruppestraf
Samtidig med at kritikken fyger ind over domstolen, er der flere uafhængige eksperter, som minder om vigtigheden af den kollektive straf, som JEP skal formidle.
Kollektiv straf kommer ind i billedet, når en forbrydelse ikke kan tilskrives enkeltpersoner, men en gruppe som helhed. Eksempelvis er det FARCs ledelse som et kollektiv, der var ansvarlig for de mange gidseltagninger, og derfor vil ledelsen som helhed få en straf.
På samme måde er det den daværende ledelse i militæret, der skal stå til regnskab for tilfangetagelser og bortførelser af de mange uskyldige unge, der ofte senere blev dræbt for at kunne indgå i regnskabet over dræbte guerillasoldater.
I Colombias officielle register for konfliktens ofre er der i dag opført næsten ti millioner mennesker, hvoraf langt de fleste er internt fordrevne. Størstedelen af konfliktens ofre venter fortsat på sandhed, retfærdighed og erstatning – både moralsk og økonomisk.
På samme måde er det den daværende ledelse i militæret, der skal stå til regnskab for tilfangetagelser og bortførelser af de mange uskyldige unge, der ofte senere blev dræbt for at kunne indgå i regnskabet over dræbte guerillasoldater.
Der er flere andre dele af fredsaftalen med FARC, som endnu ikke er ført ud i livet eller er blevet forsinket. Det gælder for eksempel integrationen af de mange demobiliserede FARC-guerillasoldater i det almindelige samfund.
Disse forsinkelser skyldes ikke mindst, at en højreorienteret regering under ledelse af præsident Iván Duque kom til magten godt et år efter, aftalen blev indgået. Han var i bund og grund modstander af hele fredsaftalen, og det forsinkede hele processen.
Selvom den nuværende præsident, den venstreorienterede Gustavo Petro, er opsat på at gennemføre fredsaftalen, er det værd at huske på, at hans regering ikke har flertal i Kongressen, og det komplicerer naturligvis tingene.
Der er endnu en faktor, som komplicerer fredsprocessen. Det er, at den stadig stigende vold på mange måder dominerer den nationale dagsorden og debat, og det er medvirkende til at skubbe andre emner i baggrunden.
Sociale reformer er nødvendige for regeringen
Colombia er et af de mest ulige samfund i Latinamerika, kun overgået af Brasilien. Det afspejler sig blandt andet i uddannelses- og sundhedssystemerne, som den fattige del af befolkningen kun i begrænset omfang nyder godt af.
Den ulighed har præsident Petro ønsket at gøre noget ved og har derfor forsøgt at gennemføre en række reformer. Få måneder efter hans regering tiltrådte i 2022, lykkedes det at gennemføre en skattereform, der skulle finansiere nogle af de sociale reformer.
Men på trods af flere forsøg er det endnu ikke lykkedes at få vedtaget reformer inden for sundhed og uddannelse. For nylig lykkedes det dog at få vedtaget en pensionsreform, der tilgodeser en langt større del af befolkningen end hidtil.
Det er klart, at det er politisk vigtigt for Petro-regeringen at få nogle af de sociale reformer vedtaget, så den fattige del af befolkningen kan se reelle forbedringer på de sociale områder. I modsat fald er det sandsynligt, at højrefløjen vil stå stærkt ved det kommende valg i 2026, hvor Gustavo Petro på grund af landets valglov ikke kan stille op igen.
Uden reelle resultater er hele fredsprocessen i fare
Der er ingen tvivl om, at Petro-regeringens dagsorden er godt fyldt op: stigende vold, voldsomme problemer med narko, forhandlinger med et væld af væbnede grupper, jordreform og sociale reformer, hvortil kommer hele problematikken om miljø og ikke mindst beskyttelse af det store område – omkring 40 procent af landet – der er dækket af Amazonlandet.
Men skønt der er gode intentioner fra regeringen om at dække alle problematikkerne, synes den stigende vold og narkogruppernes ageren at dominere den politiske hverdag. Det ser ud til at blive svært for regeringen at gøre fremskridt, medmindre den kan forbedre sikkerhedssituationen og få lagt en dæmper på den udbredte vold.
Der er stor interesse både i Latinamerika og Europa for at følge udviklingen i Colombia. Norge har således engageret sig som garantland for forskellige dele af fredsforhandlingerne. I Latinamerika har flere lande, herunder Cuba, Brasilien, Chile og Mexico, ligeledes stillet sig til rådighed med støtte til forhandlingerne.
FN’s Verifikationsmission aflægger hver tredje måned rapport til Sikkerhedsrådet, der på den baggrund drøfter udviklingen og kommer med anbefalinger, som regel på baggrund af konsensus.
Verifikationsmissionen har fået udvidet sit mandat, så den nu ikke blot følger gennemførelsen af fredsaftalen med FARC, men også forhandlingerne med andre grupper.
Men det er nok nødvendigt snart at kunne fremvise reelle resultater i forhandlingerne i form af konkrete aftaler med nogle af de væbnede grupper – ikke mindst ELN.
I modsat fald er det meget sandsynligt, at højrefløjen vil tage over ved valget i 2026, og dermed kan man forudse, at de fleste fredsforhandlinger vil blive lagt på is.
