Udenrigsministeriet har i en redegørelse til Folketingets Retsudvalg undladt at oplyse, at den dødsdømte dansk-marokkaner Omar Maarouf har været udsat for en række overgreb, der af eksperter defineres som eller sidestilles med tortur skriver Politiken onsdag.
Repræsentanter fra Udenrigsministeriet mødtes i juli 2003 med Omar Maaroufs marokkanske forsvarer, Khalil Idrissi. Han fortalte om en række alvorlige overtrædelser af hans klients rettigheder:
– Jeg orienterede dem bl.a. om, at han blev kidnappet af den marokkanske efterretningstjeneste, inden han officielt blev anholdt af kriminalpolitiet, at han blev holdt i en celle, hvor et skarpt lys var tændt døgnet rundt, og at han blev fremstillet foran undersøgelsesdommeren uden sin advokats tilstedeværelse, siger Khalil Idrissi til bladet. Idrissi fortalte også sine gæster fra Udenrigsministeriet, at der i selve retssagen mod Omar Maarouf ikke blev ført vidner og ikke fremlagt beviser.
Men da Folketingets Retsudvalg i september 2003 udbad sig oplysninger om forløbet omkring retssagen mod Omar Maarouf, undlod Udenrigsministeriet i sit skriftlige svar at nævne de oplysninger, der var kommet frem under mødet i juli, anfører Politiken.